Af August Solkær og Julie Anine Noesgaard
Efter at have kæmpet med at presse en genstridig bodum-kande i bund kaster Jonatan Spang sig tilbage i læderstolen og ser forventningsfuldt på os. Vi sidder på femte sal i en baggård i hjertet af Vesterbro, hvor Jonatan Spang netop er trådt ud af et møde om hans forestående onemanshow ‘Typisk Jonatan Spang’, der har premiere i sensommeren 2019. Han blev sidste år kåret til årets komiker på baggrund af satireprogrammet ‘Tæt på sandheden med Jonatan Spang’, hvor han hver søndag hudflettede politikere og andre meningsdannere i gennemgangen af ugens små og store historier. Men nu vender han tilbage til de skrå brædder, “fordi det er det eneste, jeg selv kan styre fuldstændigt” som han siger.
Slut med grillet koldskål
Der er sket noget med både verden og Jonatan Spang, siden han første gang lavede et one-man show. Fra konceptshows som ‘Damer’, ‘Familie’ og ‘Bryllup’, der langt hen ad vejen tog udgangspunkt i hans eget liv, til en erkendelse af, at trenden med den personlige historie måske havde taget overhånd.
“Det startede for alvor med Karl Ove Knausgårds ‘Min kamp’, og pludselig handlede det om at lave den personlige plade, den personlige film og den personlige alting. Det blev et kvalitetsstempel i sig selv, at noget var personligt. Men på et tidspunkt skulle jeg også videre fra jokes om at grille koldskål,” fortæller Jonatan Spang.
Derfor gik han med sit seneste onemanshow ‘Danmark’ fra 2015 over til at fokusere på samfundet som helhed, hvilket fik ham til at løfte blikket fra, hvad der skabte røre i hans egen lille andedam, til “hvad der egentligt var galt med resten af verdenen”.
Denne samfundssatire inspirerede ham til at lave satireprogrammet ‘Tæt på sandheden med Jonatan Spang’, der har kørt på DR2 de seneste år. Men hvor satireprogrammet sætter ugens begivenheder under det skarpe satiriske lys, kan et onemanshow være aktuelt og ikke mindst sjovt – også om fem år.
Derfor vender Jonatan Spang i sit nye show tilbage til nogle af de store spørgsmål, der fylder i vores bevidsthed længere end til næste side af avisen.
I Kina løser de klimakrise
Nogle af de temaer, som Jonatan Spang tager op i sit nye show, er spørgsmål som; “hvad vil vi med vores demokrati?” og “hvordan løser vi klimakrisen?”
Han spidder danskerne i paradokset mellem vores generelle enighed om, at vi skal gøre noget for at modvirke klimakrisen, men samtidigt vil kæmpe med næb og klør for, at det ikke bliver i vores baghave, at vindmøllen skal stå.
“Jeg tror ikke på, at man kan løse den grønne omstilling i et demokrati, fordi de beslutninger, vi skal tage, bliver jo ikke sjove for alle. For hver gang, der skal bygges en vindmøllepark, så er der jo en eller anden mand til en høring, der siger, at det påvirker det nedre venstre felt af hans udsigt. Men i et diktatur kan man løse det. I Kina kan de løse det. Vi er jo nødt til at vælge, om det er en krise eller ej. For hvis det er en krise, så kan vi jo ikke tage hensyn til alle. Men det er jo bare der, hvor demokratiet er en stor klodset abe på hjul, for i demokratiet skal folk lyttes til, og det er jo det gode ved diktaturet, der skal man ikke lytte til nogen,” siger han og understreger med det skæve smil, der ofte følger, når han sætter tingene lidt på spidsen, at demokratiet selvfølgelig er at foretrække frem for et diktatur.
Alvorlige temaer som dette, synes han, er sjovere at tage op, fordi han i et onemanshow vil have tiden til at behandle det mere dybdegående, så han både får os til at grine og reflektere over tilværelsen. Han vil gerne være med til at påvirke, hvad folk tænker på, men ikke hvad de tænker om ting. Derfor betragter han også klimaudfordringen fra et andet yderpunkt for at provokere vores danske tryghedsnarkomani og hygge-kultur: “Vi kommer alligevel ikke til at få styr på den grønne omstilling med vores tempo, så kan vi ikke bare lige hygge os den sidste tid, vi har tilbage?”
Den politiske korrekthed er en klods om benet
Dog bliver det hele tiden sværere at lave satire, fordi verden og vores holdninger til, hvad man kan tillade sig, hele tiden flytter sig. I dag er der nogle ting, man ikke må lave sjov med, som var harmløst for fem, ti eller femten år siden. Og selvom Jonatan Spang mener, at #MeToo og andre bevægelser fører til vigtige samfundsændringer, så er det også en spændetrøje.
“Alle elsker, når satiren går helt op til grænsen. Men i det øjeblik man træder bare én centimeter over grænsen, så er alle rasende. Der sidder folk blandt publikum eller bag tv-skærmene, der bliver sure, hvis man gør grin med en minoritet af den ene eller anden slags – men der sidder også folk, der bare håber, at ham komikeren snart pisser i koranen.” siger Jonatan, der har kunne mærke de hårdere arbejdsbetingelser gennem folks voldsomme reaktioner mod nogle af hans sketches.
Det er sjældent, at nogen siger til hans ansigt, at han er en stor idiot, der ikke kan tillade sig at sige, som han gør. Men han oplever til gengæld ofte, at der er folk, der synes, at det er synd for alle mulige andre end dem selv: “Dengang alle sagerne om Løkkefonden kørte, var det selvfølgelig også noget, vi lavede sjov med i mit program. Pludselig var der nogen, der mente, at min satire i sidste instans gik ud over de unge drenge i læringsvanskeligheder, der får hjælp af Løkkefondens læringsforløb.”.
Jonatan kigger mistroisk på os, før han fortsætter: “Altså, undskyld mig. Men det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man ikke må lave sjov med statsministerens lyssky dobbeltrolle, fordi fonden har et godt formål. Vi er blevet utroligt gode til at være krænkede på andres vegne.”
Ingen er alene om at beslutte, hvad der er sjovt. Hvis man fortæller en joke til et middagsselskab, og ingen griner, bliver den joke næppe genbrugt ved senere lejligheder. Det samme gør sig gældende for en komiker, der om nogen skal leve op til forventningerne om at være sjov. Humor er altså noget, vi skaber sammen. Dog kan humor og særligt grænserne for humoren også blive for subjektive, mener Jonatan Spang:
“Jeg synes den politiske korrekthed, er en klods om benet, og jeg synes, vi skal tænke over, hvor langt vi vil ned ad den vej.”
Han ser nu alvorligt på os og tilføjer med bekymret mine: “Derfor er det også spændende, hvor længe jeg kan blive ved med at lave det, jeg laver, for der kommer nok et tidspunkt, hvor man ikke længere kan lave sjov med virkeligheden, hvis man skal få folk til at grine.”
Politisk satire eller satirisk politik?
“Jeg synes, det er trist, hvis nogle vælger al nyhedsformidling fra, og så kun ser mit program,” siger Jonatan Spang adspurgt om, hvad hans ansvar over for seerne er. “Men der er jo også nogen, der kunne vælge al nyhedsformidling fra, og så kun se Hokus Krokus. De ville nok også få et lidt underligt billede af verden,” fortsætter han med det vanlige skæve smil. Han mener derfor ikke, at han er forpligtet til at leve op til et bestemt sandhedskrav i sin satire. Satirens ufravigelige krav er, at det skal være sjovt, og det kræver sommetider, at man sætter tingene på spidsen. Det tætte bånd mellem satire og politik er dog ikke til at tage fejl af. Jonatan Spang møder nogle gange folk, der mener, at han burde stille op til et politisk embede. Det skal han efter eget udsagn og med et lettere angstpræget ansigtsudtryk “overhovedet ikke”.
Sommetider er grænserne mellem politik og komik svære at få øje på. I Ukraine har de netop fået en komedieskuespiller som præsident, Anders Stjernholm, der også er komiker, er folketingskandidat for Alternativet, og Jonatan Spang laver politisk satire… “Hov – hvordan fik du lige mig ind i den sammenhæng?” spørger Jonatan Spang. Han mener bestemt ikke, at der er noget odiøst eller for den sags skyld overhovedet noget nyt i, at satire og politik er tæt knyttet sammen.
“Lige siden de gamle grækere har det handlet om at tage lidt pis på magthaverne. Det er, hvad vi kan med komikken. Udstille magthaverne, se på sprækkerne og være en ventil for frustrationerne over politikernes til tider tvivlsomme troværdighed,” siger Jonatan Spang. Dog synes han ikke, at det er kvalificerende for en politisk karriere, at man først har begået sig med politisk satire. Derfor ser han også mod Ukraine med en vis skepsis: “Manden har jo ingen politisk erfaring overhovedet. Vi har for mange karrierepolitikere i det her land, der aldrig har haft et arbejde uden for murene på Christiansborg, men det er nok meget sundt, at landets øverste demokratiske leder har en lille smule forstand, på hvad vedkommende foretager sig.”