Frederik Vad, forbundsformand

I DECEMBER BLEV et overvældende flertal af Christiansborg-politikerne enige om en klimalov, der forpligter regeringen til at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent i år 2030.

Senere på året kommer regeringen og støttepartierne muligvis til at gennemføre en velfærdslov, som forpligter regeringen til at finansiere velfærdssamfundets demografiske udvikling.

Næste skridt bør være en ungelov, der forpligter regeringen til at sikre enten arbejde eller uddannelse til alle unge under 30 år – og det skridt bør tages meget snart.

Vores generation fylder uendeligt lidt i det samlede vælgerkorps, og sociale fremskridt for os bliver tit skrottet til fordel for skattesænkninger og velfærdsforbedringer for den ældre del af befolkningen

Coronakrisen har fået jorden til at ryste under en hel ungdomsgeneration. Tallene fra Beskæftigelsesministeriet taler sit tydelige sprog: Siden 9. marts er over 40.000 unge blevet fyret, og antallet af unge arbejdsløse har for længst overhalet antallet af arbejdsløse seniorer. Det er ikke urealistisk at sommeren byder på grumme overraskelser i form af manglende fritidsjob, ufaglærte job og studiejob. I takt med at lønkompensationsordningerne tilbagerulles, er fremtiden for titusindvis af unge også usikker.

VI VED FRA 1980’ERNE og finanskrisen at ungdomsarbejdsløshed sætter sig som langtidsledighed, og kan spores hos en ungdomsgeneration helt frem til pensionsalderen. Manglende erfaring og mindre selvtillid kan blive en kronisk plage for tusindvis af unge voksne gennem hele livet. Alt i alt er der kun gode argumenter for at undgå, at corona-generationen også bliver den tabte generation.

Derfor skal politikerne forpligtes på ungeloven. Den skal tvinge de forandringer igennem, som betyder, at vi kan lave det største løft af en generation i mange år. Ungeloven kan åbne døren for et historisk opkvalificeringsprogram af de over 100.000 unge ufaglærte, som lige nu ingen uddannelse har. Den kan bane vejen for økonomiske incitamenter til offentlige institutioner og private virksomheder, som skal gøre det mere attraktivt at ansætte nyuddannede. Den kan sikre mere fokus på at skabe fritidsjob, studiejob og midlertidige job til alle de unge, som lige om lidt får brug for penge til at flytte hjemmefra, spare op eller betale husleje.

I DSU HAR VI FREMLAGT det første samlede bud på en ungepolitik under coronakrisen. ”Ungeløftet” er vores svar på at sikre arbejde og uddannelse til unge, og her er ungeloven vores mest centrale forslag. Vores generation fylder uendeligt lidt i det samlede vælgerkorps, og sociale fremskridt for os bliver tit skrottet til fordel for skattesænkninger og velfærdsforbedringer for den ældre del af befolkningen.

Der skal regeringen og Folketingets partier bindes på hænder og fødder, og tvinges til at skabe sociale fremskridt for ungdomsgenerationen i Danmark.

Lad os sørge for, at coronakrisen ikke ødelægger fremtidsmulighederne for unge i Danmark. Lad os få gennemført en ungelov nu!

 

Debatindlæg bragt i A4 Arbejdsliv den 11. juni 2020.