Skrevet af Astrid Søvndahl Hass og Tue Jacobsen Fotos: Noah Thilemann
Ytringsfrihedens tilbagetog
Vi møder Nina i det indre København, tæt på Nørreport. Lokationen er netop her, fordi Nina havde fået et hastemøde i kalenderen inden vores aftale, og derfor var det lettere at gøre det hele samme sted. Man får fornemmelsen af en kvinde, der strukturerer og optimerer sin hverdag, for at nå alt det hun brænder for. Og det er immervæk meget. Og at vælge ting fra, har ikke altid været Ninas stærkeste side:
“Da jeg var barn, og der skulle vælges valgfag, krydsede mine forældre valgfags-sedlen af, og jeg tog den med i skolen. Der sad jeg så og tænkte: Hvorfor må jeg ikke krydse det hele af? Jeg er nemlig vildt nysgerrig. Jura har den fordel, at den rører ved det hele.”
På trods af de mange interesser, har Nina Palesa Bonde indkredset sit engagement om noget, der for hende er helt grundlæggende for alt andet: ytringsfriheden.
”Der er næsten ikke noget i vores samfund, som ikke er afhængig af ytringsfriheden. Om det er en arbejdsplads, hvor du skal kunne ytre dig som medarbejder, eller om det er ude i samfundet, når der skal tales politik. DSU, hvor ville I være uden ytringsfriheden?”
Det er den samtale, jeg inviterer til, så vi ikke bare spiser af vores ytringsfrihed igen og igen og igen. Til sidst har vi ikke noget tilbage.
Nogle kan måske tænke, at ytringsfriheden har været som den er, siden den blev grundlovssikret i 1849. Men sandheden er, at ytringsfriheden altid er til debat, at den ikke eksisterer i et vakuum og at vores holdning til den påvirkes af ydre omstændigheder. I disse år f.eks. koranafbrændinger, religion og identitetsspørgsmål. Det har ført til indskrænkninger i ytringsfriheden, og det bekymrer Nina Palesa Bonde:
“Ytringsfriheden er, som den er i resten af verden, på tilbagetog. I Danmark er der blandt andet lige kommet en række domme om billigelse af terror. Jeg kan som borger og som medlem af civilsamfundet hundrede procent forstå, at ytre, at terror er godt, og at vi skal have mere af det, er en dårlig ide. Men det er de facto en begrænsning af ytringsfriheden. Så skal vi som samfund diskutere, om det er en begrænsning, vi accepterer. Det er den samtale, jeg inviterer til, så vi ikke bare spiser af vores ytringsfrihed igen og igen og igen. Til sidst har vi ikke noget tilbage.”
For Nina handler denne samtale om kernen i vores demokrati. For som hun selv påpeger, så er demokratiet mere og andet end at stemme til valg, eller at stemme i folketingssalen: ”Men hvis debatten forinden ikke har været fri, så er det jo ikke et frit demokrati. Der er tusind ting at kæmpe for, men jeg synes, at ytringsfriheden er et godt sted at starte.”
I Hizbollah og Al-Qeadas tjeneste?
Ytringsfrihed kan virke som et abstrakt begreb, men det blev pludselig meget konkret med den for nyligt omdiskuterede koranlov. I den forbindelse kaldte Nina Palesa Bonde loven for et “øksehug i ytringsfriheden”.
“Det var egentlig et svar på regeringens retorik, da de beskrev koranloven som et kirurgisk præcist nålestiksindgreb. Jeg forstår godt det politiske greb; de prøvede at få koranlovens indgreb til at se så små ud som muligt. Der måtte jeg så åbne samtalen og debatten og sige, at det altså var meget større end bare et kirurgisk præcist nålestiksindgreb. Derfor kaldte jeg det et “øksehug.” Koranloven stopper også feministiske kvindelige kunstnere som Augusta Atlas. Hun ødelægger bibler som en protest imod den kristne ortodokse kirke. Firoozeh Bazrafkan ødelægger koraner som en aktivisme mod det iranske regime. Det handlede ikke kun om Paludan; det handlede om så meget mere. Jeg ville gøre opmærksom på, at regeringen siger A, men det er B, der sker.”
En af de primære politiske argumenter for at forbyde koranafbrændinger var Danmarks sikkerhed. Hvad det angår, så tror Nina Palesa Bonde ikke, at Danmark bliver mere sikkert, bare ved at forbyde koranafbrændinger.
“Når man ser på ”ytringsfrihedsindekset” (opgøres årligt af organisationen ”Article19”, red.), så går det tilbage i verden. Det tænker jeg ikke Danmark behøver at bidrage til. Jeg køber ikke præmissen om, at Danmark bliver mere sikkert af koranloven. Man har netop vist Hizbollah og Al-Qaeda, at hvis man truer Danmark, så får man sin vilje.”
Uenigheden, der gerne må være der
Hvis man skulle få den tanke, at Nina nemt kan have de holdninger, fordi hun ikke har oplevet en koranafbrænding, kan man godt tro om igen. Under en mindehøjtidelig for den franske lærer, Samuel Paty, der var dræbt af en islamistisk ekstremist, blev der demonstreret og brændt en koran få meter derfra.
”Det var ret voldsomt at se “Fuck Islam” banneret, samtidig med at vi stod og mindedes en dræbt fransk skolelærer. Men da en betjent kom hen og spurgte: “Skal vi flytte koran-afbrændingen? Skal vi rykke den rundt om hjørnet?” svarede jeg betjenten, at hun skulle lade dem stå. En ting er de følelser, vi får. Dem respekterer og anerkender jeg. Noget andet er, hvordan vi reagerer på de følelser. Vi kan reagere ved at sige dem imod, fortælle dem, at det er en rigtig dårlig idé at komme med en koran-afbrænding midt i en mindehøjtidelighed – men jeg synes ikke, de skal i fængsel for det.”
Pludselig er det ikke regimet fra dit hjemland, du risikerer at få problemer med, men de danske myndigheder. Så er det dig, der bliver fængslet. Det er et paradoks!
At Danmark vil straffe dem, der kritiserer religion ved at brænde koraner, mener Nina Palesa Bonde er et svigt af dem, der f.eks. er flygtet hertil fra forfølgelse af deres seksualitet og politiske holdninger:
”I dit hjemland er det umuligt at ytre sig imod regimet uden at risikere liv og lemmer. Men her i Danmark står du nu, og du kan frit tænke, at det er forkert at slå homoseksuelle ihjel eller at stene kvinder for deres handlinger. Men hvad nu, hvis du går et skridt videre og tager en bibel eller en koran i hånden? Forestil dig, at du river en side ud af denne bog – en bog, som i visse tilfælde bliver brugt som retfærdiggørelse for vold mod minoriteter. Pludselig er det ikke regimet fra dit hjemland, du risikerer at få problemer med, men de danske myndigheder. Så er det dig, der bliver fængslet. Det er et paradoks!”
Vores verden er på mange måder præget af kampen mellem frihed og ufrihed. Mange vestlige demokratier er præget af splittelse og en oplevelse af utryghed og økonomisk ustabilitet, mens flere diktatoriske stater som Saudi-Arabien, Dubai og Kina levere økonomisk fremgang og en form for stabilitet.
Hvis et land leverer tryghed og gode økonomiske rammer, tror du så folk er parat til at ofre nogle rettigheder, som vi ellers anså som en central del af værdierne i vores verden?
Den præmis køber Nina dog ikke.
“Du har kun den tryghed og frihed, indtil det sekund, du har behov for at sige det despotiske regime imod. Så bliver du fængslet og potentielt tortureret. Et godt eksempel er det iranske regime. Hvis du skulle være så uheldig at komme til at vise lidt af dine kvindelige hår, kan du i værste fald blive dræbt for det. Er du landet det sted i livet, at du er homoseksuel, kan du blive dræbt for det. Det falske billede af tryghed, de lande giver, har en pris.”
Det interne religiøse pres
Under koranafbrændingerne var Danmark under stort pres fra udlandet. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen måtte mødes med repræsentanter fra de mellemøstlige lande, for at håndtere situationen. Men ifølge Nina Palesa Bonde kom der også pres herhjemmefra.
Det, jeg undrer mig over, er, at det ikke i 2024 er legitimt at sige trossamfundene imod.
“Presset herhjemmefra er massivt stigende. Jeg ser trossamfundenes organisationer som lobbyvirksomheder. De har naturligvis også en interesse i at udbrede sig til flest muligt. Med koranloven mødtes flere af trossamfundene med politikere og der blev skrevet kronikker og høringsvar. Det synes jeg sådan set er legitimt nok. Det gør landbrugsorganisationer, fagforeninger og børneorganisationer også. Det, jeg undrer mig over, er, at det ikke i 2024 er legitimt at sige trossamfundene imod. Det undrer mig, at det her er det eneste område, hvor vi ikke må sige, at en specifik idé, som er religiøst funderet, er en dårlig idé. At vi ikke kan have den samtale uden, at der bliver sat et prædikat på, at det er kritikerne, der er problemet.”
Nina Palesa Bonde peger på, hvordan religiøse institutioner ofte får en særbehandling, når det kommer til spørgsmål om ligestilling og rettigheder.
“Hvordan kan det være, at der i langt de fleste af de største trossamfund, som vi har godkendt og understøtter med statslige midler, ikke er nogen kvindelige forkyndere?
Hvis vi snakkede om en hvilken som helst anden organisation, ville vi turde tage en diskussion om, at det er et problem, at der kun sidder mandlige direktører.”
Når Nina Palesa Bonde kritiserer, er der ingen, der går fri. “Det er jo ikke ligefrem, fordi der bare er én verdensreligion, hvor der bare er fuldstændig styr på ligestilling og homoseksuelles rettigheder. Det er ikke ligefrem, fordi den katolske kirke eller det mosaiske trossamfund løber forrest i sprinten for at vie homoseksuelle. De må lave alt den direkte forskelsbehandling, de overhovedet vil – bare for egne penge. Jeg stiller egentlig bare kritiske spørgsmål til, hvad staten finansierer.”
Nina og den skikkelige uenighed
Til sidst kigger Nina Palesa Bonde på sit ur og bemærker, at der lige er tid til et sidste spørgsmål:
“Hvad snakker vi ikke nok om?”
Nina bryder ud i jubel over spørgsmålet. “Det er helt som juleaften,” udbryder hun med et smil. Hun holder en pause og siger, “Jeg tror, det er bedst, vi tager billederne først – jeg skal lige tænke lidt.” Så det gør vi. Da billederne er taget, er Nina Palesa Bonde klar igen.
“Vi skal tale noget mere om det, Grundtvig kaldte den “skikkelige uenighed”. Hvordan vi sikrer, at vi får talt med vores meningsmodpart, uden at vi angriber hinanden, uden vi bekriger hinanden, uden øgenavne, uden at dehumanisere hinanden. Men hvor vi nænsomt får hældt fremkaldervæske på negativerne, så uenighederne kommer frem, så vi kigger på dem. Lige nu er debatten gået galt; det gælder fra Christiansborg til gadeniveau. Det er middage, det er frokoststuer, det er skolegangen – debatten er ved at gå galt. Hvis det glipper, så er ytringsfriheden på en eller anden måde også ligegyldig. For så står vi bare og råber ad hinanden. Lige så vel som ordet skal være frit, så skal vi også passe på hinanden.”
Og med de ord, vifter Nina en hånd i vejret, siger tak for denne gang og forsvinder i menneskemængden på Nørreport station.
Læs den seneste udgave af VISION nedenunder, eller se den på Issu her.