Solidaritet

Solidaritet er fundamentet for DSU’s og Arbejderbevægelsens kamp. Det er det stærke og solidariske fællesskab mellem forskellige grupper, der har gjort det muligt at realisere den socialdemokratiske vision om et frihedsskabende velfærdssamfund.

Arbejderbevægelsen blev grundlagt, da lønmodtagerne organiserede sig i 1870’erne og dyrkede solidaritetsfølelsen med hinanden. Dengang følte lønmodtagerne et udpræget ansvar for hinandens liv og lykke.

Siden er det lykkedes Arbejderbevægelsen at gøre solidaritetsbegrebet endnu bredere. Vores velfærdssamfund udgør et af verdens stærkeste fællesskaber, og Danmark er et af de lande i verden, hvor borgerne har mest tillid til hinanden – også til fremmede.

Folkeskolen, daginstitutionerne og de øvrige velfærdsinstitutioner skaber den samhørighed, tillid, sammenhængskraft og solidaritet, som er afgørende for velfærdssamfundets beståen.

Solidaritetsfølelsen opstår, når mennesker med forskellige baggrunde mødes og knytter bånd. Forskellen på rig og fattig, land og by og faglært og akademiker må ikke blive for stor. Derfor står DSU vagt om velfærdssamfundet og en høj grad af økonomisk omfordeling.

Solidariteten kan ikke gradbøjes. Den er international og omfatter mennesker på hele kloden. Arbejderbevægelsen er en international bevægelse, der kæmper for frihed og ligeværd for alle mennesker uanset religion, race og nationale tilhørsforhold.

Færdigheder

Indsendt den

21. januar 2019