Af Mads Hasseriis, formand for distrikt DSU Fyn og næstformand i 3F Ungdom

 

Der bliver skudt fyresedler afsted i alle retninger her under coronakrisen. I Danmark er vi så heldige, at folk ikke går fra hus og hjem på stribe. Men flere familier er hårdt ramt på pengepungen, når indtægten skal byttes ud med dagpenge. Lige så usexet som det lyder, lige så vigtigt et system er det dog, for at danske lønmodtagere ikke ender helt på røven, hver gang krisen rammer.

Hos mig og mine kollegaer i industrien er vi så afhængige af dagpengesystemet, at vores husholdningsbudget følger dagpengesatsen til punkt og prikke. Ens månedlige udgifter skulle nødigt overstige, hvad en dagpengesats kan bære, for selvom de fleste af os tjener en del mere, når vi er i arbejde, så skal huslejen og billånet jo kunne betales uanset ordrebogens størrelse.

Virkeligheden er, at almindelige lønmodtagere i gennemsnit kun får dækket 48 % af deres indkomstgrundlag, når de ender på dagpenge. Vi bliver stillet i udsigt, at dækningen kommer til at falde endnu mere de kommende år, mens leveomkostninger som boligudgifter går den modsatte vej. Det kræver handling.

I dag er det sikkerhedsnet blevet gennemhullet af besparelser, mens jobsikkerheden for os på gulvet kun er blevet mere usikker.

Som fremtiden ser ud nu, så bliver usikkerheden for mig, der arbejder i industrien, kun større. Det betyder endnu flere perioder på dagpenge. I gamle dage åbnede virksomheder med det mål for øje, at driften skulle holde de næste 100 år. I dag handler det om at skabe et stort afkast til sine investorer på så kort tid som muligt. Når først produktionsingeniøren har været rundt med sit stopur og kørt tallene igennem formlen i sit Excel-ark, så er det sgu surt at være den mand på gulvet, der var én for meget af i det her kvartal.

Da arbejdsmarkedets parter blev enige om, at man nemt skulle kunne hyre og fyre, fik os lønmodtagere lovning på at, vi til gengæld altid havde et sikkerhedsnet til at gribe os. Det var det, man dengang kaldte for flexicurity-modellen. Det skulle sikre et fleksibelt arbejdsmarked uden en social slagside. I dag er det sikkerhedsnet blevet gennemhullet af besparelser, mens jobsikkerheden for os på gulvet kun er blevet mere usikker.

Vi skal have retfærdigheden og trygheden tilbage på det danske arbejdsmarked. Jeg er træt af at have en klump i halsen, hver eneste gang månedens salgstal bliver fremlagt. Jeg er vred over at skulle være bundet op på en alt for lav ydelse, som jeg for det meste af tiden ikke engang gør brug af.

Hvis arbejdsgivere fortsat skal have lov til at kaste med os til højre og venstre, imellem tidsbegrænsede ansættelser og vikariater, alt imens vores politikere forgylder en faldefærdig flexicurity-model, så skal den dagpengesats hæves gevaldigt, og den skal følge med inflationen fremover.


 

Mads Hasseriis deltager for tiden på uddannelsesforløbet “Faglig meningsdanner“, der udbydes af tænketanken Cevea. På hjemmesiden meningsdanner.dk/UdenFilter skriver deltagerne en række blogindlæg.