Forbundsformand i DSU: Vi lader islamister kvæle ytringsfriheden og svigter vores europæiske kulturarv

Frederik Vad, forbundsformand

Jeg er rasende. Hvad sker der for, at vi pussenussedemokrater de facto accepterer, at mennesker slås ihjel på europæisk territorium, fordi de siger, skriver og tegner det, de vil? Hvorfor sidder vi i sofaen og kigger på, at vores kontinent lige nu tømmes for det jødiske folk, som vi lovede at beskytte efter holocaust-uhyrlighederne? Vi er alt for svage i vores reaktion mod det, der sker i Danmark og Europa i de her år. Det er så enormt trist at være vidne til.

I disse dage og uger hører vi om det ene angreb efter det andet i Frankrig. I smukke og frie byer som Avignon, Nice og Lyon skal mennesker nu dagligt frygte knivstikkeri og overfald. Masseanholdelser, masseangreb og massetrusler er hverdagen. Mellemøsten brænder franske flag af, fordi republikken ikke vil acceptere den kamp mod ytringsfriheden, som lå bag likvideringen af en almindelig skolelærer. Samtidig kan man læse i Politiken (30.10.), at en lektor på Københavns Professionshøjskole har fået hemmelig adresse, fordi vedkommende ville bruge Muhammed-tegningerne i sin undervisning. Og mens alt det her står på, så belastes de få tilbageværende jøder i Europa af endnu mere frygt for deres liv. Hverdagen bliver et fængsel.

Reaktionen er den sædvanlige: mere efterretningstjeneste, mere fordømmelse og flere love til at beskytte os mod det voksende antal radikaliserede og fundamentalistiske islamister. Så langt så godt. Men hvor godt står det til med den grundlæggende åndskamp? Mit svar er, at det står enormt ringe til.

Overleveringen af kampen for det frie ord fra mine forældres generation til min generation har været ikkeeksisterende. Den altoverskyggende lære af Muhammed-krisen fra 00’erne er enkel: Hold din kæft. Vi kryber i et musehul, hver eneste gang debatten om tegningerne blusser op, eller en forfatter som Kåre Bluitgen igen vil skrive en bog eller en kronik.

Der er intet i vores tid, som tyder på, at min og de kommende generationer bliver klædt på til at kæmpe kampen for ytringsfriheden. De fleste Instagram-helte og mainstreamkendisser med magtfuld appel til unge holder sig langt væk

Jeg forstår det egentlig godt. Her får vi privilegerede danskere og europæere nemlig en flig af den følelse, som frihedsundertrykkere i Kina, Saudi-Arabien og andre steder spiller på: Holder du af din familie? Holder du af dit arbejde? Kan du lide din bevægelsesfrihed? Så hold din kæft!

Samtidig er der intet i vores tid, som tyder på, at min og de kommende generationer bliver klædt på til at kæmpe kampen for ytringsfriheden. De fleste Instagram-helte og mainstreamkendisser med magtfuld appel til unge holder sig langt væk. Modige mennesker som forfatteren Sara Omar og Geeti Amiri er mere undtagelsen end reglen. De kender også konsekvenserne.

Samtidig er der ingen af nutidens sprog- og åndskampe som handler om at stå vagt om den grundlæggende ytringsfrihed. Tværtimod. Gennem det sidste år har bevægelser mod racisme, sexisme og sexistisk magtmisbrug fået vind i sejlerne. Meget har været uendelig godt, vigtigt og på tide. Men mens vi har nået nye erkendelser om sprogets magt og kæmpet for at reformere vores sprog i mødet med minoriteter og kønnene (særligt kvinder), så er kampen for det frie ord gledet fuldstændig ud af vores bevidsthed. Vi har vundet nyt land, men er ved at tabe det gamle. Grundlovens ord om ytringsfrihedens ukrænkelighed fra 1849 er skrevet, men lever ikke i os og med os.

Jeg mener, det var Suzanne Brøgger, der engang beskrev, hvordan religionen i 1960’erne røg fra det offentlige rum og ind i soveværelset, samtidig med at seksuallivet røg fra soveværelset og ud i det offentlige rum. Der blev vendt op og ned på tabuer. Noget blev sluppet løs, andet hegnet ind.

I dag er der ikke grænser for, hvor selvbevidste og artikulerede mange af os er blevet om vores egne følelser og individuelle livsførelse. Især i min generation. Vi bliver bedre og bedre til at sætte ord på, hvordan vi har det, hvad vi slås med, og hvad vi har brug for. Nu kan man tale om psykisk sårbarhed, grænseoverskridende adfærd og egne krav og forventninger til det liv, man vil leve. På de sociale medier udkommer flere og flere af disse historier. Den ultimative drøm i kendissegmentet er at blive en del af ’Mads & Monopolet’, der med en million radiolyttere leverer netop disse personlige historier til danskerne. Tænder vi for skærmene, knaldes og skændes der, så det brager, i ’Ex on the Beach’. Vores individuelle karakter, vores lyst, vores interesser, vores sårbarhed, vores dilemmaer er ude i det åbne.

Til gengæld er den kollektive kamp for grundlovens ord om ytringsfrihed og vores fundamentale forpligtelse til at tage stilling til den kastet ind i soveværelset. I det åbne tør færre og færre af os tale om det her – inklusive mig selv. Al snak om den ødelæggende censur og selvcensur, som foregår lige nu, når det f.eks. handler om profeten Muhammed i islam, leveres for det meste hviskende i en fortrolig sidemands øre. I den offentlige debat er det lige så tabuiseret som størrelsen på vores lønsedler.

Og i virkeligheden er der desværre en sammenhæng mellem aftabuiseringen af vores følelser og tabuiseringen af kampen for ytringsfrihed. For respekten for udtryk som: ’Jeg bliver såret af det’ eller ’Det gør mig ked af det, at min religion udskammes og dæmoniseres’, har vi fået mere og mere respekt for. Hver eneste gang jeg eller andre skriver noget om behovet for satire og forhånelse af religiøse, sociale og politiske autoriteter – også inden for islam – virker det så stærkt, når muslimske medborgere bringer deres egne følelser i spil. Så skal man lige pludselig krybe langs panelerne og skynde sig at skyde en remse ud om, at man selvfølgelig ikke er imod muslimer, og man skal helst også lige nå at tage afstand fra Nye Borgerliges politik. Det er simpelthen for ringe. Vi kan ikke kræve af hinanden at skulle undskylde på forhånd for at stå vagt om noget, som burde være en fuldstændig fundamental værdi i et liberalt oplysningssamfund.

Lad os i Europa og resten af den frie verden koordinere en fælles åndskamp for ytringsfriheden

Konsekvenserne bliver tydeligere, for hver dag der går: Mennesker slås ihjel. Mennesker går under jorden. Højagtede aviser herhjemme påfører sig selvcensur. Og værst af alt kan en hel befolkningsgruppe efterhånden ikke være i Europa. En nyligt offentliggjort rapport fra Institute for Jewish Policy Research i London viser, at antallet af jøder i Europa er faldet med 59 procent siden 1970. Meget skyldes migration til Israel fra primært Østeuropa, men det bliver også sværere og sværere at være jøde i lande som Frankrig og Belgien. Den jødiske immigration fra Frankrig til Israel har de sidste mange år været højere end nogensinde. Presset på ytringsfriheden får altså konsekvenser for den gruppe mennesker, vi lovede at beskytte på europæisk jord efter Anden Verdenskrig. Kan det blive mere tragisk?

Skridt for skridt er vi ved at få skabt et hyklerisk pussenussedemokrati. Der er plads til at krænge sin sjæl ud, men det skal helst være inden for de potteplante-pæne rammer. Der er plads til at sige, hvad man vil, men helst, hvis det lige har gennemgået den mainstreamredigering, som kendetegner vor tids Instagram-billeder. Der er plads til at sætte dogmer til kritisk og satirisk debat, så længe det ikke omhandler verdens næststørste religion: islam.

Vi bliver nødt til at vågne op nu. Lad os få en kulturpolitik, der ansporer til at stå vagt om ytringsfriheden og slår økonomisk og politisk ring om dem, der gør det. Lad os bruge uddannelsessystemet til offensivt og åbent at klæde unge på til at forstå og stå op. Lad os i Europa og resten af den frie verden koordinere en fælles åndskamp for ytringsfriheden. Og lad os nu tale om det her. Åbent og frit. Det kan kun gå for langsomt.

Debatindlæg i Politiken 2. november 2020