Det er kun få måneder siden, at Donald Trump tilbød at købe Grønland. Det noget aparte købstilbud åbnede for en tiltrængt debat om Rigsfællesskabet. Men hvor stærkt og vigtigt er Rigsfællesskabet i virkeligheden? Det har DSU’eren taget en snak med tre repræsentanter fra hver sin del af fællesskabet om.
Det er tåget udenfor, og termometeret måler ni grader. I de lyse og rustikke lokaler på Nordatlantens Brygge, hvor interviewet skal finde sted, er der autentiske smykker, beklædning og spiritus fra de nordatlantiske lande.
Den første, der ankommer, er Aki-Matilda Høegh-Dam. Den grønlandske kvinde er med sine 23 år Folketingets yngste medlem. Efterfølgende kommer Karin Reginsdóttir, der er tidligere formand for Socialistisk Ung på Færøerne (DSU’s søsterorganisation). Til sidst Harun Muharemovic, formand for DSU’s internationale udvalg. En broget flok, der skal repræsentere hver sit land i Kongeriget Danmark og sammen vores Rigsfællesskab.
Grønland og Færøerne har været underlagt Danmark, fået hjemmestyre og nu selvstyre. Det betyder, at mange ting bliver besluttet i de lokale parlamenter, men der er stadig politikområder, navnligt udenrigspolitikken, der styres fra Folketinget. Rigsfællesskabet har været i udvikling, men hvordan den skal fortsætte, er der tydeligt flere holdninger til om bordet.
Udvikling eller afvikling?
Karin Reginsdóttir ser flere fordele end ulemper ved rigsfællesskabet.”Vi kunne godt tænke os, når tiderne er til det, og velfærden er bedre, at tale om ændringer i rigsfællesskabet,” siger hun.
Selvstændighed er muligvis målet, men ”det er ikke førsteprioritet”, understreger hun.
Den holdning bakker DSU’s internationale formand op om. Fuldstændig selvstændighed kommer næppe på tale, men han vil ikke tøve med at forbedre rigsfællesskabet i dag: ”Vi skal starte nu. Vi skal styrke de to lande og være aktive medspillere i at styrke deres økonomi, uddannelse og sociale systemer.”
Så langt så godt. Men isen er dårligt brudt, før temperaturen tager et gevaldigt dyk nedad. For mens stemningen for rigsfællesskabet har været ganske god hos både Harun Muharemovic og Karin Reginsdóttir, er Aki-Matilda Høegh-Dam en del mere skeptisk: ”Jeg mener ikke, at der er et rigsfællesskab lige nu. Der er en rigsenhed.”
Hun argumenterer med, at der er tale om én dansk stat, der har taget nationerne Grønland og Færøerne under sig. Men sådan skal det ikke være i fremtiden, hvis det står til Aki-Matilda Høegh-Dam og det grønlandske socialdemokrati, Siumut: ”Jeg ser gerne, at Grønland bliver en stat i fremtiden. Men vi ser ikke, at vi tager afstand fra Danmark.”
I 1946 var der folkeafstemning på Færøerne om selvstændighed, og på det seneste har man overvejet at holde en igen. Det ser dog ikke ud til at kunne lade sig gøre lige foreløbigt. Det skyldes måske, at der er to store partier, der har hver deres standpunkt. Den ene vil løsrivelse, den anden vil ikke.
”Socialdemokratiet har ingen præference til det,” siger Karin Reginsdóttir og fortæller, at Socialdemokratiet på Færøerne blev stiftet for at sætte fokus på folket og velfærden. ”Det står vi stadig ved. Der er ting, der kommer før løsrivelse.”
Undskyldning
Der er blevet talt meget om selvstændighed både i interviewet og i den offentlige debat. Det gælder især for Grønlands vedkommende. Spørger man Aki-Matilda Høegh-Dam, kan noget af den vrede, der er i dele af det grønlandske folk, stamme fra behandlingen af de 22 grønlandske ”eksperimentbørn”. Her ville en undskyldning falde på et tørt sted. Selvom der desværre kun er fem overlevende, betyder det noget for hele Grønland.
”Alle i Grønland er på en eller anden måde berørt.” fortæller Aki-Matilda Høegh-Dam og tager en stor tår af sin kaffe, inden hun fortsætter: ”Hvis man siger undskyld for det, siger man også undskyld for koloniseringen, for diskriminationen og for det manglende ligeværd.”
En undskyldning er helt fortjent, mener Harun Muharemovic. Og S-regeringen barsler også med planer om at give en i meget nær fremtid. Undskyldningen til eksperimentbørnene vil være i forlængelse af den undskyldning til Godhavnsdrengene, der var en af Mette Frederiksens første officielle handlinger som statsminister. Onde tunger siger, at undskyldninger mister betydning, når der kommer flere af dem, men det rører ikke Harun Muharemovic, der svarer med et skuldertræk: ”Nogle siger, at der går inflation i undskyldninger. Men det har bare en stor betydning for en befolkning, som vi ser som vores venner, og som burde være vores ligeværdige. Så det er vigtigt at undskylde.”
Udsigten til en undskyldning er også noget, der får smilet frem på læberne af Folketingets yngste medlem: ”Det er det første skridt, og jeg tror, rigtig mange i Grønland vil være villige til med åbne arme at sige ”fuck hvor fedt, nu kan vi faktisk komme tættere på Danmark””. Og Aki-Matilda Høegh-Dam er ikke i tvivl: ”Det er virkelig et stort skridt for den tætte relation.”
Rigsfællesskab på tværs
Gennem trekløverets samtale bliver det klart, at Færøerne og Grønland indimellem har følt sig overset af Danmark.. Og Harun Muharemovic er helt klar over det: ”På en måde tager Danmark de to andre nationer i rigsfællesskabet for givet. Jeg synes ikke, at vi som ungdom ved nok om de to lande.” Ifølge ham er det ikke nok, at det er officielle personer som dronningen og folketingsmedlemmer, der besøger Nordatlanten. Der skal mere kulturel udveksling til, for at vi bliver bundet rigtigt sammen.
Det synspunkt vinder genklang hos Karin Reginsdóttir, der uddyber: ”Jeg synes helt klart, at oplysning er vejen frem. Lige nu er der ikke mange danskere, der kender til de færøske forhold og særligt den færøske historie.”Det er der heldigvis råd for, og Karin Reginsdóttir foreslår, at vi gennem folkeskolen skal have fokus på det i historietimerne. Men selvom det er historie, skal vi også se frem ad: ”Vi skal se bort fra kolonihistorien og se at vi nu er en del af et fællesskab.”
Ifølge Aki-Matilda Høegh-Dam er der næsten ikke noget fællesskab på tværs af Færøerne og Grønland. Det hele handler om Danmark, og det er derfor, det er en rigsenhed, mener hun.
”Jeg ved meget lidt om Færøerne, men alt om Danmark og dansk kultur.”
Et eksempel er sproget. Rundt om bordet bliver der i dag snakket dansk, og det vidner om et ulige forhold, mener Aki-Matilda Høegh-Dam og understreger sin pointe: ”I kan sikkert ikke en eneste sætning på grønlandsk. Jeg kan heller ikke noget færøsk. Hvis vi skal bygge et ligeværdigt fællesskab op, så skal vi bygge det helt på ny.”
Den kulturelle forskel gør også, at der kan opstå spændinger i spørgsmålet om selvstændighed, specielt i Grønland. ”Mange danskere tænker, at vi ikke kan lide dem, fordi vi vil have mere medbestemmelse”, men det er ikke sandheden, fortæller hun: ”Vi skal nuancere det, hvis vi vil styrke fællesskabet, og det tror jeg, at Mette Frederiksen kan. Hun har forståelse for ønsket, og det giver tillid og tryghed, og det styrker os.”
Da kaffen er sluppet op, og vi kommer ud fra Nordatlantens Brygge, er tågen lettet. Tilbage står Harun Muharemovics ord klarest: Vi kan godt give mere selvstændighed uden at engagere os mindre i hinanden.