Af Johan Müller og Julie Steenbuch Holt
Vi sidder på en kældercafé overfor Christiansborg. Jazzen er en symfoni for ørene, Cortadoen er velbrygget, og de rustikke møbler passer til det svage lys fra gaden. Det er her, vi møder Søs Marie Serup, politisk aficionado og tidligere spindoktor, til en samtale om hendes nye bog. Bogen “Da kvinder tog magten” er en 300 siders lang samtalebog med nogle af de første kvinder, som havde det, Søs Marie Serup kalder for “hård magt”. Det vil sige magt i form af eksempelvis en ministerpost eller en placering som partileder for et parti.
Kvinderne er i dag symbolet på kvinders kamp og ret til magten. Det er også en af grundene til, at Søs Marie Serup har skrevet bogen:
“Politik har altid interesseret mig, og de her kvinder fyldte meget dengang, jeg var lille. Jeg kan tydeligt huske, hvordan de voksne talte meget hårdt om dem. Uanset politisk farve blev der talt hårdt om kvinderne. Jeg syntes, det var latterligt. Det var uretfærdigt. For jeg syntes, de alle sammen var seje.”
Ligestillingskampen er gået i stå
Omdrejningspunktet i vores samtale med Søs Marie Serup er, at vi har brug for at se flere kvinder i politik med hård magt. Ligestillingskampen er gået i stå, og Søs Marie Serup beskylder sin egen generation for ikke at have gjort nok: “Jeg lægger jo ikke nogen løsninger frem i bogen. Jeg synes bare, det er vigtigt, at I unge tager stilling til ligestillingskampen, for min egen generation har svigtet den her dagsorden. Det er en af mine pointer: De her kvinder tog et ordentligt slæb, og så har vi, der er født i 1970’erne bare ligget i læ og har ikke taget diskussionen.”
Det er også en svær diskussion at tage. For bogens kvinder er ikke kun ideologisk uenige. De er også uenige i svaret på ligestillingsspørgsmålet. Kvinderne på højrefløjen mener end ikke, at der er et ligestillingsproblem i dag.
“Det var vigtigt for mig at have de borgerlige kvinder med i min bog. For det viser det skel, der er. Det er ikke nok, at vi har ”lige muligheder”. Spørgsmålet er, om vi overhovedet har lige muligheder. Vi bliver jo bedømt på forskellig måde, og dermed har vi ikke lige muligheder. Vi har i hvert fald ikke lige muligheder for at vinde. Måske har vi lige muligheder for at være med,” siger Søs Marie Serup.
Der er ikke mange kvinder, der “vinder” i politik. Indtil nu har Danmark kun haft én kvindelig statsminister, og Finansministeriet har også kun haft én kvindelig politisk leder. Det skriger til himlen, mener Søs Marie Serup. Der mangler ambitioner for kvinder i politik. “I dag sidder der én kvinde i de stående udvalg, Mai Mercado, og hun er jo først lige kommet ind her til sidst. Hvis man spørger topfolk i S er svaret tit, at statsministeren jo vil være en kvinde. Det er selvfølgelig rigtigt, men er det godt nok? Er kvoten så opbrugt? Det synes jeg ikke”, siger hun med henvisning til en måske kommende socialdemokratisk regering.
Kvinderne kommer ikke af sig selv. Derfor kvoter!
Selv når det er kvinder, der har magten til at finde deres kommende efterfølger, er det ikke givet, at de kvindelige kandidater har en bedre chance. Det har Søs Marie Serup prøvet i DM i debat, hvor hun har været dommer gennem flere år. Frustrationen over, at dygtige kvinder bliver fravalgt er tydelig at mærke:
“Kvinderne kommer overhovedet ikke af sig selv. Jeg tænker over det hvert år i DM i debat. Der er alt for mange kvinder, der ryger ud i de indledende runder og hver gang tænker jeg: ”Hende dér, hende dér og hende dér skulle have været i finalen”. Jeg ved ikke, hvad der sker. Sidste gang havde kvinderne endda flertal i dommergruppen. Jeg kan ikke forklare det.”
Udviklingen, der skal skabe reel ligestilling, skal bruge mere end bare en hjælpende hånd; den skal kickstartes. Da vindmølleindustrien skulle i gang, blev den støttet massivt, indtil den kunne bære sig selv. Det eksempel kan man sagtens følge i ligestillingsdebatten. Og her er kvoter en del af løsningen. De behøver ikke vare for evigt, men bare til de ikke er nødvendige mere:
“Der, hvor jeg kan blive rasende på de borgerlige partier, er, når man ikke engang sætter sig en målsætning. Går man ikke ind for kvoter? Fair nok. Men så må man sætte sig et mål, som man tør kommunikere ud, og som man arbejder efter.”
Den nye kamp
Søs Marie Serup ser to store ligestillingskampe for vores generation. Den ene starter hos mændene, som hun mener skal tage en snak med sig selv om, hvordan manderollen skal være i det 21. århundrede.“Det er mændene, som hænger meget mere i en klokkestreng, end kvinderne gør. Nu prøver de også at ville det hele på en gang. At være super-soccerdad, hente fra SFO kl. 15 og i øvrigt har de svært ved at finde ud af, hvad maskulinitet er i dag.”, siger hun.
“#Metoo-bevægelsen er også et glimrende eksempel. Der har været en mandefrygt for at blive uskyldigt dømt. Og jeg har ikke kunnet finde nogle eksempler på, at det skulle være sket i Danmark. Det må i stedet være en indre frygt, som kommer til udtryk.”, fortsætter Søs Marie Serup.
Og så skal vi opfinde et nyt sprog. Feminisme har for mange en negativ klang, og ord må ikke blokere for sagen. “Feminist, kulturradikal og politisk korrekt er det værste man kan sige om et menneske i dag. Det låser diskussionen. Derfor bliver vi – og med dét mener jeg faktisk I – nødt til at lave et nyt sprog omkring det. Jeg tror simpelthen, I skal tale om det på en ny måde. Læg de gamle løsninger væk”, siger hun.