Det larmende mindretal i toppen af uddannelsessystemet får gang på gang sin vilje

Af Carl Emil Lind, faglig sekretær i DSU og formand i Metal Ungdom

“Vi skal også lige huske erhvervsskoleeleverne.”

Hvis jeg fik en femmer for hver gang, jeg havde hørt det, så var jeg en rig mand.

Det er let købt, at ordene falder, lige efter man har genåbnet for højskoleelever, mens størstedelen af erhvervsskoleeleverne stadig ikke kan møde op på skolens værksted.

Det er et valg, man har truffet med åbne øjne, velvidende at dem på kanten af vores uddannelsessystem på skolepraktikcentrene uden en læreplads, sidder derhjemme bag skærmen – de får nul og niks ud af det.

De skal forsat forsøge at lære at svejse, skrue på biler eller reparere hjemme i stuen. Det kan man ikke.

Højtråbende særinteresser prioriteres

Jeg havde ikke tænkt mig at blande mig i genåbningen, for jeg ved ikke noget om virologi eller vacciner. Men jeg er træt af, at erhvervsskolerne igen må vente på, at de højtråbende særinteresser har fået deres vilje først. Det er set mange gange før.

Tidligere har vi set det, når der skal prioriteres mellem uddannelser. Her er det sjældent erhvervsuddannelserne, der står forrest i køen. Nej, det gør muligheden for at tage flere bacheloruddannelser til universitetsstuderende, taxameterløft af humaniora eller bevarelsen af penge til reklamer på uddannelsesinstitutioner.

Jeg er træt af, at erhvervsskolerne igen må vente på, at de højtråbende særinteresser har fået deres vilje først. Det er set mange gange før.

Det larmende mindretal i toppen af uddannelsessystemet får sin vilje hver gang, og kampen for mere social mobilitet, flere faglærte og bedre erhvervsuddannelser er noget tungere at skubbe i gang. Genåbningen er bare endnu et eksempel.

Nu er det så højskolerne, der får lov at åbne, mens hovedforløbene og skolepraktikcentrene forsat er lukkede. Jeg synes, der tegner sig et billede af, hvad man prioriterer. Det er ikke erhvervsskolerne.

Det på trods af:

• At erhvervsuddannelserne løfter flest elever fra uddannelsesfremmede hjem.
• At veluddannede faglærte er afgørende, hvis politikerne vil have implementeret alle de klimatiltag, der bliver lovet.
• At håndværk, produktion og arbejde er hele det økonomiske grundlag for vores samfundsmodel.

Hvis man går op i social mobilitet, grøn omstilling og økonomi, burde det ligge lige til højrebenet.

Helt ude af proportioner

Samtidig har nedlukningen enorme faglige såvel som personlige konsekvenser for lærlinge. Alligevel må erhvervsskolerne vie for højskoleeleverne, som savner deres bands, vennerne og det sociale samvær. Det er små ofre i forhold til, hvor meget andre lider i de her tider. Det er helt ude af proportioner.

Jeg prøver ikke at gøre lærlinge til ofre, men selvfølgelig har onlineundervisning de største konsekvenser for værkstedsfag. Hvor du i øvrigt lærer det håndværk, der skal danne grundlaget for den enkelte elevs karriere og økonomi.

Jeg prøver ikke at gøre lærlinge til ofre, men selvfølgelig har onlineundervisning de største konsekvenser for værkstedsfag

AE-rådet er desuden lige kommet med ny rapport om, at der i 2030 vil mangle 99.000 faglærte. Det burde være et wakeupcall. Ikke mere snak og hensigtserklæringer. Nu skal der handling bag ordene.

Men jeg møder stadig folk, der er af den holdning, at hvis flere uddannede sig kortere i starten af sit liv i stedet for så langt som nu, så vil næste generation få et værre liv. Det er nonsens. Det fuldstændigt fejlagtige 90’er-00’er-tankefoster om et produktionsløst videnssamfund lever desværre stadig rundt omkring.

Vi uddanner skævt

Hverken nu eller tidligere i de seneste par år har jeg set nogen politikere for alvor have modet til få uddannelsespolitikken i balance igen. Vi uddanner skævt.

Danmark er et videns- og produktionssamfund. Det skal vores uddannelser afspejle. Det gør det ikke i dag.

Vi leverer ikke nok på social mobilitet. For få vælger erhvervsuddannelserne. For mange vælger universitetet.

Her kunne man måske tænke, at hvis politikere og journalister brugte flere kræfter på at sætte fokus på lige netop det, at billedet måske ville vende. Det kan ikke være rigtigt at dem, der råber højest, også er dem, der får deres vilje.

Det er på tide, at alle politikerne ikke bare siger “vi skal også lige huske erhvervsskolerne”. Det er på tide, de begynder at prioritere erhvervsuddannelserne – også over studenterne og universiteterne.

Debatindlæg i Altinget 16 marts 2021.