Aalborg, apartheid og Liste A 

Vi sidder og tripper lidt i forkontoret til statsministeriet. Lige siden vi fik aftalen i kalenderen, har vi delvist glædet os og delvist tænkt, at den ville blive aflyst og afløst af en international krise, der skulle håndteres. Men nu sidder vi her, og det lader til, at VISION får lov at få en plads i, hvad der må være en af landets mest pressede kalendere – nemlig hos statsminister og socialdemokrat Mette Frederiksen. 

Mette Frederiksen blev født ind i en hverdag, hvor Socialdemokratiet var en selvskrevet sandhed. “Jeg er opdraget til at være socialdemokrat,” fortæller hun med et smil, der dog ikke efterlader nogen tvivl om alvoren midt i statsministeriets formelle rammer. 

Vejen til DSU og politik begyndte med et blik ud mod verden. Som 12-årig blev hun optaget af kampen mod apartheid i Sydafrika, da hun så en udstilling på biblioteket i Aalborg. Senere kæmpede hun for regnskoven og truede dyrearter. Men da hun var 14, meldte hun sig ind i DSU – for nu skulle idealismen bruges i et politisk fællesskab. 

Hvis den unge Mette Frederiksen skulle have overvejet tanken om at melde sig ind i SF, forsvandt den meget hurtigt igen. “Der hang en plakat med et æble i SF’s kælderlokaler i Aalborg. Og selvom jeg gik op i biodiversitet, tænkte jeg: Hvis æbler er vigtigere end mennesker, er det nok ikke stedet for mig.”

Det, der begyndte i Aalborg, har udviklet sig til et helt liv i politik. Men motivationen har altid været den samme: kampen mod ulighed og uretfærdighed. Og hvis det ikke havde været som politiker, kunne det have været som lærer eller frivillig i foreningslivet. “Jeg skal ikke være politiker resten af mit liv. Men jeg kommer aldrig til at lave noget, der ikke handler om mennesker.”

Selv i landets højeste politiske embede er det, der driver Mette Frederiksen stadig en grundlæggende fornemmelse, der har fulgt hende fra de tidligste år i DSU og frem til i dag: En intolerance over for uretfærdighed. “Det er klart, at det er en anden måde at arbejde med socialdemokratisk politik på som statsminister, end da jeg var på påskekursus i DSU. Men det er den samme følelse, der tænder noget i mig.” 

Hun taler roligt, men med vægt bag ordene. “Det, at du kan blive født ind i en familie, ind i et kvarter, ind i en tid – og at det i sig selv kan bestemme, hvor godt et liv du får. Den grundlæggende retfærdighedsfølelse – den er helt intakt.”

Når verdensordenen vakler

Nyhederne er for tiden ikke just præget af solskinshistorier om fred og fordragelighed. Der er krig og kriser i øst og vest. Det er den verden, Danmark skal finde sin plads i – og spørgsmålet er, om der stadig er plads til den idealisme i udenrigspolitikken, som Danmark før har arbejdet for. 

“Du skal altid have idealismen med dig,” siger Mette Frederiksen. “Men du skal også være realist og pragmatiker. Især som socialdemokrat. Det ene udelukker ikke det andet.”

Hun fremhæver det, som har kendetegnet dansk udenrigspolitik i årtier: Fokus på det enkelte menneske. Kampen mod kvindelig omskæring. For pigers ret til skolegang. For menneskerettigheder. Og lige nu er vi i en tid, hvor disse rettigheder mange steder i verden rulles tilbage. Og når vi ikke kan kontrollere andre lande, så kan vi selv vise vejen:

“Vi er faktisk et af de få lande, der går den modsatte vej,” siger hun. “Nogle ser på os som et eksempel på, at ting stadig kan bevæge sig fremad.” Mette Frederiksen hentyder bl.a. til abortrettigheder, der to dage efter interviewet bliver udvidet herhjemme. 

Den orden, vi har kendt siden 2. verdenskrig, er under pres – både indefra og udefra. FN, NATO og EU har været grundpillerne i en orden bygget på ret frem for magt. På demokrati og aftaler frem for dominans. Det er den orden, Mette Frederiksen nu ser vakle.

“Den verdensorden bliver rystet lige nu – og desværre både fra øst og fra vest.”

For det er ikke kun Rusland, Iran og Kina, der presser på. Også USA, Danmarks vigtigste allierede siden 1940’erne, siger nu, at de måske ikke længere vil stå skulder ved skulder med os. Det skaber uro – men ikke tvivl hos Mette Frederiksen.

“Uagtet at amerikanerne skulle vælge en anden retning, skal vi stå fast på vores. Vi må ikke selv opgive det transatlantiske bånd, som har givet os sikkerhed og stabilitet i generationer.”

Hun ser det som en dobbelt strategi: at holde fast i relationen til USA, men samtidig styrke Europa. Ikke i opposition – men i robusthed.

“Vi skal vokse os så stærke i Europa, at vi kan stå selv. Og vi skal samtidig styrke vores bånd til andre dele af verden – til det afrikanske kontinent, Sydamerika, Indien. Mange af dem deler faktisk vores værdier.”

Jeg tror på, at det gode vinder. Det har det altid gjort

For Mette Frederiksen er det også en anledning til at se tilbage og lære. En af de største fejl Vesten har begået, mener hun, var den naive optimisme efter Murens fald.

“Vi troede, at nu var historien slut. At alle ville blive som os. Men det var en fejl – og det betød, at vi undervurderede Rusland.”

Hun beskriver, hvordan vi – som demokratiske samfund – har svært ved at forstå logikken i autokratiets verden. 

“Rusland vil ikke have fred. Rusland vil gerne have krig – og det har vi simpelthen så svært ved at forstå som danskere og som europæere.”

Man må aldrig tage demokratiet for givet, lyder budskabet.

“At være demokratisk tænkende menneske er ikke noget, man bare bliver. Det kræver tusindvis af situationer i ens liv. Fra børneopdragelse i skolen, til hele vores samfunds måde at fungere på. Den rejse har mange andre lande ikke været på.”

Det er også derfor, hun er bekymret for fremtiden. For de næste 20 år. For selvom verden har taget kolossale skridt – flere piger i skole, fald i teenagegraviditeter, færre fødsler med dødelig udgang, milliarder løftet ud af fattigdom – så er toget ved at løbe tør for damp.

“De seneste år har været anderledes. Det går den forkerte vej. Med et tættere samarbejde mellem Nordkorea, Iran og Rusland, bakket op af Kina, er jeg ikke særlig optimistisk på den korte bane.”

Men uden håb er hun ikke – og det er centralt i Mette Frederiksens fortælling.

“Jeg tror på, at det gode vinder. Det har det altid gjort. Alt det mørke, alt det tragiske, er før eller siden blevet overvundet,” siger Mette Frederiksen med ordene, som kunne være hentet direkte ud af den ikoniske amerikanske serie The West Wing.

“Der kommer et tidspunkt, hvor mennesker ikke vil undertrykkes længere. Hvor de ikke vil leve i krig. Det sker ikke af sig selv, men det kommer.”

Oprustning – hvem betaler gildet?

Danmark står over for en markant oprustning. Krigen i Ukraine, usikkerheden om NATO’s fremtid og sammenbruddet af den internationale orden har gjort det klart: freden er ikke gratis – og prisen stiger. 

“Først og fremmest skal vi beslutte, om vi overhovedet vil betale den regning,” slår Mette Frederiksen frast. “I Europa har vi i mange år sejlet under et bekvemmelighedsflag. Vi har ladet amerikanerne betale for sikkerheden, mens vi selv har nydt godt af den fredsdividende, det har givet. Men den tid er forbi.”

Danmark er allerede på vej mod at bruge mere end 3 procent af BNP på forsvaret – og det er kun begyndelsen. De påtrængende spørgsmål er jo, hvordan det skal finansieres. I SVM-regeringens tid har man lavet flere skattelettelser, der kommer de rigeste og deres arvinger til gavn. En gruppe mennesker, der i forvejen har flere muligheder end middel- og underklassen har. Det er dem, hvis børn bliver hjulpet ind på boligmarkedet. Det er dem, der udleder mest CO2. Og det er dem, der kan pensionere sig selv, når lysten ikke længere er til at arbejde. 

Derfor spørger vi Mette Frederiksen om, hvordan vi opruster på en social retfærdig måde, og undgår at lønmodtagerne sidder tilbage med følelsen af at ofre mere end overklassen, og at vi risikerer at miste opbakning til projektet. Mette Frederiksen er ikke helt enig i billedet, og peger blandt andet på den top-topskat, som regeringen har indført, og minder om, at det danske skattesystem stadig er progressivt. “Det er ikke sådan, at man ikke betaler skat, bare fordi man er velhavende. Og det billede, hvor de rige går fri, er ikke helt retvisende.”

“Selvfølgelig skal det være retfærdigt,” siger hun. “Men jeg bliver også nødt til at sige: Man kan ikke sige nej til det hele. Nej til skattestigninger, nej til velfærdsreformer, nej til at afskaffe store bededag. Der skal jo penge i kassen.”

Hun tror på, at der findes en vej igennem det. En vej, hvor man bevarer velfærdssamfundet og samtidig tager ansvar for sikkerheden.

“Det kræver, at vi hver især stiller os det spørgsmål: Hvad kan jeg bidrage med? Og jeg oplever faktisk, at mange allerede har den tilgang.”

Hun peger på, at danskerne allerede betaler skat, går på arbejde – og i stigende grad også melder sig til hjemmeværnet og engagerer sig i frivilligt arbejde. For første gang i 20 år er der kommet flere frivillige i foreningerne.

“Det er udtryk for det samme,” siger hun. “At der er nogen, der sidder derhjemme og tænker: Jeg kan faktisk godt gøre en forskel.”

Håbet som fælles projekt

Der er et bånd mellem verdens tilstand, og den hjemlige politiske scene. I en tid hvor kriserne står i kø, og verdensordenen vakler, er det nærliggende at spørge: Hvad er håbet i den socialdemokratiske fortælling, for en helt normal dansker? Liberal Alliance har f.eks. lanceret kampagnen “Du har altid et valg” med budskaber om optimisme og muligheder, men Mette Frederiksen er skeptisk over for det simple slogan.

“Jeg har mødt mennesker på min vej, hvor jeg ikke lige har tænkt, at de havde super fede valgmuligheder i deres liv,” siger hun. “Så jeg abonnerer ikke nødvendigvis på den grundmelodi.”

Mette Frederiksen ser ikke, at danskerne har mistet håbet. Tværtimod. Hun mener, at det danske folk har en dyb realitetssans – og det er ikke det samme som pessimisme.

“Danskerne er kloge. De ser nyhederne, følger med, og de kan godt mærke, at fundamentet ryster lige nu. De tager det alvorligt. Det skal de også.”

Hun henviser til sin nytårstale, som fik kritik for at være for alvorlig – men står fast på, at alvoren er nødvendig. Og det er netop i erkendelsen af alvoren, at håbet opstår.

“For mig består håbet i, at vi har gjort det før. Danmark har været i svære situationer og er kommet stærkere ud af det. Og det har vi blandt andet, fordi vi ikke har ladet uligheden stige, og fordi vi har sørget for, at folk har haft et arbejde at stå op til.”

Hun peger på corona-krisen som et konkret eksempel. Dengang blev regeringen kritiseret for at gøre for meget – for at holde hånden under arbejdsmarkedet og virksomhederne i stedet for at lade markedet regulere sig selv.

“Mange sagde, at virksomhederne måtte gå konkurs, og folk måtte fyres. Vi valgte at gøre det modsatte. Vi lavede trepartsaftaler og holdt hånden under økonomien. Resultatet? Danmark var et af de første lande, der kunne åbne igen – og vores økonomi stod faktisk stærkere bagefter.”

Det er det, hun ser som socialdemokratiets håb. Et håb der skabes gennem handling, solidaritet og samfundssind.

“Håb for mig handler om sammenhængskraft. Om et stærkt velfærdssamfund. Og om vækst – i den forstand, at vi skaber arbejdspladser og muligheder, også midt i kriser. Selv nu, hvor situationen er kritisk, spørger vi os selv: Hvordan kan vi skabe job? Hvordan bringer vi Danmark fremad?”

Kommunalvalg for døren: stem nu de dørklokker!

Selvom hun er statsminister og formand for Socialdemokratet, kan Mette Frederiksen ikke bære det håb alene frem. Det skal ske gennem samtaler i fredagsbaren, over madlavningen, i kantinen på din skole og alle de andre steder, hvor folk færdes til dagligt. Vi er alle ambassadører for det håb. Men de mere end 100 DSU’ere, der stiller op til kommunalvalget i november, har virkelig taget faklen i egen hånd. Mange af dem har allerede været på kursus, trænet debat og banket på de første døre. Men hvordan holder man gejsten? Hvordan bliver man valgt – når man måske er 18 år og ukendt i lokalpolitik? 

“Det sidste giver lidt sig selv,” siger Mette Frederiksen og smiler. “Vi vil jo gerne vinde det valg. Så det handler bare om at komme ud over stepperne.”

Man skal ikke vælges for sin egen skyld. Man skal vælges for andres

Hun taler af erfaring. Som 23-årig stillede hun selv op til Folketinget for første gang – og det, der gjorde forskellen, var helt enkelt:

“Stemme dørklokker. Det er det allerbedste, man kan gøre som ung kandidat.”

For Mette Frederiksen er det personlige møde stadig det stærkeste redskab i politik. 

“Du har måske et lokalt netværk – familie, venner, folk fra skolen – men ellers er der mange, der ikke aner, hvem du er. Så det handler om at bruge det, du har, og så gå ud og møde folk, der hvor de er.”

Men det handler ikke kun om at blive set. Det handler også om at lytte.

“Det, der gør det til det bedste kampagnetrick, er, at man samtidig får en fornemmelse af, hvad folk egentlig er optaget af. Det er den direkte kontakt, der gør forskellen.”

Og hun kommer med en klar påmindelse, der på fin vis opsummerer samtalen. Fra den store verden, til den mindste kommune:

“Man skal ikke vælges for sin egen skyld. Man skal vælges for andres. Man skal bruge sit mandat til at gøre en forskel for nogen.”