Af August Solkær og Johan Müller
På en fredag eftermiddag i starten af maj, hvor valgtrommerne for alvor buldrer, møder DSU’erens skribenter to markante socialdemokratiske stemmer på skoleområdet. Signe Kaulberg, der udover at være forretningsudvalgsmedlem i DSU er lærerstuderende på Københavns Professionshøjskole, og Thomas Gyldal, der udover at være borgmester i Herlev er formand for Kommunernes Landsforenings Børne- og Skoleudvalg. Vi beder dem komme med deres bud på socialdemokratisk skolepolitik og fremtiden for folkeskolen.
Folkeskolen har været et brandvarmt emne i mange år, men særligt siden skolereformen, der blev til under den daværende socialdemokratiske undervisningsminister Christine Antorini, har debatten om skolen og dens formål raset. Reformen har været udskældt; der er for mange timer og for få penge, lyder det blandt andet. Men hvad er egentligt de socialdemokratiske visioner for folkeskolen.
”Det er at give børn og unge troen på dem selv,” siger Signe Kaulberg og uddyber: ”for tror man på sig selv og finder noget, man er god til, så tror jeg på, at man kan komme langt. Derfor skal folkeskolen ikke være så boglig, som den er i dag, for allerede dér kobler vi en masse elever fra.”
Thomas Gyldal nikker samstemmende og fortsætter i samme spor: ”Folkeskolen skal være dér, hvor vi giver alle et godt afsæt til det videre liv. Det er dér, vi skaber elevernes sociale bevidsthed og gør dem til aktive medborgere.
De to socialdemokrater deler altså målet, men et af midlerne splitter ungdomspartiet fra moderpartiet i kampen for en skole, der løfter alle elever.
DSU-opgør med lange skoledage
Efter i en årrække at have bakket op om skolereformens øgede timetal besluttede DSU’s hovedbestyrelse i efteråret at bakke op om en kortere skoledag. Et standpunkt, man tog af hensyn til den store gruppe, som folkeskolen i dag svigter: ”Vi har en kæmpe gruppe børn, hvis ordblindhed bliver opdaget alt for sent, hvis diagnoser ikke bliver håndteret godt nok, og som ikke passer ind i den gængse opfattelse af boglig undervisning. I DSU har vi taget erfaringerne fra skolereformen til os og indset, at kvaliteten er det allervigtigste. Det kræver blandt andet, at lærerne får en bedre forberedelsestid, og at de ikke står alene med en hel klasse, hvor flere elever kan have inklusionsproblemer eller være i læringsvanskeligheder,” siger Signe Kaulberg.
Herlev-borgmesteren står stadig vagt om skolereformen og dens ideal om bedre læring og et løft af de svageste elever: ”Den fulde, ambitiøse skoledag er en vigtig prioritet for Socialdemokratiet. Det er ikke fordi længden i sig selv er et mål, men vi skal give eleverne mere undervisning og også en undervisning, der kvalificerer skoledagen.” Thomas Gyldal tager en tår af den Coca Cola Zero, der står på bordet foran ham og fortsætter: ”Som socialdemokrat har jeg ikke lyst til at spole tiden tilbage til en tid, hvor vores elever lærte for lidt, og vi ikke fik løftet de svageste elever tilstrækkeligt.”
Signe Kaulberg forklarer, at det ikke er reformens ideal, DSU er imod. Det er implementeringen, der er gået galt: ”Reformen er jo skidegodt tænkt! Men når DSU taler med elever, så er der mange steder, hvor reformen ikke ses, som det står i loven. Eleverne får stadig lektier for. Vi sagde, at de kunne lave deres lektier i skolen sammen med dygtige lærere og pædagoger. Men det er ikke den hverdag, eleverne oplever. De har fået mere skole, men oplever ikke nødvendigvis en bedre skole.”
Det går tydeligt Thomas Gyldal på, at DSU har vendt ryggen til den skoledagslængde, der er grundlæggende for helhedsskolen. En helhedsskole, han stadig går helhjertet ind for. Det er en opgivende holdning, mener han. ”Hvem er det, vi taber?” spørger han retorisk, og som for at svare på sit eget spørgsmål, siger han:
”Vi taber dem, der kommer til at bruge mindre tid sammen med vennerne og ansvarlige voksne og sender dem hjem til forældre, hvor de ikke får noget, der understøtter dem i deres skolegang. Så jeg havde håbet, at DSU var gået en anden vej!”
De frie og private skoler skal tøjles
Et område, der dog kan forene både DSU og Socialdemokratiet personificeret ved vores to interviewpersoner, er kampen for folkeskolen som det naturlige førstevalg. Både Signe Kaulberg og Thomas Gyldal mener, det er meget problematisk, at flere sender deres børn i skoletilbud uden for folkeskolen. Men det er ikke de private skoletilbud, der er problemet i sig selv. Det handler først og fremmest om at gøre folkeskolen så attraktiv, at danskerne har tillid til, at de får det bedste skoletilbud i vores fælles folkeskole. Og det kan man sagtens, mener Signe Kaulberg, der selv har været i praktik på en folkeskole. ”Jeg har været i praktik på Amager Fælled Skole, hvor man har haft stor succes som profilskole om mad og sundhed. Det har gjort, at rigtig mange af de ressourcestærke familier i området vælger skolen til,” fortæller hun.
Det handler også om ikke at pege fingre ad dem, der ikke vælger fællesskabets skole til. Thomas Gyldal mener ikke, at man kan bebrejde dem, der ikke er tilfredse med det, folkeskolen tilbyder alle steder. ”Man kan bebrejde kommunalpolitikere og borgmestre som mig, der ikke har formået at skabe et folkeskoletilbud, som langt flere finder attraktiv,” siger han selvransagende.
Men en attraktiv folkeskole kræver, at investeringerne følger med. Og her har vi et problem og en klar forskel fra de blå partier, pointerer Signe Kaulberg. Den borgerlige regering har nemlig øget den offentlige støtte til privatskoler. Samtidig har folkeskolen fået færre penge, hvilket virkelig kan mærkes. Signe Kaulberg retter sig i stolen. ”Det er jo totalt skævt!” udbryder hun og fortsætter:
”Jeg tror også, at nogle af de forældre, der vælger folkeskolen fra, gør det, fordi de oplever, at deres barn ikke bliver set og hørt. De forældre vælger måske privatskolen til, fordi de kan se, at det er et tilbud med en bedre økonomi, hvor der er mere tid til det enkelte barn, fordi der er færre børn med eksempelvis ADHD og angst.”
Risikoen er, at vi skaber et A- og B-hold, hvor det vil være de ressourcestærke familier, der tilvælger privatskolen, hvilket efterlader en underfinansieret folkeskole med en endnu større opgave at løfte. Thomas Gyldal ser også denne udvikling som potentielt ødelæggende for hele formålet med folkeskolen: ”I folkeskolen er vi alle samlet. Hvis det pludselig bliver sådan, at alle dem, der har råd til at søge over i de private skoletilbud, vælger at gøre det – så står vi med et kæmpe problem i folkeskolen. Der er ikke nogen, der redder folkeskolen, hvis ikke Socialdemokratiet gør det. Det er svært! Men hvis vi lykkes med det, så får vi en skole, der sparker røv.”