Frederik Vad, forbundsformand

I disse uger og måneder slås højrefløjen om at være mest uansvarlige i den politiske kamp om genåbningen af Danmark. Både hos partierne og ungdomsorganisationerne. På trods af bedre vejr, udrulning af vacciner og en stærkere test- og smitteopsporingsstrategi raser coronakrisen dog stadigvæk. Mange forsøger alligevel at gøre sig kloge på, hvad der skal åbne hvornår og har alle mulige holdninger til, hvilke særinteresser der skal tilgodeses. Efterskoler, højskoler, liberale erhverv, kulturliv og meget mere ryger op og ned ad dagsordenen hele tiden. Argumenterne er svage, og populismen bliver tydeligere og tydeligere.

Derfor holder DSU sig langt væk fra at mene noget om genåbningen. For at sige det, som det er: Vi aner ikke en pind om, hvad der er ansvarligt at genåbne hvornår. Vi aner ikke en pind om, hvordan eksperternes gode råd skal håndteres politisk. Selvom vi er dybt bekymrede for unges voksende mistrivsel, ungdomsarbejdsløshed og meget andet, så gider vi ikke deltage i et fordummende kapløb om medietid og smarte overskrifter.

Kampen om genåbningen er ikke DSU’s kamp. Det er til gengæld kampen om genopretningen. Både den sociale og økonomiske. Her skal DSU være klar til kamp – både mod højrefløjen og mod regeringens lave ambitionsniveau.

Så snart Danmark er lukket op igen, skal der investeres i ungdommen. Alt for mange unge lider af ensomhed, stress, angst og depression under coronakrisen. Alt for mange unge er blevet fyret fra deres arbejde eller har svært ved at finde fodfæste i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet – og det gælder i særlig grad dem med mindst uddannelse. Her er der brug for en offensiv investeringsplan fra regeringens side.

I skoleåret 2021-2022 skal der være ekstraordinært meget voksenkontakt i uddannelsessystemet. Alle unge skal have mere adgang til fysisk og individuel uddannelsesvejledning, sygeplejersker og psykologer skal ud i klasselokalerne, og uddannelsesinstitutionerne skal have økonomi til at skabe bedre sociale rammer om eleverne. 

Der skal investeres i at komme ungdomsarbejdsløsheden til livs. Vi skal have en kompensationsordning for kommuner og virksomheder, der kan give incitament til at oprette fritidsjob og studiejob. Samtidig skal vi holde hånden under elev- og lærepladser og skabe flere jobåbninger til unge nyuddannede. Fleksible og lukrative uddannelsesåbninger skal sikre, at flere ufaglærte unge får lyst til at tage én af de uddannelser, som vi kommer til at mangle i fremtiden.

Alt det bliver en meget vigtig kamp for DSU. I den kamp har vi faktisk en afgørende rolle at spille – i modsætning til kampen om genåbningen. Såkaldte ungdomspartier bilder sig ind, at de er i stand til at vurdere, hvilket tempo samfundet skal åbne. Hvordan og hvorfor? Det får vi sjovt nok aldrig svaret på af Venstres Ungdom, Radikal Ungdom og de andre brølehoveder. For dem handler det om at score nogle billige point fra en masse unge, der forståeligt nok er ved at være desperate over isolation og spildte uddannelsesår.

Den sti må DSU ikke slå ind på. Så snart vi igen kan besøge uddannelser over hele landet, skal vores budskab være klart: Kampen om genopretningen er den vigtigste politiske kamp lige nu. Her er der brug for en klar ungdomspolitisk stemme!

 

Forbundsformandens klumme i medlemsmagasinet “DSU’eren”.
Nr. 1, årgang 100 marts 2021