Vacciner

Vacciner

For DSU kommer folkesundheden i første række. Vi skal ikke finde os i, at nogle forældre tager
deres børn som gidsler i en håbløs kamp mod vacciner.

I Danmark var en lang række sygdomme – eksempelvis mæslinger – blevet helt udryddet som følge
af vores effektive vaccinationsprogram. Men nu er flere af disse sygdomme på vej tilbage. For
første gang i to år registrerede Statens Serum Institut i februar 2019 et udbrud af mæslinger.

Det er en socialdemokratisk kerneværdi, at vi som samfund altid beskytter de svageste. Det gælder
også de børn, der er for syge eller svage til at modtage vaccinen. Hvis vaccinationsgraden falder,
risikerer de at blive syge, og i værste fald kan det koste menneskeliv.

DSU er klar til at gøre vaccinerne fra børnevaccinationsprogrammet lovpligtige. Desuden skal børn,
der ikke er blevet vaccineret, selvom de er i stand til at modtage vaccinen, formenes adgang til
offentlige institutioner.

DSU vil desuden sætte flere penge af til informations- og oplysningskampagner om fordelene ved
at lade sig eller sine børn vaccinere.