Flere og flere unge kæmper i disse år med stress, angst og depression. Psykisk sårbarhed er kommet højt på den politiske dagsorden – Heldigvis. DSU ønsker et opgør med den præstationskultur, der presser unge og voksne i Danmark.
Uddannelsessystemet bliver ofte – med rette – fremhævet som en kilde til præstationspres. Allerede i folkeskolens mindste klasser er skoleeleverne underlagt nationale tests og prøver. Og fra 8. klasse sætter karakterræset ind. På gymnasiet får man et højere gennemsnit, hvis man tager ekstra mange fag, og Folketinget gennemførte for få år siden det såkaldte uddannelsesloft.
DSU vil gøre op med præstationskulturen i uddannelsessystemet. Vi vil skære ned på mængden af tests og prøver i folkeskolen og afskaffe uddannelsesparathedsvurderingerne. Eleverne i folkeskolen og på gymnasierne skal mødes af færre karakterer og mere samt bedre feedback. Uddannelsesloftet skal afskaffes helt.
En hidtil uset perfekthedskultur er en del af årsagen til, at mange unge i dag kæmper med spiseforstyrrelser og mindreværdskomplekser. DSU vil gøre op med de forvredne kropsidealer og den usunde kultur på sociale medier.
DSU mener, at alle unge under 25 år skal have gratis adgang til psykologhjælp. Vi har allerede medvirket til at gennemføre det i flere kommuner.
Men gratis psykologhjælp til unge er ikke tilstrækkeligt. DSU vil tilføre langt flere midler til psykiatrien og sidestille psykiske lidelser med fysiske.