Af Andreas Petersson, chefredaktør
Mange af os er enige om, at der hersker et strukturelt uddannelsessnobberi i Danmark. Men hvad betyder det egentlig? Og hvordan kommer det til udtryk? Vi har sat to unge – en gymnasieelev og en lærling – stævne i Ungdommens Demokratihus i Kødbyen på Vesterbro i København. De har samme alder, men forskellig baggrund og uddannelse – og har derfor hver deres udgangspunkt.
Camilla Louise Pedersen er nyudklækket student fra Risskov Gymnasium i Aarhus og aktiv i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS). Toke Ulstrup er brolæggerlærling, fagligt aktiv i 3F Ungdom og medlem af DSU. De har begge oplevet og mærket uddannelsessnobberiet – men på hver deres måde.
U-d-d-a-n-n-e-l-s-e-s-s-n-o-b-b-e-r-i
Når jeg siger uddannelsessnobberi, hvad tænker I så?
“Jeg tænker på universitetet, jeg tænker på gymnasiet. Jeg tænker, at det handler om at få den højeste uddannelse på et universitet, for så ved man mest om boglige ting, ik’? Det er folk, der måske nogle gange ser ned på andre fag, fordi man ikke ser det som lige så godt”, lyder svaret fra Camilla.
Er det noget, du selv har mærket eller følt i det miljø, du færdes i til daglig?
“Ja, ret meget faktisk. Eller sådan… Hvis man nu snakker om sit ophav eller ens forældre, så har jeg nogle gange prøvet, at hvis nogle af mine venner er sådan, at deres forældre er akademikere og læger, så er man meget sådan “okay, det er ret vildt”, og så finder jeg det næsten pinligt nogle gange at fortælle, at min far er vicevært. Fordi man bare er sådan ”okay, fordi han ikke har haft den der kæmpe, lange uddannelse, så er det åbenbart ikke lige så sejt eller lige så godt”. Så der har jeg tænkt meget over det”, siger hun.
Der er folk, der decideret har valgt mig fra, fordi jeg vælger at tage en erhvervsuddannelse
Hvad tænker du, når jeg siger “uddannelsessnobberi”, Toke?
“Så tænker jeg, at det er alt for relevant. Der er rigtig mange, der ser ned på nogle uddannelser. Der er rigtig mange, der ser, at det er jo bare en håndværker og siger “godt det ikke er mig”. Man ser ned på det, og du anerkender jo ikke, at det faktisk er fire og et halvt år, at langt de fleste af os står i lære”, siger Toke og fortsætter:
“Der er folk, der decideret har valgt mig fra, fordi jeg vælger at tage en erhvervsuddannelse – fordi man måske møder op i beskidt arbejdstøj, fordi man kommer direkte fra arbejde og ikke kommer med de helt pæne SHAPING NEW TOMORROW-bukser, men et par hullede arbejdsbukser i stedet”.
Hvad mener du med, at du er blevet valgt fra?
“Jamen det kan jo være, at du ikke bliver inviteret med ud at drikke en øl eller bliver valgt fra på en date på grund af dit ophav, og hvem du er”.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Tag jer sammen, forældre!
Den nyudklækkede student og lærlingen er enige om, at uddannelsessnobberi desværre er en ting i Danmark. Men hvor kommer det fra?
“Forældrene”, svarer Toke meget hurtigt og uddyber:
“Det er håndværkeren, der siger, at “du skal sgu ikke have det lige så dårligt, som jeg har det i mine knæ”. Men han tænker ikke på, at de tekniske hjælpemidler bliver bedre, og at de er der til at passe på os. Forældrene er det største problem i det her”.
Men synes du, det er uddannelsessnobberi, at ens far anbefaler sit barn ikke at være i en bestemt branche, fordi han kan mærke på kroppen, at man bliver fysisk nedslidt?
“Ja, for det giver den forkerte indstilling til børn og unge. Det giver den indstilling, at det er for hårdt, og at det kun er de dumme, dem der ikke kan finde ud af at tage en boglig, akademisk uddannelse, der vælger at tage den hårde, fysiske vej, for det er dem, der får ondt. Det er jo de tanker, du får lagt i hovedet, kan man sige”.
Camilla er enig i, at forældrene spiller en stor rolle i de unges uddannelsesvalg, og at der generelt kan være et usundt pres fra forældrene.
“Lige nu er det meget normen, at en boglig uddannelse er den eneste ordentlige og rigtige uddannelse. Det er meget generelt for vores generation. Altså, jeg kender så få, der ikke har taget en gymnasial uddannelse. Det er jo nærmest bare blevet sådan, at det gør man jo bare, ligesom man går i folkeskole. Sådan er det i hvert fald for rigtig mange. Det er jo med til at signalere, at så er for eksempel STX og HHX det eneste rigtige at gøre, selvom der er mange andre muligheder efter folkeskolen”, siger hun.
Jeg var sådan… Jamen, det er da ikke sikkert, at jeg skal på universitetet. Det er jo ikke en selvfølge.
Camilla fortæller, at hun “bare overvejede en HF” i stedet for den almene studentereksamen (STX). Hun talte med sin mor om det, og her skete der noget interessant.
“Min mor er virkelig sådan “du skal bare gøre lige, hvad du har lyst til”, men hun havde alligevel den der bekymring”, siger Camilla.
“Jamen der får du jo ikke karakterer. Hvad vil du så gøre i forhold til universitetet”, lød bekymringen fra hendes mor.
“Jeg var sådan… Jamen, det er da ikke sikkert, at jeg skal på universitetet. Det er jo ikke en selvfølge. Men jeg ved godt, at rigtig mange ser det som en selvfølge – at det bare er den vej, man går. Så det er også bare meget blevet en struktur i samfundet. Det er sådan dut, dut, dut, det er de her skridt. Du tager folkeskole, gymnasie og så universitet, og så får du et fedt arbejde. Så følger alle jo bare den norm, for det er jo svært bare at gå ud af den og sige “hov, vent… Det har jeg da egentlig ikke lyst til”, selvom der måske er noget andet, der ville passe meget bedre til én”, siger Camilla.
Snobbet uddannelsesvejledning
Når Toke og Camilla tænker tilbage på den uddannelsesvejledning, de fik i folkeskolen, er de ikke særlig imponerede.
”Vi fik at vide, at der var tømrer, snedker, VVS’er, murer og elektriker. Det var åbenbart de fem erhvervsuddannelser, der var. Men der er jo mange flere. Der er jo kraftedeme en erhvervsuddannelse til alle. Men det får man ikke at vide. Og så var der selvfølgelig STX og HHX, og det var nok det, man skulle fortsætte på, for ellers var du sgu nok en af de dumme drenge, der skulle lave noget med hænderne, fordi du ikke kunne finde ud af at være med i undervisningen. Så var du god i Sløjd, og ja, jeg har ikke været den bedste i skolen, men jeg var den bedste i Sløjd. Men det var, fordi det praktiske giver meget mere, end det gjorde at sidde og læse en bog og huske Roms historie”, siger Toke.
Det var nok det, man skulle fortsætte på, for ellers var du sgu nok en af de dumme drenge, der skulle lave noget med hænderne
Camilla stemmer i:
“Hele uddannelsesvejledningen i folkeskolen er jo også en kæmpe debat, man sagtens kan tage op. For der er virkelig meget, der “lagger” der. I min klasse kan jeg huske, at vi slet ikke fik noget som helst at vide om andet end STX og HHX. Vi fik måske lige hurtigt at vide, at dem, der ikke rigtig sådan – som du også siger, Toke – lige duer til skole, de kunne så vælge en erhvervsuddannelse”.
Det betød, at hun og hendes klassekammerater fik en følelse af “oh shit mand, det skal ikke være os. Okay, vi skal bare på STX”, mener Camila.
“Så er man sikker, og man har lige tre år mere til at slappe lidt af og finde ud af, hvad man vil og sådan noget. Altså, jeg fandt jo sygt hurtigt ud af, at jeg var sådan “shit, jeg er virkelig dårlig til at sidde og læse i bøger”. Jeg er meget bedre med mine hænder og så rent faktisk lave noget kreativt og få noget ud af det. Så det har været en kæmpe ulempe for mig igennem gymnasiet, og det er også derfor, jeg har det sådan nu, at jeg ikke skal på uni”, fortsætter hun.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Hvad med sproget?
“Man skal bare anerkende, at der er brug for alle i Danmark – både højt- og lavtuddannede”, siger Toke.
Nu bemærkede jeg lige, at du kaldte det “højt- og lavtuddannet”. Kalder du det for dét, eller siger du langt- og kortuddannet?
“Jeg kalder det højt- og lavtuddannet”, svarer Toke.
Vi vil ikke finde os i at skulle stå og slå bananskæve søm i, fordi skolen ikke lige har råd til en ny pakke søm
Okay. Det er ellers noget, som DSU har forsøgt at gøre op med i mange år. Når vi siger “langt- og kortuddannet”, er det en måde at signalere, at der ikke er nogen uddannelser, der er finere eller højere end andre. Tror I ikke, at sproget og den måde, vi omtaler uddannelser på, kan have en betydning?
“Det tror jeg 100 procent. Der er jo en diskurs for alt her i samfundet, og der har sprog også bare en kæmpe betydning. Så jeg synes, at det, du siger, giver mega god mening. Jeg har faktisk aldrig selv tænkt over det; at man siger lang og kort i stedet for høj og lav. Jeg tror, det ville give supermeget mening”, siger Camilla.
NEJ til fredagsbar
Nogle mener, at gymnasieeleverne og de universitetsstuderende i de seneste mange år, måske endda årtier, har fået mest opmærksomhed, fordi de er de mest synlige og højtråbende – og at det er sket på bekostning af lærlinge og erhvervsskolerne.
Hvis gymnasieelever havde lige så dårlige forhold som erhvervsskoleelever, ville der komme en løsning i morgen, lyder parolen. Spørgsmålet er, om der er noget om snakken?
“Ja, vi kan jo se, at vi (DGS, red.) gik ud og råbte op om, at det er for dårligt, at der ikke er seksualundervisning i gymnasiet. Og så kom Pernille (børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, red.) og var sådan “det er sgu helt rigtigt. Vi skal nok lige sætte to millioner af til det”. Det skete på cirka tre måneder. Det var så hurtigt, det gik, hvor vi forlangte noget. Jeg er så glad for det, for jeg var selv med i kampen”, siger Camilla og tilføjer:
“Men det er måske et godt eksempel på, at gymnasierne bliver lyttet til, men der er måske andre, der ikke bliver lyttet lige så meget til. Og det viser, hvor hurtigt det kan gå, fra man får skabt noget fokus på det, til der bliver handlet på det. Det ville jeg jo ønske også kom med de andre, for jeg synes jo, at de fortjener det lige så meget”.
Det er måske et godt eksempel på, at gymnasierne bliver lyttet til, men der er måske andre, der ikke bliver lyttet lige så meget til
Toke, er det ikke lidt en gratis omgang for lærlingene at sige, at hvis gymnasieeleverne havde lige så dårlige forhold som erhvervsskoleeleverne, så ville politikerne aldrig acceptere det? Handler det i virkeligheden ikke snarere om, at de bare er bedre til at være aktivistiske og komme ud over rampen med deres budskaber? For eksempel da de fik seksualundervisning på skoleskemaet.
“Argh… Vi er jo på skole så kort tid ad gangen. Så på en eller anden måde er der måske flere, der bare lever med de konsekvenser, det nu en gang har. Men det er altså dårligere svende, vi får ud af det. Det er dårligere håndværkere, vi får ud af ikke at investere i erhvervsuddannelserne, og nu er det simpelthen nok. Vi vil ikke finde os i at skulle stå og slå bananskæve søm i, fordi skolen ikke lige har råd til en ny pakke søm. Det er jeg sgu blevet for træt af. Om det er en gratis omgang? Det vil jeg sgu ikke sige”, svarer Toke.
Noget af det, han misunder gymnasierne for, er de fysiske rammer og det sociale miljø.
“Vi har ikke fredagsbarer, vi har ikke studieture. Det er jo noget, der gør, at gymnasieeleverne har det sindssygt godt sammen. Det har vi sgu ikke. Jeg spurgte på NEXT på Nørrebro, om der ikke kunne laves nogle fredagsbarer”, fortæller han.
Vi er jo ikke aber – vi er mennesker
Men det var der ikke lige penge til at stable på benene, fik Toke at vide. Men der var – åbenbart – også en anden årsag til, at skolen ikke synes, at et fredagsbar-koncept var en god idé.
“Jamen I kommer jo altid op at slås”, lød beskeden fra skolens rektor.
“Det havde jeg seriøst en rektor, der sagde til mig. Altså, hvad er det for nogle fordomme om os? Vi er jo ikke aber – vi er mennesker”, siger Toke.
Forsideinterview i DSU’s ungdomsmagasin, nr. 2 – årg. 101, juni 2022
