Af Andreas Petersson

 

På lørdag den 29. august kickstarter Danmarks Socialdemokratiske Ungdom en stor, national efterårskampagne. Temaet er klima og miljø, og titlen er “Handling NU”.

Det sker med otte kickoff-arrangementer i hele landet. Således vil hundredevis af DSU’ere samles i både København, Københavns Omegn, Nordsjælland, Sjælland, på Fyn, i Sydjylland, Midtjylland og Nordjylland. Nærmere bestemt på Amager, i Ballerup, Hillerød, Roskilde, Odense, Esbjerg, Aarhus og Aalborg.

I forbindelse med “Handling NU”-kampagnen er der nedsat en ambassadørgruppe af 20 DSU’ere, der kan kalde sig for “Handling NU”-ambassadører. Men hvad betyder det egentlig?’

DSU skal være de unges stemme, når der diskuteres klima

“Som Handling NU-ambassadør er det min opgave at inspirere og motivere de aktive i lokalafdelingerne til at lave nogle fantastiske kampagner. For hvis der er noget, der er vigtigt, så er det, at alle deltagere på en kampagne har det sjovt. Men samtidig skal de også være trygge ved det, så de er klar til at give den 110 procent, når de er på kampagne”, siger Liv Andersen fra DSU Horsens, der er en af DSU’s “Handling NU”-ambassadører.

Oscar Langtved Pallisgaard, som er afdelingsformand i DSU Lyngby-Gentofte, er også en af “Handling NU”-ambassadørerne.

“Vi skal først og fremmest forsøge at skabe en masse gejst omkring kampagnen. Det kan både være ude i afdelingerne, på de sociale medier eller et helt tredje sted. Men udover at skabe begejstring skal vi også hjælpe alle de aktive med at afvikle deres kampagner”, siger han.

Der er brug for handling NU!

Det er dog ikke nok bare at sprede budskabet om DSU’s klima- og miljøkampagne, mener Liv Andersen. Hun understreger, at det at gå på kampagne også er et vigtigt rekrutteringsværktøj.

“Jo flere vi kan få med i DSU, på baggrund af noget så vigtigt som klimakampen, jo bedre. Derfor skal vi have mange DSU’ere på skolebesøg og gader i det næste halvår. Det er vigtigt at høre, hvad ungdommen mener, der skal ændres. DSU skal være de unges stemme, når der diskuteres klima”, siger Liv Andersen.

Det er utrolig vigtigt, at vi nedbryder idéen om, at grønne og sociale fremskridt ikke kan følges ad

DSU skal presse på for, at regeringen bruger det grønne mandat, som centrum-venstre fik ved folketingsvalget i 2019, mener Oscar Langtved Pallisgaard. Et folketingsvalg, der – for første gang nogensinde – blev udråbt som et klimavalg.

“Det vigtigste budskab i kampagnen er, at vi har brug for handling NU. Vi skal som unge socialdemokrater gå forrest i kampen for en grønnere verden. For en grønnere verden er også en mere retfærdig verden. Det er utrolig vigtigt, at vi nedbryder idéen om, at grønne og sociale fremskridt ikke kan følges ad. De kan de sagtens. De er i virkeligheden hinandens forudsætninger”, siger Oscar Langtved Pallisgaard.

Kampagne-kickoff i hele landet

På dette års Ankersminde Festival – DSU’s traditionsrige sommerlejr – stod ambassadørgruppen for en fælles introduktion til “Handling NU”-kampagnen. På lørdag er “Handling NU”-ambassadørerne igen i aktion, når de er ansvarlige for kickoff-arrangementerne i distrikterne, hvor DSU’s store efterårskampagne skydes i gang.

Hverken Liv Andersen eller Oscar Langtved Pallisgaard er i tvivl om vigtigheden af at komme godt fra start, og de opfordrer alle DSU’ere til at dukke op til kampagne-kickoff i deres distrikt.

“Vi har lavet et fedt program, og det er også til kickoff-arrangementerne, at man kan høre meget mere om kampagnen og få indsigt i, hvor og hvornår det hele løber af stablen. Vi skal køre et brag af en kampagne i hele landet”, siger Liv Andersen, der skal til kampagne-kickoff for DSU Region Midtjylland i DSU Aarhus’ lokaler.

Oscar Langtved Pallisgaard, der er med til at facilitere kampagne-kickoff for DSU Københavns Omegn i DSU Ballerups lokaler, stemmer i.

“Det er helt vildt vigtigt, at der kommer en masse DSU’ere til vores store kickoff-arrangementer på lørdag. Det betyder meget, at Handling NU-kampagnen får vind i sejlene fra dag ét. Jeg ved, at de andre Handling NU-ambassadører, afdelingssekretærer og distriktsformænd har lagt et stort arbejde i at afholde de fedeste kickoff-arrangementer. Det bliver spændende, lærerigt og skidesjovt!”



Læs mere på Facebook-begivenhederne for de forskellige kickoff-arrangementer her.