Danmarks Socialdemokratiske Ungdom har i efteråret kørt en national klima- og miljøkampagne med titlen “Handling NU”.

Over hele landet har frivillige DSU’ere besøgt ungdomsuddannelser, været på gadekampagner og banket døre for at tale om klima- og miljøpolitik med unge. Indsatsen har resulteret i mere end 3.600 samtaler og lige over 1.700 kontaktoplysninger. Wow!

Næsten halvdelen af de unge, som DSU’ere landet over har talt med, har altså været villige til at give deres kontaktoplysninger, fordi de var interesserede i at blive inviteret til politikudviklingsmøde i deres lokalområde.

DSU’s nationale efterårskampagne måtte desværre stoppes lidt før tid som følge af de skærpede corona-restriktioner, der blev meldt ud på et pressemøde i Statsministeriet den 23. oktober.

Men det skal imidlertid ikke afholde os fra at hylde de DSU’ere, som har gjort en helt særlig og ekstraordinær indsats i forbindelse med “Handling NU”-kampagnen. Det skete til et digitalt awardshow, hvor der blev uddelt priser for bedste fighter, bedste campaigner, bedste upcoming-afdeling og bedste kampagneafdeling.

Bedste fighter

Prisen for “bedste fighter tildeles en DSU’er, som er gået forrest og har kæmpet for at tage på kampagne, selvom afdelingen ikke nødvendigvis har en stærk kampagnekultur eller har vildt mange aktive medlemmer. Personen har været en spydspids og har gjort sit bedste for, at kampagnen er lykkedes i sin lokalafdeling.

Vinderen blev… Mads Lustrup fra DSU Esbjerg!

I motivationen for nomineringen af Mads Lustrup lød følgende ord:

Mads Lustrup har vist, at man kan rykke sig rigtig langt på relativt kort tid. Han har som afdelingsformand i DSU Esbjerg været frontløber på alle afdelingens kampagner, og han har endda taget alene på kampagne flere gange. Han har opnået et flot antal samtaler og en rigtig pæn procent kontaktoplysninger. Mads har været skarp til at stå tidligt op og tage ud på kampagne. Det skal desuden nævnes, at Mads ikke har været særlig meget kampagne førhen, så han har virkelig vist, at hvis man vil, så kan kampagnetræning i praksis føre til gode resultater!

Nomineret var også Victoria Laursen fra DSU Næstved, Chili Preisler-Andersen fra DSU Roskilde, Anton Lykke fra DSU Halsnæs, Lasse Lykke fra DSU Odder-Samsø, Ida Westh fra DSU Slagelse, William Larsen fra DSU Brønderslev og Andreas Djurhuus fra DSU Valby.

Mads Lustrup fra DSU Esbjerg, vinder af prisen som bedste fighter

 

Bedste campaigner

Prisen som “bedste campaigner” går til en DSU’er, der har været på mange kampagner og bare er supergod til det! En god campaigner spreder gejst til andre deltagere på kampagnen, har mange gode samtaler og får mange unge til at sige “ja” til at høre mere fra DSU med henblik på at deltage i et politikudviklingsmøde eller en anden aktivitet i lokalafdelingen.

Vinderen blev… Lau Larsen fra DSU Aalborg!

I motivationen for nomineringen af Lau Larsen lød følgende ord:

Lau har vist sig at være en ægte kampagnehund. Han har alene fået over 100 samtaler og omdannet næsten halvdelen af samtalerne til kontaktoplysninger. Derudover har han bidraget aktivt og engageret til distrikt DSU Nordjyllands samlede kampagneindsats – meget mere end nogen kunne forlange. Dette er gjort til stor gavn og glæde for både DSU Aalborg, DSU Nordjylland og hele organisationen!

Nomineret var også Trine Ibsen fra DSU Aarhus, Christina Høyer Sørensen fra DSU Valby, Rosemarie Visby fra DSU Slagelse og Rasmus Emborg fra DSU Valby.

Lau Larsen fra DSU Aalborg, vinder af prisen som bedste campaigner

 

Bedste upcoming-afdeling

Prisen som “bedste upcoming afdeling” gives til en lokalafdeling, der har udviklet sig meget under kampagnen. Afdelingen plejer ikke at tage så meget på kampagne, men har denne gang taget ansvar og vist et stort kampagneengagement. Afdelingen har måske mange forholdsvis nye medlemmer, som – på trods af at de ikke er særligt erfarne – har givet sig i kast med det at gå på kampagne. Afdelingen har gjort sig bemærket ved at oppe sit kampagne-game, og vi er vilde med det!

Vinderen blev… DSU Næstved!

I motivationen for nomineringen af DSU Næstved lød følgende ord:

På trods af et generationsskifte har DSU Næstved virkelig vist sig selv som en lokalafdeling, der bare kan det der med at gå på kampagne. De har været ude alle tænkelige steder i Næstved for at få fat i de unge. DSU Næstved er en afdeling, som virkelig har gjort det suverænt i denne kampagne med mange nye medlemmer, og de har ovenikøbet fået et tæt bånd med deres lokale gymnasium (Næstved Gymnasium og HF). Mange af afdelingens medlemmer har været med på kampagne, og selv de gange, hvor det er gået mindre godt, har de holdt fanen højt og ikke ladet sig slå ud.

Nomineret var også DSU Helsingør, DSU Slagelse og DSU Sydfyn.

Vinder af prisen som bedste upcoming kampagneafdeling

 

Bedste kampagneafdeling

Prisen som ”bedste kampagneafdeling” går til den DSU-afdeling, der har gjort sig bemærket ved at være på mange kampagner; men også at have haft gode samtaler med unge, som har resulteret i, at de har givet deres kontaktoplysninger videre til DSU, så vi kan invitere dem til politikudviklingsmøde eller anden afdelingsaktivitet. Det handler ikke kun om at have gjort sig bemærket i forhold til antal kampagner og antal kontaktoplysninger, men også på antal i forhold til afdelingens størrelse. Der bliver også kigget på, om det er hele afdelingen, der har taget ansvar – om der har været mange forskellige afdelingsmedlemmer med på kampagne.

Vinderen blev… DSU Valby!

I motivationen for nomineringen lød følgende ord:

Næsten ti procent af alle de kontaktoplysninger, som DSU har indsamlet på landsplan, er blevet indsamlet af DSU Valby. Begrundelsen kunne sådan set stoppe der, for det er i sig selv enestående. Men der er nu alligevel en del andre faktorer, der også fortjener at blive fremhævet. For det første er deres varme smil og imødekommenhed jo bare fantastisk. Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse, at så mange unge lader sig overtale til at give deres kontaktoplysninger, når de møder et af DSU Valbys engagerede medlemmer. DSU Valbys kreativitet til at udvide kampagnematerialet, så det også indbefatter nogle rigtig gode goodiebags, er bare endnu et bevis på deres opfindsomhed og vilje til at gøre hver kampagne helt vildt fed. De har plantet et frø hos mange unge om, at DSU er “the place to be”, hvis man skal engagere sig i klimakampen på det rigtige hold. Godt gået!

Nomineret var også DSU Amager, DSU Aalborg og DSU Roskilde.

Vinder af prisen som bedste kampagneafdeling

 

Til slut skal der også lyde et stort TAK for indsatsen til “Handling NU”-ambassadørerne, som undervejs gennem kampagnen har skabt gejst og motivation i hele organisationen!

Du kan læse mere om ambassadørgruppen i artiklen her, ligesom du også kan læse et interview med to af de seje “Handling NU”-ambassadører i næste udgave af medlemsmagasinet DSU’eren.