Interview af August Solkær og Anne Sophie Hækkerup
Med en vis nervøsitet i maven står jeg foran porten til Jesper Buchs, Just-eat millionæren fra Vamdrup, mildest talt imponerende palæ på Dalgas Boulevard. Jesper Buch, der herhjemme er mest kendt for sin medvirken i DR’s program Løvens Hule, hvor håbefulde iværksættere forsøger at få en af de fem investorer til at skyde penge i deres projekt. Her er Jesper Buch kendt for at være meget klar i spyttet i sin kritik af de iværksættere, han ikke mener gør et godt nok stykke arbejde eller er villige til at ofre nok i processen. Med den karismatiske provokatørs tirader i baghovedet ser jeg igen mod palæet, hvor de sortglaserede teglsten stråler om kap med solen denne sensommerdag. DSU’eren sætter iværksætteren og meningsmennesket Jesper Buch i stævne.
“Ja jeg støtter meget op om monarkiet” er en af de første ting han siger til mig , da vi er kommet indenfor. Jeg følger lidt undrende hans pegende finger, og ser straks de royale portrætter, der hænger langs væggen ved det massive træbord i spisestuen. “Gør I også det hos jer?”. Da jeg har fortalt ham lidt om DSU, og hvem vi er, kigger han lidt på mig med sine intense brune øjne, inden han med sit vanlige energiske toneleje og et skævt smil siger, “Ja altså, jeg er blå. Men det ved du jo godt!”. Så er vi ligesom i gang.
BONDERØVEN FRA VAMDRUP
Jesper Buch er vokset op i den lille landsby Vamdrup sydvest for Kolding, og han er med egne ord “… bare en bonderøv fra Vamdrup.”. I mellemtiden har Jesper Buch grundlagt, og er blevet rig på, verdens største madbestillingsportal; Just-eat. Men allerede fra barnsben var Jesper optaget af at gøre en god forretning, “Jeg har fra starten elsket at handle, hvilket var anderledes for en knægt i en lille by på 3500 mennesker. Når de andre gik med aviser, solgte jeg computerspil eller knallertdele. Det handlede ikke om penge, jeg kunne simpelthen bare ikke lade være.”. Med interessen for at handle blev handelsskolen det naturlige valg efter friskoletiden, og her mødte Jesper nogle af de mennesker, der senere kom til at definere hans vej i livet. De gav ham en drøm.
Mere konkret var der tale om Crazy Daisy founderen Carsten Mikkelsen, der inspirerede den unge Buch med sin iværksætterånd, og en officér der holdt oplæg på handelsskolen om mulighederne indenfor forsvaret. Og forsvaret blev da også destinationen efter handelsskolen, hvor Jesper lærte om disciplin, struktur og god arbejdsmoral.
VI MÅ RETTE RYGGEN I MODGANGSTIDER
“Ligesom en ung fyr som dig – hvor gammel er du?” 18 år svarer jeg, lettere overrasket over, at det nu er mig, der skal svare på spørgsmål. “En ung fyr som dig på 18 år har også godt af at komme seks måneder i forsvaret. Det er ikke et spørgsmål om krig eller at slå mennesker ihjel, men et spørgsmål om disciplin og sammenhold. Om at kunne folde sine underhakker pænt på hylden.”
Man snakker tit om, at vi i vores socialdemokratiske samfund pakk…
“Det synes jeg vi gør!”
Ved du hvad jeg vil spørge dig om?
“Ja”
Du synes, vi pakker de unge for meget ind i vat?
“Ja, helt afgjort. Og det kan jeg fortælle dig, fordi jeg har boet ti år i Andalusien, i de år hvor finanskrisen ramte allerhårdest. Ungdomsarbejdsløsheden var helt oppe i retning af de 50 procent, men der var sgu ingen, der peb. Folk var pressede – de var rigtigt pressede. Ingen forhøjet kriminalitet, ikke noget ballade. Hvad gjorde de? De flyttede sgu bare sammen hele familien igen. De tog sig af hinanden.”
DANMARK LULLET I VELFÆRDSSØVN
Hvad ser du så som udfordringerne ved det danske velfærdssystem?
“Jeg troede, at grunden til, at jeg betaler mere i skat herhjemme, end jeg gjorde i Spanien, er, at vi har et rigtig godt sundhedsvæsen, en god folkeskole osv. Men altså, hvis man går helt i dybden med det, så fungerer det bare ikke godt nok. Jeg er gået til en privatlæge de sidste par år herhjemme – nu er jeg også lidt en hypokonder – og det har jeg fordi, når jeg ringer ned til mit offentlige lægehus, så går der 30 dage, før de har tid til at se på mig. Jeg sidder ikke her og siger, at fordi jeg betaler mange penge i skat, skal jeg foran i køen. MEN – det dræber mit håb for velfærdssamfundet, at jeg betaler 2,5-3 millioner kroner om året i personskat og ikke kan gå til en læge, når jeg har brug for det. Jeg føler mig fandeme dum, når jeg betaler flere tusinde kroner for et health check. Jeg bor jo for fanden i Danmark…
De burde sgu stå med orkester og hele pivtøjet, når jeg betalte skat, og spørge “Hvad har du brug for, at vi gør for dig, for at du opretholder din kadence og dit bidrag til Danmark?”. Jamen så vil jeg faktisk gerne kunne gå til en læge en gang om måneden og have et par løbesko, så skal jeg sateme nok give den gas. Nu er det selvfølgelig sat lidt på spidsen.”
”I DAG VIL JEG GØRE DANMARK EN LILLE SMULE BEDRE”
Jesper Buch mener dog stadig at vi skal værne om velfærden, der for ham gør Danmark til et unikt land – på den gode måde;
“Jeg elsker Danmark. Jeg elsker velfærd. Vi skal blive ved med velfærd. Vi skal hjælpe de svage. Vi skal hjælpe dem der ikke kan arbejde. Vi skal hjælpe de ældre. 110%. Det vil jeg glædeligt give penge til. Men jeg gider ikke at give penge til folk som kan arbejde, men ikke gør det.”
Jesper Buch er generelt ikke imponeret over den danske arbejdsmoral. Han nævner eksempelvis, at der i lufthavnen stort set kun snakkes svensk. Danskerne gider ikke tage de jobs, og det mener han er et tegn på, at danskerne er blevet for forvente. Der er brug for, at vi begynder at tænke på en ny måde.
“Når jeg ser unge raske mænd stå på gaden ved højlys dag med en håndbajer – så bliver jeg sgu trist. Jeg har lyst til at stoppe op og spørge dem “Prøv at hør drenge. Hvorfor fanden står I her? Er det fordi I ikke kan finde et arbejde? For så skal jeg sgu nok hjælpe jer!”.
“Jeg tror vi skal have gang i en bevægelse, hvor folk bliver motiverede og forstår, at de skal kæmpe for at gøre en forskel. For at gøre Danmark bedre. Når jeg står op om morgenen, så siger jeg til mig selv: “I dag vil jeg gøre Danmark en lille smule bedre”. Og det siger jeg igen i morgen og i overmorgen. Hvorfor? På grund af mine børn. Det må da være den største motivationsfaktor af dem alle – at give noget bedre videre til vores børn og børnebørn.”
FORRETNING OVER FAMILIE?
Jesper Buch fortæller, at han har prioriteret sin forretning over alt andet, men efter mange år på fuldt drøn, er der andre prioriteter, der er rykket op; nemlig hans børn.
Som travl iværksætter kan det være svært at have tid til børnene, men det har familien fundet en smart løsning på, så de ikke skal gå på kompromis med nærheden.
Jesper Buch taler meget varmt om ordningen, som han håber at kunne fortælle mere om i næste sæson af Løvens Hule, så andre iværksættere kan hente inspiration fra den.
“Vi har simpelthen besluttet i familien her, at vi lever med børnene som om vi var skilt. Så vi har en 7-7 ordning. Det betyder, at i den her uge, der er børnene mit ansvar. Det er pisse godt. Det er faktisk en rigtig god måde at gøre det på. Hver anden uge, så er det slut i kalenderen kl. 15:00. Det sørger for, at jeg får en nærhed til mine børn. Det er skide godt.”
IDENTITET UDEN OM MILLIONERNE
Familien er flyttet tilbage til Danmark efter 10 år i udlandet, delvist for at Jesper Buch kan komme tættere på de arrangementer og initiativer, han bliver inviteret til, men primært for, at han kan give sine børn en dansk identitet.
“Jeg kom tilbage til Danmark for at give mine børn en identitet. Jeg vil gerne have, at mine børn er danskere.”
Selvom Jesper Buch er velstillet, så er det vigtigt for ham, at hans børn får mulighed for at skabe deres egen identitet uden om familiens millioner. Børnene går i folkeskole, og derudover har han indrettet sit testamente, så børnene ikke arver med det samme i tilfælde af, at de skulle miste deres forældre.
“Jeg vil ikke ødelægge deres mulighed for selvstændighed og identitet, og det ville jeg gøre, eller det ville jeg føle, jeg gjorde, hvis jeg sagde “her har du 50 eller 100 eller 200 millioner”. Jeg ville ødelægge deres mulighed for at leve et relativt normalt liv i den periode, som er rigtig vigtig, hvor man virkelig udvikler sig og får en identitet, så derfor har jeg valgt, at det først er, når de bliver 30 at de kan arve.”
Er det også et aktivt valg at dine børn går i folkeskole?
“Ja. Det er det. Jeg synes det er vigtigt at man bevæger sig i alle samfundslag. Jeg tror at det er usundt at komme på en eliteskole. Da jeg flyttede her til Frederiksberg gik jeg op på kommunen og spurgte dem hvad jeg skulle gøre af mine børn. Jeg sagde at jeg egentligt gerne ville have dem på Lindevangsskolen, fordi det lå 500 meter fra mit hjem. Det svarede de, at det skulle jeg da bare gøre. Fantastisk skole. Dygtig proaktiv rektor. Men hvorfor skulle jeg ikke? Hvorfor skulle mine børn ikke gå i folkeskole?
Det eneste problem er at min søn oplever at der er nogen der er meget interesserede i at få en legeaftale med ham, fordi de har hørt noget om mig eller huset. Det synes jeg er synd. Han skal ikke lide under hvem jeg er. Og hvem er jeg? Det skal man altså også huske på: Jeg er bare en bonderøv fra Vamdrup. For 15-20 år siden havde jeg ingenting, udover en drøm. Så hvis jeg kan – så kan alle kraftædeme. Det er bare et spørgsmål om hårdt arbejde.
Jeg er ikke medlem af Mensa. Men jeg har en tro, og jeg knokler.”