Af Carl Emil Lind, faglig sekretær
Hvis ikke vi får vendt et skævt uddannelsessystem og uddannet nok faglærte, så vil velfærdsstatens dage være talte. Produktion, håndværk og arbejde er fundamentet for vores samfundsmodel. Det skal man kunne se i vores uddannelsessystem.
Under corona har man sat en masse initiativer i søen, der skal gøre det billigere for arbejdsgiverne at indgå uddannelsesaftaler. Det er bare, som om folk er lidt tunge i røven ude i virksomhederne. Min ven Adam har søgt over 100 virksomheder i sin jagt på en læreplads som bygningssnedker. Jeg ved, han ikke er alene. Han er en af coronakrisens ofre. Det gør mig vred på hans vegne, fordi jeg synes, det er uretfærdigt. Jeg ved, at Adam er dygtig og engageret, for vi har besøgt flere folkeskoler for at holde oplæg om erhvervsuddannelser.
Jeg har en klar opfordring til virksomheder, der er nervøse for, at arbejdsudbuddet bliver negativt påvirket af Mettes Arne-udspil. Den ligger nærmest lige til højrebenet. Faktisk tænker jeg, at det er en inderside, der bare skal prikkes ind: Lev nu op til de aftaler på lærlingeområdet, I selv har indgået som arbejdsgivere! Det er sgu pinligt.
Gode aftaler har nemlig banet vejen for, at det aldrig har været mere ubøvlet. Det giver ikke mening at skrige på flere faglærte og frygte, at arbejdsudbuddet bliver for lavt, alt imens arbejdsgiverne så ikke indgår flere uddannelsesaftaler. Det har aldrig været billigere, da trepartsaftaler har sikret en god lønkompensation. Er det ikke nu, vi skal leve op til målsætningen om 25 procent? Kom nu i gang. Vi skal have nok håndværkere på den anden side af coronakrisen. Langt flere skal have svendebrevet og den medfølgende frihed, som et ordentligt job medfører.
Lev nu op til de aftaler på lærlingeområdet, I selv har indgået som arbejdsgivere!
Virksomhederne kunne – i stedet for at jagte nedslidte i de sidste år af deres arbejdsliv – leve op til de aftaler, de har indgået på lærlingeområdet. Jeg tror, at flere ville vælge en erhvervsuddannelse, hvis de kendte til de klokkeklare fordele, der er ved at tage en. Det var de færre lektier, mere fritid og lønnen, der gjorde udfaldet for mig. Jeg ser frem til mit svendebrev. Hvis nu man brugte krudtet på det i arbejdsgiverkredsene, ville problemet med arbejdsudbuddet ikke være lige så stort.
Det er noget nonsens, når arbejdsgiverne forudser en massiv flygt fra arbejdsmarkedet pga. Socialdemokratiets udspil om tilbagetrækning. Vi kommer på ingen måde til at se en masse mennesker skynde sig på pension, da en løn vil være at fortrække over en den beskedne ydelse, som Socialdemokratiet foreslår.
Det giver dog sig selv, at når en reform giver nogle muligheden for at trække sig tilbage, så må nogle nye træde til og udfylde deres plads. Det er altså virksomhedernes ansvar at lede og fordele arbejdet. Her har de et kæmpe uddannelsesansvar. Det kunne de jo passende leve op til, inden de problematiserer Arne-udspillet i så hårde vendinger, som de gør.
Kom nu! Vis at retfærdighedsans og samfundssind ikke er fremmedord i arbejdsgiverkredse: Giv Arne og kollegaer deres velfortjente pension og flere unge som Adam et svendebrev.
Carl Emil deltager for tiden på uddannelsesforløbet “Faglig meningsdanner“, der udbydes af tænketanken Cevea. På hjemmesiden meningsdanner.dk/UdenFilter skriver deltagerne en række blogindlæg.