Af Frederik Vad og Mads Hvidbjerg
Redigeret af Andreas Petersson

 

Noget af det første Martin Rossen konfronteres med hver morgen, når han forlader sin lejlighed, er de to enorme elefanter ved Carlsberg-bryggeriets gamle hovedkvarter. Et af landets stærkeste symboler på industriarbejdspladser og national forankring.

Det samme symboliserer virksomheden Danfoss i Nordborg. Her indtræder Martin Rossen i efteråret i en ledende position med det globale ansvar for at sammentænke virksomhedens utallige grønne produkter med en verden, der i klimakampens tegn søger grøn vækst, når økonomierne skal løftes oven på coronakrisen. Farvel til Slotsholmen, Statsministeriet og arbejdet i regeringens allerinderste cirkler. Et forsigtigt på gensyn til Socialdemokratiet, som har været en følgesvend gennem det meste af hans liv.

“Jeg er socialdemokratisk fundamentalist på den gode måde – blød, sød og smilende – og vil være det til min død”, lyder det grinende fra Martin Rossen, da DSU’eren møder ham hjemme en varm formiddag i august.

Humøret er højt over kaffen, og dagens udgave af “The New York Times” ligger side om side med arbejdspapirer og den strategitavle, som var med til at føre Socialdemokratiet til sejr ved folketingsvalget i 2019.

“Jeg tror også, det er en af grundene til, at jeg har håndteret mit arbejde for Mette og partiet, som jeg har. De, der kender mig, ved, at jeg mere end noget andet altid har brændt for enlige forsørgeres vilkår. Mange af dem, jeg har arbejdet allermest sammen med de sidste ni år, har jeg diskuteret politik med, siden vi mødte hinanden i DSU som unge. Siden har jeg brugt ti år i dansk erhvervsliv og set verden fra et helt andet sted. Det har nok været en styrke”, fortsætter han.

Jeg er socialdemokratisk fundamentalist på den gode måde – blød, sød og smilende – og vil være det til min død

Han tror på, at det i fremtiden bliver mere og mere naturligt at se politiske ildsjæle som ham selv i rådgiverpositioner:

“Jeg er overbevist om, at fremtidens politisk udpegede embedsmænd og rådgivere – de bedste af dem – vil være mennesker, som selv er engagerede i politik. Man skal slet ikke undervurdere det at have et stærkt politisk kompas og nogle værdier at stå på i det her job”.

Det er netop dét, vi skal tale med Martin Rossen om. Hvad var idéen med hans rolle i Socialdemokratiet? Hvilket projekt efterlader han sig? Og hvilken konklusion drager han, når han tager temperaturen på dansk politik anno 2020? Vi starter med begyndelsen.

Foto: Stefan Cavalieri, Grafisk Afdeling

 

Drift tager magten fra politikerne

Da Martin Rossen i 2011 blev særlig rådgiver for den nyudnævnte beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, blev de sammen bannerførere for den tilgang til politisk arbejde, som i dag dominerer hele Socialdemokratiet og regeringen.

“Drift kan tage livet af politik og politisk idéudvikling. Selvfølgelig skal der være styr på den grundlæggende drift af samfundet, men hvis alt handler om at komme gennem dagen og flytte sager fra A til B, så efterlader du ikke et synligt aftryk på samfundet. Du får ikke gjort noget ved de visioner og drømme, der førte dig ind i politik”, siger han.

Ifølge Martin Rossen har rammerne for politisk arbejde ændret sig meget, og det påvirker muligheden for at udvikle politik.

“Min påstand er, at vilkårene for at drive politik for de folkevalgte er sværere end nogensinde før. Hvorfor er det sådan? For mig at se handler det om, at kompleksiteten i politik er blevet stadig større. Globaliseringen, internationaliseringen, mængden af legitime interesser, tusindvis af embedsfolk i styrelser og et nyt medielandskab presser sig på. Det fører alt sammen til, at den vigtigste opgave i et ministerium først og fremmest bliver driftsopgaven”, siger han og fortsætter:

“Man vælter som minister, hvis ikke man har styr på sagerne. Når forsvarsminister Trine Bramsen dygtigt tager initiativ til at få ryddet op i den kedelige kultur, der har udviklet sig visse steder i Forsvaret, så er det jo hende der – med rette – bliver stillet til ansvar. Det er ikke unaturligt, at ministrene bruger deres kræfter på dét, for det skal de gøre. Udfordringen er bare, at det kan gøre det politiske udviklings- og handlerum mindre”.

Medierne spiller en stor rolle for den måde, politik har udviklet sig på. Ifølge Martin Rossen betyder flere medier og pressede annoncebudgetter, at tempoet i produktionen af nyhedshistorier øges, mens tiden til fordybelse, refleksion og udvikling er blevet mindre. Det er simpelthen sværere at frigøre sig fra dag-til-dag-håndteringen som folkevalgt i dag.

“Journalisternes og kommentatorernes fokus er først og fremmest på driften af ministerierne. Jeg tror, at noget af det skyldes, at der i Anders Fogh Rasmussens tid var et fast politisk flertal med Pia Kjærsgaard. Der var derfor ikke særlig meget spænding om politikken, så fokus blev processerne og fejlene i processerne. Det har sat sig i medierne og gjort det sværere, også for dem selv, at gå ind i sagerne substantielt og ideologisk stille meningsforskellene op mod hinanden”, fastslår han.

Min påstand er, at vilkårene for at drive politik for de folkevalgte er sværere end nogensinde før

Det smitter af på oplevelsen af, hvornår politikerne fortjener ros, og hvornår de fortjener at blive kritiseret:

“Mette Frederiksen og de andre ministre bliver ofte målt på, om de navigerer klogt, håndterer sager klogt og styrer deres ministerier klogt. Det, synes jeg, er helt fair, og det er en vigtig del af den politiske virkelighed. Men animerer det udvikling? Animerer det til, at man får lavet det næste store politiske projekt? At man får styrket den sociale mobilitet, sikret mere social retfærdighed eller håndteret den brændende klimaudfordring? Jeg tvivler på det”, siger han og fortsætter:

“Tidligere var der tid til, at de folkevalgte kunne fordybe sig og blive klogere. Sådan er virkeligheden ikke for de folkevalgte i dag. Rummet for fordybelse er blevet mindre. Du har TV 2 News i røret morgen og aften. Det er derfor, vi har udviklet fireårsplaner, arbejdet med strategiske mål og konsekvent sagt, at noget er vigtigere end noget andet. Fordi vi har brug for tid og plads til at kunne fokusere på langsigtede politiske mål”.

Ifølge Martin Rossen har rammerne for politik altså forandret sig meget. Og det er man nødt til at forstå for at kunne forstå den rolle, som statsminister Mette Frederiksen gav ham i kølvandet på regeringsdannelsen i sommeren 2019. Det er forhistorien til det intense år, hvor han fik mulighed for at bistå statsministeren med at realisere sine og Socialdemokratiets politiske ambitioner for landet.

 

Hvor er truslen mod demokratiet?

Mange journalister og politiske modstandere – ikke mindst Venstres Sophie Løhde – har problematiseret Martin Rossens rolle som stabschef, medlem af Økonomi- og Koordinationsudvalgene og hans tætte relation til regeringstoppen. Nogle af kritikerne er endda gået så vidt som at sætte spørgsmålstegn ved, om det er godt for det repræsentative demokrati at have en ikke-folkevalgt placeret så centralt, som det har været tilfældet med Martin Rossen.

“Jeg synes, man kigger et forkert sted hen, hvis man tror, at det er rådgivernes rolle, der truer det repræsentative demokrati. I stort set alle andre lande udpeger regeringslederen en stabschef. Målet er, at politikerne faktisk kan få plads og rum til at gennemføre den politik, de har fået mandat til af vælgerne. I en politisk virkelighed, hvor én minister er omringet af tusindvis af dygtige embedsfolk, et utal af journalister, oppositionen i Folketinget og interesseorganisationer, så er det altså ikke farligt, at ministeren har én fortrolig politisk ven – måske to, hvis det går højt – omkring sig hele tiden. En medarbejder hvis loyalitet er ubetinget, og som kan hjælpe dem med at realisere den politik, de er blevet valgt til at gennemføre. Ellers er de fuldstændig alene”, siger han og fortsætter:

“Jeg synes, det er helt legitimt, at der har været en diskussion af måden, Mette har ændret Statsministeriet på. Det er vigtigt i et demokrati. Men hvis vælgerne skal blive ved med at bakke det repræsentative demokrati op, så skal de jo kunne se, at der er forskel på politikere og regeringer. Folk har stemt på Socialdemokratiet for at få en ny offentlig sektor, få verdens mest ambitiøse klimapolitik, for at kunne få et arbejde og for at tage sig af de svageste. Der vil jeg bare gerne sige: Består demokratiudfordringen i, at Mette havde en, som hun kunne dele sine tanker med og sparre med og måske bede om at kontakte nogen på hendes vegne? Jeg tillader mig at tænke, at vi i vores samfund har endnu større demokratiske udfordringer, vi i så fald også skal have diskuteret”.

 

En DSU’er med personlighed

Spørgsmålet fra DSU’erens udsendte er i stedet, om det demokratiske problem ligger i, at der efterhånden ikke er plads til personligheder i politik? Måske kræver tempoet, medierne og systemerne, at der i højere grad bliver færre kanter og færre skæve vinkler? Inden for de sidste par år er folk som Lars Løkke Rasmussen, Søren Pind, Henrik Sass Larsen og Peter Christensen forsvundet fra den storpolitiske scene. Men da spørgsmålet rejses, rammer en sjælden tøven Martin Rossen:

“Det er et enormt interessant spørgsmål. Jeg er ikke et sted lige nu, hvor jeg kan svare på det. Men det vil jeg gerne vende tilbage til om et halvt eller helt år, for den snak har vi brug for at tage. Det kan bare ikke blive lige nu”, siger han.

Vi har en DSU-regering, fordi det har været vigtigt for Mette, at det ideologiske kompas står stærkt

Til gengæld er han ekstra klar i mælet om, hvor meget hans fortid i DSU har betydet for det politiske menneske, han er i dag. Det var i DSU’s hovedbestyrelse og som formand for Internationalt Udvalg, at han mødte og begyndte samarbejdet med Mette Frederiksen og mange af de andre på regeringsbænkene. Mange kommentatorer har hånligt kaldt regeringen for Danmarks første DSU-regering. Men for Martin Rossen er det ikke en hån:

“Vi har en DSU-regering, fordi det har været vigtigt for Mette, at det ideologiske kompas står stærkt. Mange af ministrene har skrevet, tænkt og diskuteret politiske løsninger i mange år. Det er nu, de får mulighed for at bringe det i spil. Meget af det er udviklet i DSU. Det kan jeg også genkende hos mig selv. Jeg har mødt mine bedste venner i DSU, og det var i DSU, jeg lærte at udvikle politik. Den gave vil jeg bære med mig hele mit liv”, siger han og tilføjer afslutningsvis:

“Politik handler om at gøre en forskel. Det handler ikke om, at den ene administrator i et ministerium skal afløse den anden. Jeg er stolt over at have været med til at give politik forrang og skabe bare lidt mere rum for udvikling i den danske centraladministration. Det har været hårdt, men også det mest meningsfulde jeg nogensinde har beskæftiget mig med. Det er ikke et farvel til DSU og Socialdemokratiet – men på gensyn. Jeg gentager: Jeg er socialdemokratisk fundamentalist på den gode, bløde og søde måde og vil være det til min død”.

 

Foto: Stefan Cavalieri, Grafisk Afdeling

 

Denne artikel er bragt i medlemsmagasinet “DSU’eren”. Citater må anvendes, såfremt der henvises til DSU’eren og denne artikel.