Frederik Vad, forbundsformand

Vi hører ofte, at konservatismen buldrer frem i vores samfund. Vil man finde opbakning til den påstand, giver det rigtig god mening at se på den københavnske venstrefløj. Her udspiller der sig i disse år en total forandring fra en progressiv kraft til en konserverende og puritansk bevægelse.

Alt, hvad der åbner vores hovedstad for folk udefra, er man konsekvent imod: ingen nye boliger til studerende fra Jylland, ingen festglade unge i Pisserenden lørdag aften, ingen nye metrolinjer til de pressede pendlere.

Det er trist, for København er ikke kun til for københavnerne. Det er alle danskeres hovedstad. Jeg elskede selv at komme til hovedstaden som lille, besøge Tivoli eller gå en tur på Strøget med min familie. Senere gik jeg i byen og blev fascineret af det mangfoldige byliv og de mange sjove steder, som ikke fandtes i min hjemby, Vipperød.

Ligesom da Alternativet sidste år foreslog alkoholfri studentervognskørsel og svendegilder, ophøjer man sig til dommere over en generation, der bogstaveligt talt ikke har haft meget gang i gaden det seneste år

Det vil venstrefløjen nu lukke ned. Alle skal hjem i seng klokken tolv, hvis de får deres vilje. Kulturborgmester Francisca Rosenkilde fra Alternativet og teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager fra Enhedslisten står bag ideen i et udspil, som i praksis vil lukke bylivet i København. Ligesom da Alternativet sidste år foreslog alkoholfri studentervognskørsel og svendegilder, ophøjer man sig til dommere over en generation, der bogstaveligt talt ikke har haft meget gang i gaden det seneste år. Og ligesom Enhedslistens forslag om ikke bare at stoppe for nye udskænkningstilladelser, men direkte skære i det eksisterende antal.

Det nye forslag ligger i forlængelse af den københavnske venstrefløjs konservatisme og store forsvar for boligejeres og andelshaveres friværdi. Man har i mange år været imod praktisk talt alt nybyggeri i København af en vis karakter. Ritt Bjerregaards 2.600 almene boliger på Kløvermarken var man imod. Højhuset på Nuuks Plads var man imod. Byggeriet på de gamle jernbaneskinner på Vesterbro skal være så lavt som muligt og helst bare en skov. Og de nye planer på den gamle campingpladsgrund på Amager og på Stejlepladsen skal selvfølgelig skrottes. Ingen pragmatiske løsninger her, selv om grønne områder og billige boliger ikke behøver være hinandens modsætninger.

Venstrefløjen er imod alt nybyggeri, og konsekvensen er klar: De midaldrende velhavere, der har fået deres andelsboliger i brokvartererne og bungalower i yderdistrikterne nærmest foræret, kan fortsat se frem til at tjene mere på deres bolig end på at gå på arbejde. Friværdimillionærerne har ingen bedre ven end den konservative københavnske venstrefløj.

Det er ikke kun boligbyggeri, man er imod. Enhedslisten var imod byggeriet af metroen, og Alternativet har senere tilsluttet sig den modstand. Alt handler om at stoppe udviklingen, hælde beton ud over byen, som den er, og langsomt se den bevæge sig tilbage til 1980’erne, hvor venstrefløjen satte alt nyt i stå. Nu formår Enhedslisten med Ninna Hedeager i spidsen igen at stille sig i vejen for nybyggeri og udvikling.

Resultatet vil selvfølgelig være, at uligheden stiger. Er der én ting, som vi lærte af Thomas Pikettys bog om kapitalen i det 21. århundrede, så var det, at intet skaber mere ulighed, end hvis man sætter væksten i stå. Så styrer de gamle formuer, og folk fra arbejderklassen mister muligheder. Sådan vil det også blive i København. Enhedslisten og Alternativet vil møde velvilje fra de mange midaldrende i byen, der først og fremmest ønsker at se deres friværdi vokse, mens især unge vil blive udelukket fra byen – de vil gå glip af den som et sted at bo og nu også som kultur- og mødested.

Er du i festhumør? Gå en tur i parken! Vil du fejre en veloverstået eksamen? Tag på kunstmuseum! Vil du ud at finde en pige at kysse med? Prøv på biblioteket!

De kommende årgange af studerende må se langt efter boliger og vil blive overladt til de ubarmhjertige markedshajer. De vil blive sendt hjem fra byen ved midnatstid – hvis disse tanker får lov til at leve videre – så man i samtlige ejerlejligheder i Indre By kan opleve den totale fred.

Tillader man sig at tage en Soundboks og en sixpack med ned på Islands Brygge, er der også problemer. Er du i festhumør? Gå en tur i parken! Vil du fejre en veloverstået eksamen? Tag på kunstmuseum! Vil du ud at finde en pige at kysse med? Prøv på biblioteket!

Det er altså, hvad repræsentanterne i Borgerrepræsentationen for Enhedslisten og Alternativet lægger frem for københavnerne et halvt år før valget. Og deres ageren i det daglige politiske arbejde efterlader kun ét indtryk: at de altid prioriterer de etablerede andelshavere og boligejeres interesser over de unge, som skal holdes ud af byen og opdrages til at gå hjem ved midnat. Man venter næsten på instruktionen om også at sove med hænderne over dynen.

Vi har tværtimod brug for at skabe en by, som er levende, hvor der er plads til at udfolde sig. En by, hvor forskellige mennesker har råd til at bo.

Jeg håber, at der allerede er mange unge i København, der ønsker udvikling af vores by, en ordentlig bolig at bo i og lidt fest og ballade i weekenden, som siger klart nej til denne udvikling. Vi har ikke brug for at tilpasse vores by til den veluddannede del af vore forældres generation. Den har allerede fået alt foræret, og den har aldrig mødt det boligmarked og de begrænsninger, der er for unge i vores hovedstad i dag.

Vi har tværtimod brug for at skabe en by, som er levende, hvor der er plads til at udfolde sig. En by, hvor forskellige mennesker har råd til at bo. Hvor der bliver bygget langt flere almene boliger, men også langt flere billige studieboliger. Hvor der kommer mere metro, og det bliver nemmere at cykle rundt. Hvor der er natur og grønne områder.

Måske skulle venstrefløjen tænke lidt over at acceptere mennesker, som de er, frem for at tage udgangspunkt i, hvordan de burde være. Det ville klæde venstrefløjen i København, i stedet for at den glider ned i en puritansk konservatisme med nedlukning af byen for andre end de indfødte.

 

Debatindlæg i Politiken 10. marts 2021