Frederik Vad, forbundsformand
Den 8. november 1932 blev den arbejdsløse bagersvend Werner Nielsen slået ihjel af en ung kommunist.
Han var en 20-årig DSU’er fra København, der otte dage før folketingsvalget – sammen med en gruppe fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) – ville hindre en gruppe medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) i at hive socialdemokratiske valgplakater ned.
Et voldsomt slag i hovedet med et kosteskaft blev hans død. DSU’s medlemsblad ”Rød Ungdom” skrev efterfølgende om den tragiske episode: ”Her har ingen enkeltpersoner ansvaret, thi det ligger reelt hos dem, der nu gennem lang tid har søgt at så had indenfor dansk arbejderbevægelse, hos kommunisterne”.
Historien kan læses i kapitel 3 af DSU’s 100-års jubilæumsbog, ”Vi bygger fremtidens Danmark”, som er skrevet af Lars Wernblad.
Kampen mellem ideologierne
Netop beskrivelsen af DSU’s kamp mod antidemokratiske og totalitære kræfter på både højre- og venstrefløjen i kapitel 3 er altafgørende at forstå, hvis den pragmatiske og socialdemokratiske del af arbejderbevægelsen skal kunne holde sammen på Danmark i fremtiden.
Dengang pressede arbejdsløshed, sult og armod tusindvis af mennesker i armene på kommunisterne, nazisterne og fascisterne i hele Europa.
I disse år kan migration, klima-revolutionen og en forstenet økonomisk politik komme til at gøre det samme. Især hvis Socialdemokratiet – både herhjemme og i Europa – ikke kender sin besøgelsestid.
Splittelsen vokser
Arbejderbevægelsen og venstrefløjen kan blive spaltet i endnu højere grad, end vi har været vant til de sidste to-tre årtier.
I 1930’erne voksede splittelsen mellem DKU og DSU, fordi de to forskellige og konkurrerende samfundssystemer for alvor blev manifesteret i den virkelige verden.
Forskellige venstreorienterede partier i Europa vil vælge forskellige veje
Noget lignende vil muligvis ske i de kommende årtier. Forskellige venstreorienterede partier i Europa vil vælge forskellige veje, og det store spørgsmål vil være, om de forskellige retninger også her vil få mulighed for at manifestere sig i den virkelige verden.
Klimakampen er den nye skillelinje
Tag bare klimakampen. Alle i arbejderbevægelsen og på venstrefløjen er enige om, at videnskaben taler sandt, og at CO2-neutralitet skal nås, før det bliver umuligt at undgå de værste katastrofescenarier for menneskeheden.
Men i disse uger, måneder og år bliver forskellige retninger støbt, som de næste årtier kan komme til at definere den nye afgørende splittelse i arbejderbevægelsen.
Den første retning vil tilbyde en klimarevolution, koste hvad det vil. Hele den enorme omstilling skal ske så hurtigt som muligt, og målet om CO2-neutralitet helliger midlet, må man forstå.
Den sociale balance skal holdes
På vejen dertil vil titusindvis af solide og velbetalte produktionsjob ofres på klimakampens alter, og en stor gruppe faglærte og ufaglærte arbejdere i middelklassen vil i en 10-årig mellemfase blive forvist til lavtlønnede servicejobs.
Denne retning interesserer sig ikke voldsomt for de grundlæggende rammer i den økonomiske politik og mener derfor, at klimarevolutionen godt kan finde sted inden for den nuværende økonomiske politik.
Frygten for at blive kaldt ”økonomisk uansvarlig” af højrefløjen nedskalerer ambitionsniveauet
Den anden retning erkender, at rammerne for den nuværende økonomiske politik reelt umuliggør, at sociale fremskridt og grønne fremskridt kan gå hånd i hånd.
Man kan ikke både udvikle velfærdsstaten, styrke arbejderklassens livsmuligheder og komme i mål med de ambitiøse klimamål, så længe man insisterer på stramme regler for offentlig gæld og investeringer.
Men i stedet for at tage et opgør med den nuværende økonomiske politik, så skruer man i stedet ned for tempoet ift. den grønne omstilling. Frygten for at blive kaldt ”økonomisk uansvarlig” af højrefløjen nedskalerer ambitionsniveauet.
Udvikler velfærden samtidig med den grønne omstilling
Den tredje retning insisterer på, at et økonomisk paradigmeskifte er nødvendigt for at opfylde vores ambitioner om at udvikle velfærden, styrke arbejderklassens muligheder og komme i mål med den grønne omstilling.
Udgangspunktet er, at den økonomiske politik skal indrettes på en måde, så vi kan skabe det samfund, vi gerne vil, samtidig med at vi har høj vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse.
På baggrund af erfaringerne fra finanskrisen og den efterfølgende økonomiske krise er man – i den tredje retning – ikke bange for offentlige lånefinansierede investeringer.
Disse tre retninger er ved at slå rod i socialdemokratierne og de andre venstrefløjspartier i hele Europa.
Sammen med håndteringen af migrationsspørgsmålet vil det blive den nye spaltende faktor i de europæiske arbejderbevægelser.
Identitetspolitik fører til åndelig stagnation
Hvorfor så drage parallellen til DSU’s kamp mod ekstremisme og totalitarisme i 1930’erne?
Fordi kapitel 3 i DSU’s jubilæumsbog beskriver den ekstreme udgave af de tendenser, som i dag begynder at spire frem i dele af klimabevægelsen på venstrefløjen.
Hvorfor så drage parallellen til DSU’s kamp mod ekstremisme og totalitarisme i 1930’erne?
Konservativ Ungdom oplevede stor medlemsvækst i 1930’erne ved bl.a. at efterlyse ”det stærke, handlekraftige styre, der er tidens behov”.
Hos DKU oplevede man også fremgang, jo flere identitetsmarkører gennem påklædning, slagord og demonstrationer man hældte ud over den politiske kamp.
Noget af det sneg sig også ind i DSU. Her slog daværende DSU-formand (og senere statsminister) H.C. Hansen hårdt ned på det og sagde bl.a.:
”Bliver bevægelsen for en stor del af kammeraterne kun bluse, kasket, langskaftede støvler, trepiletegn og demonstration på demonstration, så er vi inde på en linje, der fører mod bevægelsens forfladigelse, så mod åndelig stagnation, mens stupiditet, overfladiskhed, hurrasocialisme får gode dage”.
Klimakamp er den nye identitetsmarkør
Klimakampen rummer de samme identitetsmarkører og stemmer, der taler for at bruge krisen til at skabe et nyt politisk system.
Instagram-mobilisering, sprog, påklædning og udskamning af folk uden for identitetsmarkørerne bruges i høj grad af den del af de europæiske arbejderbevægelser, som har valgt den første retning.
Målet helliger midlet, og det er vigtigere at markere et tilhørsforhold til et bestemt gruppefællesskab fremfor at gå ind i en realpolitisk diskussion.
Splittelsen vil vokse
Jeg mener ikke, at man skal undervurdere denne splittelse i arbejderbevægelsen – hverken herhjemme eller ude i Europa.
Vi ser det ikke så stærkt endnu, men de kommende 10-20 år bliver afgørende. Svaret på det må være, at den førnævnte tredje retning bliver adopteret af Socialdemokratiet og fagbevægelsen.
Klima må og skal ikke smadre arbejderklassen eller velfærdsstaten.
Økonomisk ansvarlighed er en blindgyde
Omvendt må den pragmatiske del af arbejderbevægelsen indse, at den betonkonservative opfattelse af ”økonomisk ansvarlighed” – som også de DSU’ere, der var aktive i 1990’erne stadig er rundet af den dag i dag – giver luft til en radikalisering af større og større dele af venstrefløjen.
[…] den betonkonservative opfattelse af ”økonomisk ansvarlighed” – som også de DSU’ere, der var aktive i 1990’erne stadig er rundet af den dag i dag – giver luft til en radikalisering af større og større dele af venstrefløjen
En radikalisering, som vil få tilslutning fra de by-generationer med lange videregående uddannelser, som der i de kommende år kun bliver flere og flere af.
Væk med den forældede modstand mod offentlig gæld. Væk med de gamle regnemodeller i Finansministeriet, som empirien for længst er løbet fra. Væk med resterne af frygten for at blive kaldt økonomisk uansvarlige, som fik os til at deregulere og liberalisere de europæiske økonomier i 1990’erne og 00’erne.
Realpolitiske resultater afgørende
Vi kan undgå den overfladiske identitetskultur, de ekstreme markører og antidemokratiske sværmerier, hvis vi til gengæld viser, at realpolitiske forslag stadig kan rumme idealisme og visioner.
Kort sagt er vores opgave følgende: At vise at vejen til en total omstilling af produktion og forbrug kan foregå inden for demokratiets rammer, samtidig med at velfærdsstaten og arbejderklassen ikke ofres.
Snart skal også Socialdemokratiet træffe et valg. Jeg håber, at mit parti placerer sig rigtigt
Misforstå mig ikke: Selvfølgelig kommer det ikke så vidt, som det gjorde for Werner Nielsen den 8. november 1932. Men splittelsen i de kommende årtier kan blive hård.
Og meget afhænger af, hvor den pragmatiske del af arbejderbevægelsen placerer sig i disse dage og uger.
Jeg har i denne kronik præsenteret, hvor DSU placerer sig – den tredje retning. Snart skal også Socialdemokratiet træffe et valg. Jeg håber, at mit parti placerer sig rigtigt.
Klumme i Netavisen Pio 9. oktober 2020.
DSU’s jubilæumsbog, ”Vi bygger fremtidens Danmark”, er udgivet i forbindelse med DSU’s 100-års jubilæum og kan købes i DSU’s webshop her.