Af Ida Grøndahl Westh og Astrid Hass
På en kold novemberdag, hvor regeringskabalen endnu ikke er gået op, møder vi de nyvalgte DSU-folketingsmedlemmer til en snak om deres politiske visioner for den kommende valgperiode. Vi stuver os sammen på et ledigt kontor, hvor der knap nok er plads til os alle. Selvom grundlaget for de næste fire år ikke er på plads, har de tre førstegangsopstillede DSU’ere store visioner om at gennemføre konkret politik, der skal kunne mærkes uden for Christiansborgs mure.
Kampen for almindelige mennesker
Som nye folketingsmedlemmer er der nok at tage fat på. Fie Hækkerup, Frederik Vad og Thomas Skriver er dog alle enige om, at deres mandater skal kunne mærkes i det virkelige liv. Fie Hækkerup, der primært har været aktiv i den socialdemokratiske studenterorganisation, Frit Forum, har altid kæmpet en kamp til venstre for den politiske midte. Hun er bekymret for, at vi primært omgås dem, der ligner os selv:
“Vi har et samfund, der bliver stadigt mere opdelt, hvor vi bor mere med folk, der ligner os selv og minder om os selv. De rigeste børn går på universitetet, og de fattige hænger i bremsen. Der er nogle basale problemer, som vi ikke har løst”, siger hun og fortsætter:
“Vi bilder os ind, at alle er så frie og lige. Hvordan fanden kan det så være, at det ender med, at det er alle dem, der ligner mig på en prik, der går på universitetet med mig?”, spørger Fie Hækkerup.
Vi har et samfund, der bliver stadigt mere opdelt
Thomas Skriver har erhvervsuddannelserne som sin hjertesag, hvilket bunder i, at han selv har en faglært baggrund som industritekniker. Det var først efter to år som lærling, at han for alvor kastede sig ind i den politiske kamp. Han var træt af, at der blev sparet på erhvervsskolerne.
“Jeg synes, at der er for få, der taler om erhvervsskolerne, og det kan jeg især mærke, efter jeg er kommet herind. Der er sgu ikke nogen, der taler om erhvervsskoler. Overhovedet. Der skal investeres, der skal være flere, der har lyst til at tage en erhvervsuddannelse, og så er vi nødt til at gøre noget ved frafaldsprocenten, som bliver glemt. Den er over 50 procent nogle steder. Desuden har skræmmende mange faglærte ingen demokratisk selvtillid. Det er vi nødt til at have løst”, siger han og fortsætter:
“Det er også sindssygt vigtigt, at flere unge mennesker bliver i stand til at tage en uddannelse, for uddannelse er frihedsbilletten for dem, der ellers ville ende på kontanthjælp eller stå uden for samfundet”.
Hvis alle kunne læse og skrive nogenlunde, når de gik ud af skolen, så var der 10.000 sociale problemer i Danmark, der ville være udslettet med et fingerknips
Frederik Vad er heller ikke i tvivl om sin kæphest. Han brænder for folk, der ikke kan læse og skrive.
“Noget af det mest myndiggørende i verden er at kunne læse og skrive. Hvis alle kunne det på et nogenlunde anstændigt niveau, når de gik ud af skolen, så var der 10.000 sociale problemer i Danmark, der ville være udslettet med et fingerknips”, siger han og tilføjer:
“Det skal jeg kunne levere noget på. Ellers giver det ikke mening, at jeg stiller op igen”.
Bedre repræsentation for unge og faglærte
Netop dét at stille op til Folketinget var ikke et nemt valg for Fie Hækkerup eller Frederik Vad. Deres forholdsvis unge alder gav dem mindre lyst til stille op. Men samtidig mente de også, at der var brug for en bredere repræsentation i Folketinget, som de kunne bidrage til.
“Jeg sagde nej flere gange, før jeg tredje gang sagde ja til at stille op, for jeg ville ikke bare være endnu en meget ung person, der på objektive parametre nok ikke var brug for”, siger Frederik Vad.
Fie Hækkerup afbryder og supplerer:
“Sandheden er jo, at hvis du ikke havde taget den plads, så var den højst sandsynligt gået til en hvid midaldrende mand”.
Frederik nikker, og Fie fortsætter om sit eget valg:
“For mig var det sådan en på trods-ting. Jeg har hele tiden mødt spørgsmålet: Hvad fanden ved du om noget som helst? Og det er altid hvide midaldrende mænd i alle sammenhænge, der stiller det. Partifæller, tidligere arbejdsgivere, journalister og folk i private sammenhænge”.
Hvordan fanden kan det så være, at det ender med, at det er alle dem, der ligner mig på en prik, der går på universitetet med mig?
Både når det gælder alder, køn og uddannelsesbaggrund er der brug for en opdatering i Folketingets repræsentation.
“Selvom repræsentationen ser bedre ud med flere kvinder og flere unge, så er den stadig pilskæv. Der er noget at arbejde med”, siger Fie Hækkerup.
For Thomas Skriver var den unge alder helt modsat det, der gav ham lyst til at stille op.
“Jeg havde med afstand mere lyst til at stille op. Jeg vil hellere have unge politiske talenter, der sætter sig ind i andre menneskers hverdag, end jeg vil have gamle tillidsfolk på et par og 50, der tror, de ved alt i hele verden”.
Med et andet udgangspunkt end at være partiaktiv ville han især rykke ved repræsentationen inden for uddannelsesbaggrund, hvor han skiller sig ud fra mængden.
“Gennemsnitsalderen for faglige, der går ind i politik, er hamrende høj. Hvis man skulle stemme på en anden faglært end mig på Fyn, så skulle man stemme på en, der var over 45. Den næste faglærte, der overhovedet blev valgt, er i 60’erne. Det er et demokratisk problem, og der er behov for en faglært, der har gået på en erhvervsskole i dette årtusinde”.
Det er et demokratisk problem
Thomas Skriver mener også, at der er brug for politikere med nye tilgange og erfaringer, der ved, hvordan livet er uden for Christiansborgs mure. Det gælder især inden for arbejderfagene.
“Jeg har stået ved siden af en kollega, der har klippet en finger af. Jeg har været aktiv i Metal Ungdom med en, der døde af at springe i luften på et værft uden for Aarhus, fordi arbejdsmiljøet ikke var godt nok”, fortæller han alvorstungt og tilføjer:
“Og så skal vi have nogle unge faglærte, som kan nå at blive dygtige politikere”.
Manglen på politisk diskussion
At ændre noget kræver politiske løsninger. Måske forestiller man sig, at der bliver udviklet politik på livet løs i Folketinget. At en arbejdsdag på Christiansborg er spækket med politik og debat. Det er dog ikke det indtryk, de tre nyvalgte DSU’ere har. Derfor er der nok at kæmpe for, så det hele ikke bliver rygklapperi, hvor man bare læner sig tilbage, mener Frederik Vad:
“Vi har været til to gruppemøder, og der er ikke så meget politisk diskussion. Der er ikke politisk debat på den måde. Jeg bliver lidt desillusioneret over, hvordan man får skubbet ting frem til diskussion, for det er ikke noget, der er naturligt her”, siger han med en forundret mine og fortsætter:
“Vi bliver nødt til at hjælpe hinanden og finde ud af, hvordan vi kan skubbe nogle af vores dagsordener frem og støtte hinanden i, at der er en, der tager en chance”.
Jeg bliver lidt desillusioneret
Fie Hækkerup og Thomas Skriver nikker. Men hvordan får man formuleret og sidenhen ført konkret politik ud i livet? Evnen til at få ting til at ske, er noget af det vigtigste, Frederik Vad tager med fra sin tid i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, fortæller han.
“DSU har givet mig den praktiske opskrift på at være socialdemokrat, som handler om, hvordan man får ting til at ske, og hvordan man får ting til at forandre sig. Den lille forandring er et tandhjul i den store forandring”.
Det er de alle tre enige om. DSU er en organisation, hvor der er plads til politikudvikling, og hvor den politiske forandring gøres synlig og konkret. Thomas Skriver tilføjer:
“Selv da jeg kom ind i Metal Ungdoms landsledelse, troede man, at politik bare var sådan noget inde bag Christiansborgs mure, som ikke havde noget med hverdagen at gøre. Det, synes jeg, var et problem. Jeg synes faktisk, at DSU har gjort meget godt for at gøre politik konkret omkring hverdagen”.
Jeg har stået ved siden af en kollega, der har klippet en finger af
Som folketingsmedlem vil han have lov til at være nysgerrig på, hvordan man finder de konkrete løsninger på hverdagens problemer.
“Jeg har brug for at være nysgerrig for at finde ud af, hvordan man gør. Jeg kan være i tvivl, om vi måler forkert. For eksempel ordblindhed. Jeg har haft ordblinde kollegaer, som skriver et par bogstaver forkert, men det kan være fuldstændig ligegyldigt, for de er fremragende industriteknikere alligevel. Man har brug for at føle sig som en succes, selvom man på nogle områder har det svært. Du behøver ikke at kunne skrive som en journalist, hvis du skal være murer. Der er det vigtigere, at du kan nogle andre ting”, siger han og fortsætter:
“I Folketinget skal vi finde spændingsfeltet mellem at påpege det, vi er for dårlige til og samtidig byde konstruktivt ind med reelle løsninger på de problemer, der er”.
Den nye DSU-generation i Folketinget
For at kunne løse de problemer er der brug for samarbejde. Der blev valgt syv socialdemokrater under 35 år til Folketinget ud af partiets 50 mandater. Alligevel er der et aldersmæssigt spring fra den nyvalgte DSU-generation til den næste gruppe af socialdemokrater i Folketinget, der er i slutningen af 30’erne. Internt i den socialdemokratiske folketingsgruppe er der brug for en flok unge DSU’ere, som kan tale ungedagsordener op og skabe diversitet.
“Den diversitet, der er kommet i DSU, mangler i Socialdemokratiet. Da jeg meldte mig ind i DSU, var medlemmerne ikke kun folk, der gik på universitetet. De tog tilmed også den samme uddannelse på universitetet, og det er dem, der sidder i Folketinget i dag. Vi må se, om vi ikke kan gøre noget strukturelt ved det”, siger Frederik Vad.
Den diversitet, der er kommet i DSU, mangler i Socialdemokratiet
Med de tre nyvalgtes forskellige baggrunde i studenterbevægelsen, fagbevægelsen og DSU er der lagt et solidt grundlag, der kan være med til at rykke ved diversiteten, og som også giver en fordel i deres samarbejde. De har et “fælles politisk kompas”, der handler om social retfærdighed. Det kompas vil de bruge til at gøre en forskel.
“Det helt basale, som er forudsætningen for, at vi selvfølgelig kommer til at samarbejde og skabe forandring for unge, er, at vi godt kan lide hinanden, og at vi har det sjovt sammen. Vi er også samme sted i livet og går op i nogle af de samme ting”, siger Fie Hækkerup og tilføjer:
“Og så skal vi holde fast i kernen af os selv og huske på, hvorfor vi gik ind i det her. Hvem det er, man gerne vil skabe forandring for”.