Foto: Mads Havskov Hansen

Ved folketingsvalget den 5. juni vandt Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre en historisk stor valgsejr. Efter 20 dages intense forhandlinger lykkedes det tirsdag aften at omsætte valgresultatet til en politisk aftale, der skal bringe en socialdemokratisk regering til magten.

Når Mette Frederiksen torsdag præsenterer sit ministerhold på Amalienborg Slotsplads, får Danmark altså en ny regering, der vil bekæmpe ulighed, investere i velfærd og gøre Danmark til en grøn stormagt.

Rød-grøn front

De fire partier er blandt andet enige om, at Danmark igen skal være et grønt foregangsland. Danmark får verdens mest ambitiøse klimalov med bindende klimamål, der skal sikre, at Danmark lever op til Parisaftalen. På miljøområdet er partierne enige om en styrket indsats mod plastikforurening, beskyttelse af vores drikkevand, mere omlægning til økologi, mere skovrejsning og en plan for at styrke biodiversiteten.

Den nye regering har desuden som målsætning, at Danmark skal være verdens bedste land at være barn i. Der skal indføres minimumsnormeringer i daginstitutionerne, børnefattigdom skal bekæmpes, og der skal satses massivt på børn og unges trivsel.

Partierne er desuden enige om at bekæmpe ulighed og grådighed, styrke velfærdssamfundet ud over det demografiske træk og bekæmpe centralisering.

Hele den ”politiske forståelse” mellem Socialdemokratiet og den nye regerings parlamentariske grundlag kan læses her: https://politiken.dk/incoming/static/7271359-Aftale.pdf

Indflydelse til DSU

I aftalen kan man også finde en lang række politiske tiltag, som DSU har kæmpet for i flere år. Det drejer sig blandt andet om:

  • 70 % CO2-reduktion i 2030
  • Fri- og privatskoler underlægges et socialt taxameter
  • De nationale tests afskaffes i folkeskolens mindste klassetrin
  • Besparelserne på uddannelse stoppes
  • Mere og bedre uddannelsesvejledning
  • Der indføres en fattigdomsgrænse
  • Familier, der rammes af kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen, kompenseres med børnetilskud
  • Flere praktik-, elev- og lærepladser
  • Samtykkebaseret voldtægtslovgivning
  • Investeringer i Arbejdstilsynet
  • Flere billige boliger
  • En 10-års-plan for psykiatriområdet
  • Lukningstruede VUC-centre i udkantsområderne reddes
  • Det undersøges, om offentligt ansatte på tvungen deltid kan få ret til fuldtid
  • Regionerne bevares
  • Velfærdsuddannelser decentraliseres
  • Uddannelsesloftet afskaffes
  • Demokratisk ejerskab af kritisk infrastruktur sikres

DSU kan altså være utroligt godt tilfreds med den politiske aftale mellem den nye regering og dens parlamentariske grundlag.

Torsdag får Danmark igen en socialdemokratisk regering. Nu er det tid til en ny start!