Tænkepausen er slut, Nick Hækkerup. Vi skal indføre en samtykkelov nu

Katrine Evelyn, næstformand

Hvert eneste år bliver 5.000 kvinder voldtaget eller forsøgt voldtaget. 5.000 kvinder, der får revet deres liv, selvværd og integritet fra hinanden af en mand, der uden skrupler tager magten over et uskyldigt menneske. Hvert år anmelder cirka 1000 personer en voldtægt, men kun 50 bliver i gennemsnit om året dømt for voldtægt. 50 mennesker. Så himmelråbende få ofre, der får bare en flig retfærdighed.

Enhver har ret til seksuel selvbestemmelse og integritet. Det er det, som straffelovens voldtægtsbestemmelse skal beskytte. Vi har længe vidst, at den nuværende voldtægtsbestemmelse er utilstrækkelig og grundlæggende bygger på en forkert forudsætning om, at man som offer skal sige aktivt nej til samleje i stedet for at sige aktivt ja.

Det er vanvittigt, at retstilstanden er, at man kan slippe afsted med at voldtage et andet menneske, hvis der ikke efterlades mærker efter vold eller er dokumenterede trusler. Og selv i situationer med skader er det ikke garanteret, at sagen kommer for retten. Lovgivningen er ude af trit med, hvad der er acceptabelt, og vi har brug for, at straffeloven bliver moderniseret.

Love bærer kulturelle forandringer. Et godt eksempel er rygelovgivningen i Danmark, men straffeloven skal selvsagt være det moralske kompas for, hvad man kan tillade sig i vores land. Det er loven ikke nu. Vi har brug for en lovgivning, der kan være bannerfører for en kultur, hvor det er det aktive ja til at indgå i en seksuel relation, der skal søges, i stedet for ’går den, så går den’, for du skal jo som offer kunne bevise, at du sagde aktivt nej. Alle har en forpligtelse til at gøre sig ekstra umage med at sikre sig, at ens partner indgår i relationen frivilligt. Det bør loven afspejle.

Cirka 1000 mennesker anmelder en voldtægt eller et forsøg på voldtægt om året. Langt de fleste sager når ikke engang i retten. Hvorfor? Fordi bevisbyrden ikke kan løftes, når et aktivt nej i form af synlige mærker, dokumenterede trusler eller andre stærke indicier for tvang skal bevises. Det skriger til himlen, at det faktisk er straffrit at begå en voldtægt i Danmark. Der skal gøres noget NU.

Hvert eneste øjeblik, vores politikere tøver, er en potentiel mulighed for, at endnu en voldtægtsforbryder kan tage sig et offer. Vi har ingen tid at spilde. Der skal indføres samtykkelov nu. Tænkepausen er slut.

Når man bliver udsat for et overgreb, så er det nervesystemet, der tager over. Det er rendyrket overlevelse, og der findes tre menneskelige overlevelsesstrategier. Kæmp, flygt eller frys. Vi ved, at mange, der bliver voldtaget, fryser i øjeblikket, fordi det er en naturlig overlevelsesstrategi. Den menneskelige reaktion er: Hvis jeg bare ligger stille, så gør han mig nok ikke noget. Og i mange situationer vil det medføre, at gerningsmanden ikke efterlader fysiske skader på ofret. Derfor er vi også nødt til at flytte fokus fra spørgsmålet om vold, trusler eller tvang til spørgsmålet om, hvorvidt samlejet er frivilligt eller ufrivilligt.

Jeg antager, at grunden til, at justitsministeren tøver, er straffelovsrådets betænkning, hvor det store spørgsmål er, hvorvidt en ny voldtægtsbestemmelse skal basere sig på udtrykket frivillighed eller på samtykke. For udenforstående og ikke-uddannede i jura kan det virke som ordkløveri, og det var, indrømmet, også min første tanke, men da jeg både har en politisk og faglig interesse i spørgsmålet, har jeg valgt at læse den lange betænkning. Det er nedenstående citat, der gør, at jeg og DSU mener, at den nye voldtægtsbestemmelse skal basere sig på samtykke:

»Det er flertallets opfattelse, at det ikke kan afvises, at der i visse tilfælde, herunder særligt i passivitetssituationer, kan opstå visse realitetsforskelle alt efter, hvilket begreb der anvendes. Flertallet er således af den opfattelse, at der med en samtykkebaseret bestemmelse i passivitetssituationer (…) vil kunne påhvile den initiativtagende part en videre forpligtelse til at sikre sig, at den anden part samtykker, hvis vedkommende forholder sig passiv, end ved en frivillighedsbaseret bestemmelse«. Og videre: »Passivitet vil således kunne være udtryk for et manglende samtykke, mens det er mere åbent, om passivitet er udtryk for ufrivillighed eller frivillighed.«

Som anført ovenfor kan en samtykkebaseret bestemmelse derfor efter flertallets opfattelse medføre en risiko for at kriminalisere en seksuel adfærd, som af mange vil blive anset som naturlig og sædvanlig i forbindelse med seksuelt samvær. Retssikkerhedshensyn taler således efter flertallets opfattelse for at vælge en frivillighedsbaseret bestemmelse frem for en samtykkebaseret bestemmelse.

Straffelovsrådets flertal mener, at ordene frivillighed og samtykke i høj grad er to sider af samme sag »på nær i passivitetstilfælde.« Hvad dækker passivitetstilfælde så konkret over? Frys-situationerne. Den menneskelige overlevelsesstrategi, som vi ved, mange ofre naturligt ’vælger’. I disse situationer vil ofret i høj grad opføre sig passivt og lade tingene ske for at sikre sig sin overlevelse.

Straffelovsrådet mener, at man med samtykkebaseret lovgivning vil risikere at kriminalisere seksuel adfærd, der af mange bliver anset som naturlig og sædvanlig. Jeg mener, at vi er nødt til at tage et opgør med tankegangen om, at det er naturligt at være passiv under et frivilligt samleje. Det er simpelthen ikke rigtigt. Jeg har aldrig hørt om nogen, der under et frivilligt samleje har opført sig fuldkommen passivt, som en frys-situation vil medføre. Vi er nødt til en gang for alle at cementere, at det ikke er okay at tage magt over en andens krop og udnytte den til ens fordel, ’bare’ fordi personen ikke gør modstand.

Danmark er en retsstat, og derfor gælder princippet ’uskyldig, til det modsatte er bevist’. Det princip er altafgørende for et demokratisk samfund, men vi er nødt til at spørge os selv, om lige præcis voldtægtssager ikke er de sager, hvor vi er nødt til at bløde op for bevisbyrden.

Der er i langt de fleste tilfælde ikke vidner til en voldtægt, og derfor synes jeg, det er på sin plads, at begge parter har et ansvar for at bevise deres påstand. Det er klart, at det er anklagemyndigheden, der fortsat skal bære den tungeste bevisbyrde. De skal kunne bevise, at der ikke har været frivilligt samtykke, men samtidig må det være på tide, at den anklagede får del i afklaringspligten. Der må kræves svar på, hvordan den anklagede sikrede sig frivillighed, om personen gjorde en indsats for at sikre sig samtykke.

Vi straffer den onde vilje i retssystemet, og hvis man ikke har bekymret sig om, hvorvidt den anden indgår i relationen fuldstændig frivilligt, så er man efter min opfattelse voldtægtsforbryder. Det skal straffeloven afspejle.

Den nye lovgivning kan blive det første skridt i retningen af mere retfærdighed for de mange tusind kvinder, der hvert eneste år bliver udsat for den grummeste krænkelse af et menneskes selvbestemmelse og integritet. Hvert eneste øjeblik, vores politikere tøver, er en potentiel mulighed for, at endnu en voldtægtsforbryder kan tage sig et offer. Vi har ingen tid at spilde. Der skal indføres samtykkelov nu. Tænkepausen er slut.

Debatindlæg bragt i Politiken 17. august 2020.