En socialdemokratisk regering betyder samtidig en socialdemokratisk uddannelses- og forskningsminister og en socialdemokratisk børne- og undervisningsminister. DSU’eren har taget en snak med de nyudnævnte ministre om det uddannelsessystem, der skal nu skal videreudvikles under socialdemokratisk ledelse.
På en af sommerens sidste varme dage, hvor badende københavnerne flokkes i byens kanaler på jagt efter de sidste solstråler, krydser DSU’erens udsendte Knippelsbro på vej mod Uddannelses- og Forskningsministeriet, der ligger side om side med Børsen. Her venter to af regeringens nyslåede ministre til et interview om retningen for den socialdemokratiske uddannelsespolitik. En retning, som uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe Jørgensen og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har stor indflydelse på og ansvar for.
Frihedsbrevet
Målet for socialdemokratisk uddannelsespolitik er at skabe et fællesskabsorienteret uddannelsessystem, mener Pernille Rosenkrantz-Theil.
“Vi skal væk fra det individualiserede syn på uddannelse, så vi i stedet ser det at tage en uddannelse som noget, man gør for fællesskabets skyld og ikke for sine egne blå øjnes skyld,” siger hun og tilføjer, at hvis man tænker, at man uddanner sig for fællesskabets skyld, så får man også følelsen af at være til nytte. At uddannelse både skal have et konkret arbejdsmarkedsbidrag, men samtidigt være med til at skabe hele mennesker er centralt for børne- og undervisningsministeren.
Ane Halsboe Jørgensen, der under sit ministerium har ansvaret for de videregående uddannelser, supplerer:
”For mig handler uddannelse om frihed. Det er et kæmpe frihedsbrev at få en uddannelse, og det skal være målet for socialdemokrater, at der er flest muligt, der får det frihedsbrev.”
Du er mere end din uddannelse
En ting er at stå med beviset i hånden efter endt uddannelse, men vejen dertil skal også gøres bedre, og det har de to ministre intention om at få til at ske.
“Det er enormt vigtigt, at vi forbedrer trivslen for de studerende. Vi skal derfor som politikere skabe nogle rammer, der gør, at man faktisk føler, at det er muligt at dygtiggøre sig og leve og dyrke sine interesser samtidig. Det skal være nysgerrigheden, der driver værket frem for, at uddannelsesprocessen bliver en afkrydsningsliste, som kun skal bruges til eksamen,” siger Ane Halsboe-Jørgensen.
“Og så skal vi have droppet uddannelsessnobberiet! ’At spilde sit snit’, det er jo en fuldstændigt vanvittig vending!” udbryder uddannelses- og forskningsministeren pludselig og ser på os med lynende engagerede øjne. Pernille Rosenkrantz-Theil bakker op: “Der er bare rigtigt mange, som bruger den. ’Hvis du har fået 10,5 i snit, kan du da ikke spilde dit snit på at være skolelærer’.” Hun ryster på hovedet De er begge enige om, at det er en absurd diskussion. Hvad skulle vi dog gøre uden skolelærere, der besidder en enormt vigtig profession og rolle i vores samfund?
Retfærdige karakterer
Noget andet, de to også er enige om, er, at der skal gøres noget ved presset på unge i uddannelsessystemet. Et af de områder, der ofte bliver nævnt i den sammenhæng, er karakterræset blandt unge mennesker. Her har Ane Halsboe-Jørgensen for nyligt meldt ud, at hun skrotter den nu tidligere regerings planer om karakteren 12+, fordi udfordringen ligger i de store karakterspring i midten af skalaen. I det nuværende karaktersystem er det svært for elever i midten at tage et skridt op. ”Selv hvis du virkelig gør en indsats og virkelig gør dig umage og knokler på, så er der rigtigt langt fra 4 til 7, og der er rigtigt langt fra 7 til 10,” forklarer hun.
Pernille Rosenkrantz-Theil ser også et andet problem med skalaen, nemlig at de fleste børn og unge synes, at de gode karakterer kun er 10 og 12. Derfor er det kun en meget lille gruppe, der oplever, at de får en god karakter, selvom et 7-tal også er godt og faktisk svarer til et 9-tal på den gamle skala.
”Den evige sammenligning med den gamle karakterskala, særligt hos forældregenerationen, forstærker også forståelsen af, at 7 er en dårlig karakter, fordi 7 på den gamle skala svarede til et 6-tal,” tilføjer hun.
Men er kvote 2 så løsningen?
Den britiske avis The Guardian har lavet en sammenligning mellem de to optagelsessystemer på Oxford og Harvard. På Oxford optog man gennem samtaler, mens man på Harvard optog gennem karakterer. De to systemer betyder, at flere fra ikke-boglige hjem kom ind på Harvard, mens flere fra en ikke-boglig baggrund blev sorteret fra på Oxford. Også selvom man havde indført optagelsessamtalerne for at få flere fra ikke-boglige familier ind.
”Jeg har diskuteret det her i utallige gymnasieklasser, hvor jeg har spurgt dem, hvad de laver efter skole. Her er der selvfølgelig nogle drenge, der siger ’vi spiller fodbold’, mens mange af pigerne bare kigger dumt på mig og siger ’øh, vi laver lektier’. De har simpelthen kogt hele deres ungdomsliv ned til at gå i skole, og det er jo simpelthen så ærgerligt! Hvor finder du værdi, hvor er det, du vokser som menneske?”, reflekterer Ane Halsboe-Jørgensen.
Pernille Rosenkrantz-Theil tilføjer: ”Jeg tror, at det faglige niveau stiger af, at mennesker er hele mennesker. Vores evner til at reflektere over det faglige stof, vi bliver præsenteret for på uddannelserne, stiger med vores livserfaring. Derfor tror jeg, at vi taber som samfund med idéen om, at mennesker alene skal være gjort af at sidde på en skolebænk og lave lektier.”
”Ja, men der er også noget, der hvor vi er nu.”, svarer Ane Halsboe-Jørgensen og tilføjer: “Der er det pres, som jo særligt unge mennesker lægger på sig selv, så massivt, at vi bliver nødt til at reflektere grundigt over, hvad det er for nogle mekanismer, vi lægger ind. Altså hele optagelsessystemet sender jo et signal om, hvad der er vigtigst, og hvis vi kun optager på baggrund af karakterer, så er det også det, der er vigtigst. Og på den måde er jeg splittet mellem, at jeg virkelig gerne vil erkende, at de har haft et fritidsjob, har lavet frivilligt arbejde, har været noget for nogen, har fundet nogle fællesskaber eller har bidraget til noget, der ikke handler om dem selv. Men samtidig kan jeg jo se, at det risikerer at bidrage til lavere social mobilitet.Vi bliver nødt til at tage den her diskussion mere grundigt og basere den meget solidt på vores socialdemokratiske værdier!”
Tidlig indsats
Hvis de to ministre fik en stor pose penge af Nicolai Wammen (finansministeren red.), som de frit kunne disponere over, ville Pernille Rosenkrantz-Theil uden den mindste tvivl bruge pengene på de helt små. Dem, der er fra 6 måneder til 3 år. “Simpelthen fordi vi kan gøre så meget mere for at bryde den negative sociale arv, hvis vi sætter tidligere ind.”
Ane Halsboe-Jørgensen erklærer sig hurtigt enig i betragtningen, men hvis hun på sit område skulle investere nogle penge, skulle de bruges på at fjerne omprioriteringsbidraget, så vi igen kan få nogle mindre hold, hvor man kender hinanden og får skabt et fællesskab på studiet. ”Jeg tror, vi taber massivt både på dem, der er meget præstationspressede, men også på dem, som ikke kommer fra bogligt stærke hjem med omprioriteringsbidraget”, siger hun.
Slå håret ud
På vej ud ad døren fra Uddannelses- og Forskningsministerens kontor, spørger vi hurtigt, hvad de vil give af råd til vores læsere, som i mange tilfælde er en del af netop uddannelsessystemet.
Pernille Rosenkrantz-Theil siger hurtigt og kækt:
”De skal bare lægge sig ud på en mark, 20 mennesker i 20 soveposer og kigge på stjerner. Slå håret ud og nyde det. Og så er det lige meget, at de har været vågne hele natten og er lidt trætte dagen efter, når hverdagens gøremål skal passes.”
”Og der er jo ingen af os, der er gået den lige vej, og nu er vi ministre, vi er alle gået lidt zig-zag, op og ned, men sådan er livet jo,” siger Pernille hun, og Ane Halsboe-Jørgensen tilføjer: ”Ja, og hvem vidste, at jeg skulle skrive en bog med Pernille om finanspolitik og sidde i finansudvalget og administrere 50 milliarder, da jeg dumpede økonomi på min uddannelse i første hug?”
Uddannelse giver frihed, men livet består også af meget andet.