Fra DSU til rådhuset

Anders Winnerskjold blev i 2024 borgmester i Aarhus. Han er 32 år – og dermed en af de yngste borgmestre i landets historie. Han er Socialdemokrat. Og DSU’er.

VISION har mødt Anders Winnerskjold til en samtale om rejsen fra teenageår i DSU til borgmesterkontoret i landets næststørste by. Om glæden ved at møde folk på gaden, om de svære beslutninger i byrådssalen, og om at være ung i en politisk verden, hvor gennemsnitsalderen oftest er langt over 50.

“Jeg var 13 år, da jeg meldte mig ind i DSU. På det tidspunkt var Anders Fogh statsminister, vi havde Irak-krigen, og der var en masse velfærdsdiskussioner.”, fortæller borgmesteren.

Ingen i hans familie havde været aktiv i partipolitik, og politik fyldte ikke ved middagsbordet. Alligevel vidste Winnerskjold tidligt, hvor han stod.

For den 13-årige Winnerskjold handlede det om de store principper: Hvordan bygger man et retfærdigt samfund op, og hvor meget skal vi omfordele? Svaret var klart: “De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs.”

Han smiler lidt over at have været så principfast som ung: “SF var for meget fleecetrøje og Holger K. Nielsen for mig. Jeg kunne ikke være med i noget, hvor man ikke kunne træffe svære beslutninger. Så Socialdemokratiet blev mit hjem.”

Men principfastheden må have appelleret til andre. For vejen fra indmeldelsen i DSU til borgmester gik hurtigt: Først formand for DSU Aarhus, så byrådsmedlem, og så som 32-årig, borgmester i landets næststørste kommune.

Han er dog ikke i tvivl om, at erfaringerne fra ungdomsårene har været centrale: “DSU har skabt mit politiske kompas. Noget er nemmere at mene som DSU’er end som borgmester. Sådan er virkeligheden. Men retningen er den samme.”

Som DSU-formand holdt han fast i ét princip: “Politikken først.” og til det tilføjer han: ”Det gælder stadig som borgmester.”

Han fremhæver også DSU’s bredde: “Der er alle mulige forskellige folk i DSU. Nogle er blændende politiske talenter, andre er lige begyndt. Nogle har fundet et godt fællesskab. Og man kan rumme det hele i en frivillig organisation med unge mennesker i Danmark. Det synes jeg er ret fint.”

For ham er evnen til at tage imod folk – uanset hvem de er – en af de vigtigste erfaringer. “Det er en god øvelse, man kan bruge alle mulige andre steder i livet. Også som borgmester.”

Sådan vinder du et valg

Valgkampe, som den han står over for i november, er ikke nyt territorium for Winnerskjold. Som tidligere formand i DSU Aarhus og nu borgmester har han prøvet alt fra små lokale kampagner til store landsdækkende valg. Erfaringen har givet ham en klar fornemmelse af, hvad der virker, og hvad der hurtigt bliver spild af tid.

Hans budskab til de unge kandidater, der snart går på gaden, er helt enkelt: Hold det simpelt.

“Lad være med at overkomplicere det,” siger han. “Strategierne behøver ikke være svære – især ikke, hvis man er ung. Mange stemmer for første gang og er nemme at påvirke.”

Han peger på det basale: “Mød folk. Vær normal. Fortæl, hvad du vil. Drop de store ideologiske diskussioner. Nogle gange har folk bare brug for at møde en, de kan spejle sig i.”

Så læner han sig frem: “Og vigtigst af alt – kom ud. Bank på. Gå rundt. Mød, mød, mød. Aktiver netværket. Det er sådan, man vinder.”

For Winnerskjold handler det dog om mere end stemmer. Han ser mødet med borgerne som nøglen til at holde liv i lokaldemokratiet. “Nogle synes altid, at politik er vigtigt, andre gør det kun op til valg.”

Her bruger han sociale medier til at åbne døren ind til borgmesterkontoret. “Vi har en lufthavn, der bøvler. Et stadion, som har været svært. Kriminalitetsudfordringer og bander. Jeg tror, det skaber nysgerrighed, når man fortæller om det, der er svært – i stedet for bare at sige, at alt er godt.”

Hans mål er at oversætte politik til vælgernes hverdag. “Spørger du folk direkte, hvad de drømmer om i deres by, kan de have svært ved at svare. Men taler vi om manglende cykelstier, usikker skolevej eller for få grønne områder, så opdager de pludselig, at det jo er kommunalpolitik.”

Han smiler: “Langt de fleste vil gerne gøre en forskel – enten for hele byen eller bare for deres eget kvarter. Og det kan jeg godt lide.”

Men for at sikre, at de forskellige perspektiver bliver hørt, kræver det også, at nogen faktisk sidder ved bordet, når beslutningerne træffes. Og her bliver manglen på unge i byrådene tydelig.

En ensom kamp ved bordet

Forestil dig et byrådsmøde, hvor næsten alle ved bordet er gamle nok til at være dine forældre – eller bedsteforældre. Sådan ser det ud i store dele af landet. Den gennemsnitlige kommunalpolitiker er 51 år, og i mange kommuner er der ingen under 30.

Det rejser spørgsmålet: Hvad mister demokratiet, når unge ikke er repræsenteret?

“Man mister et perspektiv – en føling med virkeligheden,” siger Winnerskjold.“Jeg kan godt mene noget om ældreområdet uden at være 70 – ligesom en 50-årig kan forstå behovet for en skaterpark. Men fingeren på pulsen glider, hvis alle er plus 50.”

Respekten for de unge, der trods alt tager kampen, er tydelig: “Jeg har stor respekt for dem, der bliver valgt som 18-25-årige og sidder i et byråd, hvor den nærmeste jævnaldrende er 47 med tre børn. Det er ægte hårdt arbejde. Det kan være en ensom kamp.”

Han ved også, at ambitioner hurtigt kan støde på realiteter: “Man kan brænde for at ændre noget, og så er det første, man skal gøre, at spare. Det er tungt.”

Da han som 32-årig indtog borgmesterposten, var han forberedt på at stå skoleret for sin alder. Men til hans overraskelse er reaktionen snarere præget af velvilje end skepsis.

“Selvfølgelig møder jeg folk, der synes, jeg er for ung – men det fylder nok mere i mit eget hoved, end hos andre. Jeg troede, jeg skulle bruge mere energi på at forsvare min alder.”

At være ung i politik handler ikke kun om at blive taget seriøst – det handler også om at tage livtag med de problemer, der fylder mest for ens egen generation. Ét af dem er boligmarkedet, hvor priserne presser unge ud af storbyerne.

Campingvogne, kvadratmeterpriser og kampen om byen

For mange unge i de store danske byer kan boligmarkedet føles som en uoverstigelig mur. Huspriserne stiger voldsomt år for år, og drømmen om en studiebolig eller en overkommelig ejerbolig rykker længere væk hver måned.

I København er udviklingen særlig voldsom: Kvadratmeterpriserne er blandt de højeste i Europa, og mange unge presses ud af byen eller ind på et lejemarked, der både er dyrt og usikkert. Aarhus er også presset – men ikke i samme grad. Og det er ikke tilfældigt, understreger borgmester Winnerskjold.

“Der er to ting i det: København er ekstremt populær, og befolkningstilvæksten i og omkring byen er enorm, fordi det er en virkelig dejlig by – det forstår jeg godt,” siger han.

“Men forskellen er også, at vi i Aarhus har bygget mere. Vi har arbejdet på markedets præmisser og øget udbuddet. For ti år siden flyttede unge til Aarhus og måtte starte med at bo i campingvogne eller telte.” Det kaos husker han tydeligt – og det er netop den slags, han vil undgå, gentager sig. Derfor skal Århus til at bygge stort igen.

Mød folk. Vær normal. Fortæl, hvad du vil. Drop de store ideologiske diskussioner.

Han peger desuden på en politisk forskel: “Det er en svær diskussion i København, fordi man har haft svært ved at lave forandringer. Der er et stort, meget venstreorienteret parti, som har haft svært ved at tage de nødvendige beslutninger. Her i Aarhus har Socialdemokratiet været med til at sikre, at det ikke er gået helt så galt.”

Men selvom Aarhus står bedre, er han langt fra tilfreds. “Det er svært at styre. Noget af det kræver også, at Folketinget griber ind. Vi er kommet et stykke af vejen, men vi er ikke i mål. Aarhus er ikke København-dyrt, men Aarhus er heller ikke Silkeborg-priser. I min optik skal vi tættere på Silkeborg end på København.”

Drømmen om en storby med skov i baghaven

Boliger hænger også sammen med Anders Winnerskjolds klare vision for Aarhus om ti år: En by, hvor storbyens energi smelter sammen med naturens ro, og hvor hverdagen er blevet mærkbart bedre for alle aarhusianere.

“Jeg håber, at folk stadig vil synes, Aarhus er en fantastisk perle,” siger han. “At vi kan alt det, en storby kan – have et levende kulturliv, en sprudlende madscene og et spændende byliv. Samtidig skal man kunne stå i en rigtig skov, ved en strand eller midt i naturen efter få minutter.”

For ham handler det om balance – det bedste fra to verdener. Han drømmer om, at aarhusianerne i 2030’erne kan sige: Hold da op, man kan faktisk få råd til et parcelhus som børnefamilie. Hold da op, det er blevet meget lettere at komme rundt i byen.

“Sådan nogle ting betyder meget for mig,” siger han. “Kommunalpolitik handler om at gøre hverdagen bedre. Det er dér, jeg lægger min energi.”

En stor del af den energi går til børn og unge. “Børn, der bliver født ind i svære vilkår… det er chokerende, hvor meget skade man kan nå at gøre på kort tid,” siger han. Han har tidligere haft ansvaret for socialområdet og ved, hvor komplekst det er: “Vi gør det godt i Danmark, og de ansatte er sindssygt dygtige. Men vi reproducerer også problemerne. Det er svært at bryde – og der findes ingen nem løsning. Men det er vigtigt, selvom det ikke er politisk sexet.”

Så tilføjer han: “Og vi snakker heller ikke nok om, hvordan i alverden vores kollektive transport stadig er lige så hurtig som i 1968. Det er bindegalt. Og jeg nægter at tro, at det er en naturlov, at priserne bare skal stige.”

Man mister et perspektiv – en føling med virkeligheden – når unge ikke er repræsenteret.

Mellem statsledere og cykelstier

Vi er tilbage på den sommerdag i juli, hvor Aarhus for en stund var Europas politiske centrum. Kort efter klokken elleve, landede et fly med ukrainske flag i Aarhus lufthavn. Inde i byen var kongeskibet netop lagt til. Pressefolk myldrede på torvet foran rådhuset. ARoS gjorde klar til de kongelige og hele EU-toppen. Aarhus summede af forventning.

Byen havde i ugevis forberedt åbningen af Danmarks EU-formandskab. Inde i rådhussalen ventede borgmester Anders Winnerskjold på at tage imod statsminister Mette Frederiksen, EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen, Det Europæiske Råds formand Antonio Costa, kongehuset – og ikke mindst Ukraines præsident Volodymyr Zelensky, der var kommet direkte fra Kyiv for at drøfte krigen, genopbygningen og landets vej mod EU.

“Det var vildt. En god dag, men en skør dag,” siger Winnerskjold. “Man står dér midt i det hele og tænker: Når vi forhåbentlig en dag får fred i Ukraine, så kommer mine børn og børnebørn til at lære om det her i skolen. Jeg har ikke haft noget med freden at gøre, men vi har gjort meget for at tage imod ukrainere i Aarhus – og det har vi gjort godt.”

Et par dage senere gik han på sommerferie, men oplevelsen sad stadig i kroppen. “Det var alligevel sindssygt nok,” siger han og smiler.

Netop det er essensen af borgmesterjobbet for Anders Winnerskjold: At bevæge sig mellem storpolitik og cykelstier, mellem statsledere og pølsevogne. Én dag står han i rådhussalen og tager imod Europas top, dagen efter diskuterer han placeringen af et nyt lyskryds. Det er dét, han elsker ved borgmesterjobbet: At Aarhus både er en by for verden – og for dem, der bor rundt om hjørnet.