Frederik Vad, forbundsformand Rasmus Emborg, afdelingsformand i DSU Valby
Enevældige og selvsupplerende bestyrelser og ledelser, der sidder afkoblet fra størstedelen af bankens aktionærer og kunder, er et systemisk problem i banksektoren. De forslag, der blev vedtaget på Danske Banks seneste generalforsamling, er på mange måder udtryk herfor.
Lønforhøjelser i millionklassen og øget afskærmning af bestyrelsen fra hvidvaskanklager og erstatningskrav fra vrede investorer og myndigheder viser, at store dele af banksektoren stadig opererer efter 00’ernes kasinokapitalismemodel, hvor høje afkast og ekstrem gearing gik hånd i hånd sammen med den voldsomme finanskrise.
I en tid, hvor tilliden til banksektoren er uhørt lav, og vi står i krisetilstande, hvor bankerne kan få brug for kapitalindsprøjtning, er det slående, hvor lidt indtryk det gør på bankledelserne.
Der er gudskelov sket opstramninger siden da, og flere af bankerne har i dag flere penge på kistebunden til at modstå en krise med. Det har betydet, at bankerne denne gang godt kunne give store lån til virksomheder og husholdninger og på den måde hjælpe til under krisen.
En mere overset, men stadig helt central løsning er, at bankerne løbende skal demokratiseres, så aktionærerne i højere grad kan tøjle bestyrelsen og ledelsens smag for høje risici, der leder til klækkelige lønbonusser.
Kort sagt har de denne gang kunnet gøre deres job med at udbyde lån – om de fortjener særlig ros for at drive deres forretning forsvarligt må være op til læseren. Når vi nu ser tilbage på den strammere regulering, må det derfor stå klart, at det set i bakspejlet var en god idé.
Til trods for det mødte de fleste tiltag dog den vanlige klagesang fra bankerne om, at de bliver ramt på indtjeningen af øget regulering. Fuldstændig ligesom i dag, når bankerne heftigt kritiserer, at de skal være med til at betale for Arnes pension. Vi må forstå, at bankerne allerede betaler rigeligt til statens kistebund, og at det er helt forkert at sende regningen over til dem, for så har de ikke råd til at give førnævnte livsvigtige lån længere.
Lyder det bekendt?
Finanskrisen viste tydeligt, hvordan bankerne har et socialt ansvar over for den almene lønmodtager, der har placeret størstedelen af sin formue hos dem. Når bankerne er too big to fail, så følger der et markant ansvar med, som netop retfærdiggør, at man bør implementere et forsigtighedsprincip for banker. Ligesom myndighederne i disse coronatider hellere vil være på den sikre side, så bør den danske finanssektor være ditto.
Magt til aktionærerne
Hvordan gør vi så det?
Som pensionsforhandlingerne viser, er et bud, at en del af deres indtjening kan gå til de svageste i samfundet – de nedslidte. Her er tale om klassisk omfordeling.
En mere overset, men stadig helt central løsning er, at bankerne løbende skal demokratiseres, så aktionærerne i højere grad kan tøjle bestyrelsen og ledelsens smag for høje risici, der leder til klækkelige lønbonusser.
Som to af de fremmeste bankeksperter i landet Anders Grosen og Johannes Raaballe har foreslået, så bør man ved et lovindgreb eller som modkrav til hjælpepakker have som betingelse, at stemme- og ejerretsbegrænsningerne i bankerne ophæves. Stemme- og ejerretsbegrænsninger hindrer aktionærernes indflydelse som medejere af en given bank ved eksempelvis at sætte et loft over den indflydelse, den enkelte aktionær har på generalforsamlingen.
Dermed bliver det i praksis umuligt for aktionærerne at stemme sig til for eksempel mindre eksponering mod et givent område – det kunne være ejendomsmarkedet op til krisen. Derudover bliver det for alvor svært for dem at udøve deres indflydelse på, hvem der sidder i bestyrelsen, og man koncentrerer dermed en uhørt magt øverst i banken, hvilket Rangvid-rapporten allerede i 2013 konkluderede, havde ført til dårlig ledelse og uhensigtsmæssige ledelsesstrukturer.
Det var netop en af årsagerne til, at vi klarede bankkrisen værre end vores nordiske naboer gjorde, for stemme- og ejerretsbegrænsninger er i vid udstrækning et særpræget dansk fænomen, og man skal ikke se længere end til Roskilde Bank for at blive mindet om, hvor galt det kan gå, når en dårlig og magtfuldkommen ledelse får frit spil, og hvor store de samfundsmæssige konsekvenser er.
I dag er det i praksis umuligt at afvikle stemme- og ejerretsbegrænsningerne i flere banker. I Jyske Bank ville det for eksempel kræve, at knap 162.000 aktionærer mødte fysisk op til generalforsamlingen – hvilket forekommer at være et noget tvivlsomt scenarie.
Der er derfor behov for, at der udvises politisk lederskab, og at vi tager et opgør med det udbredte banktyranni og afvikler stemme- og ejerretsbegrænsningerne i bankerne, så vi skridt for skridt kan genoprette tilliden til vores finanssektor.
Debatindlæg bragt i Dagbladet Information 3. september 2020.
"En mere overset, men stadig helt central løsning er, at bankerne løbende skal demokratiseres, så aktionærerne i højere…
Slået op af DSU Valby i Torsdag den 3. september 2020