Af Andreas Petersson og Astrid Hass
Vi møder Marie Bjerre i Bibliotekshaven på Slotsholmen i København. En lille, idyllisk oase mellem Christiansborg Slot og Det Kongelige Bibliotek.
Hun er nem at få øje på, da hun ankommer. Hvis man legede “tænk på en politiker”, er det ikke sikkert, at man ville tænke pink blazer og ligestillingsminister. Men Marie Bjerre er lidt mere farverig end mange af sine kollegaer – både dem på ministerholdet og hendes partifæller i Venstre. Hun ligner ikke en klassisk “Venstre-mand”.
Marie Bjerre starter med at tale om temperaturen. Nu tror du nok, at det handler om klimaforandringerne. Men det er ikke tilfældet her. Vi starter nemlig med at bevæge os op i det populære helikopterperspektiv og beder ligestillingsministeren om at tage temperaturen på ligestillingen i Danmark anno 2023.
“Temperaturen er i hvert fald der, hvor vi ikke har ligestilling. Vi har stadig store ligestillingsudfordringer i Danmark. Og jeg vælger at starte med dét – for det er der ikke enighed om. Og det er egentlig også det, som jeg synes, er den største ligestillingsudfordring. Det er, at der er så mange, der er uenige i, om vi har ligestilling”, siger hun og fortsætter:
“Derfor har jeg også været ude at kritisere den blå blok, der siger, at vi har ligestilling”.
Netop den kritik af sine kollegaer i de andre blå partier – dvs. partierne til højre for den politiske midte – vender vi tilbage til.
Borgerlig dovenskab
Efter folketingsvalget i 2022 fik Danmark en ny regering. Den socialdemokratiske etpartiregering blev til en bred regering hen over midten bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne – i daglig tale SVM-regeringen. Marie Bjerre (V) blev udnævnt som ny digitaliseringsminister og minister for ligestilling.
Som ligestillingsminister står hun i spidsen for et område, der især optager rigtig mange unge – og hvor det ofte er ungdommen, der går forrest. Derfor er det måske også meget passende, at det var Marie, der blev udnævnt som ligestillingsminister. Med sine nu 37 år er hun nemlig den yngste minister i regeringen.
Temperaturen er i hvert fald der, hvor vi ikke har ligestilling
Selvom det ikke længere er en ren socialdemokratisk regering, og selvom ligestillingsministeren ikke længere er en socialdemokrat, så er ligestillingskampen ikke desto mindre vigtig. Derfor ærgrer Marie Bjerre sig også over, at der har været – og stadig hersker – en “borgerlig dovenskab” blandt partierne i den såkaldte blå blok, når det kommer til ligestillingsdebatten.
Hun fortæller, at det, hun “er blevet mest chokeret over”, efter hun er blevet ligestillingsminister, er den udbredte opfattelse af, at der er ligestilling i Danmark. Der er især én episode, der har sat sig fast hos Marie Bjerre. Det var en debat i folketingssalen, hvor der skulle redegøres for ligestillingen i Danmark – og hvor hun med egne ord blev decideret chokeret over folketingsmedlemmer fra de blå partier, der var på talerstolen og sige, at der er ligestilling.
Det er et interessant udtryk det der med “borgerlig dovenskab”. Kan du ikke lige uddybe, hvad det egentlig er, du mener med det?
“De fører alle sammen en konservativ ligestillingspolitik. Hvor er den liberale ligestillingspolitik? Altså ligestilling handler om, at vi skal have lige muligheder i det her samfund. Det har vi ikke i dag. Der er masser af evidens for, at det er sværere for kvinder at gøre sig gældende i toppen af det danske samfund, fordi man bliver mødt af nogle kønnede udfordringer, der er en barriere. Man bliver mødt med bias”, siger Marie Bjerre.
Det er simpelthen en doven tilgang at have til virkeligheden
“Der er også en udfordring, når vi taler mænd og drenge, der bliver opfattet på en anden måde – for eksempel lavere forventninger til drenge i folkeskolen. Og så siger man i blå blok, at der er ligestilling. At grunden til at der er lavere repræsentation af kvinder i ledelser, det er, fordi de ikke har lyst. Det er simpelthen en doven tilgang at have til virkeligheden. Så åbner man ikke øjnene og ser, hvilke udfordringer det er, vi har i vores samfund. Det er en konservativ tænkning at have, fordi det er med til at bevare det eksisterende”, fortsætter hun.
(Artiklen fortsætter under billedet).
At blande sig i kultur og normer
Danmarks nye ligestillingsminister, Marie Bjerre, der selv er medlem af et blåt parti (Venstre), kritiserer altså sine kollegaer i de (andre) blå partier for at føre en konservativ ligestillingspolitik og være systembevarende. Spørgsmålet er så, hvad den grundlæggende forskel – ifølge Marie Bjerre selv – er på en liberal ligestillingspolitik og en konservativ ligestillingspolitik.
“Det er den ideologiske debat, der er opstået. Er det liberalt at blande sig i normer og kultur? Ja, der kan jeg så høre, at andre siger, det er uliberalt at blande sig i normer og kultur, og det er jeg bare lodret uenig i. Det er ikke uliberalt at blande sig i normer og kultur. Jeg mener faktisk, at vi har en forpligtelse til – særligt som liberale – at presse på normer og kultur i vores samfund. Det, mener jeg, er liberalt at gøre, og jeg mener, det er dovent at lukke øjnene for det”, siger hun og fortsætter:
“Nogle siger bare, at hvis vi læser lovgivningen, så er der stort set ligestilling, ergo har vi ligestilling. Det er simpelthen ikke reelt. Det er dovent, og det er liberalt at beskæftige sig med normer og kultur, der spænder ben for os”.
For mig er ligestilling ikke fifty-fifty-repræsentation
Marie Bjerre mener grundlæggende, at der er tre forskellige tilgange til ligestillingspolitikken.
“Der er en socialistisk, en konservativ og en liberal. I den konservative ligestillingspolitik går man op i, at man har ligestilling i lovgivningen, men vil ikke politisk beskæftige sig med kultur. Man mener, det er en privat sag, og at det kan være nogle gode bevarende normer at have i samfundet. Derfor kommer man til at bevare status quo, og grunden til, at der så ikke er nogen kvinder i ledelsen, er egne valg. Det er den konservative strømning”.
“Den liberale strømning er en frihedsdagsorden. Det handler om, at vi har lige muligheder. Alle har frihed til at nå lige langt, hvis man er flittig. Hvis du stræber efter noget, så skal der ikke være nogen barrierer på baggrund af dit køn. Det er den liberale vej, og der kan godt være nogle fælles mængder med den socialistiske ligestillingspolitik”.
Her stopper enigheden dog også, siger hun.
“Der er også noget, hvor vi adskiller os fra hinanden. Min oplevelse, særligt i retorikken af den socialistiske ligestillingspolitik, handler mere om, at vi skal være ens og kompensere der, hvor vi ikke er ens. Det bliver sådan en slags ligemageri. For mig er ligestilling ikke fifty-fifty-repræsentation alle steder. Vi bliver nødt til at anerkende, at vi også er forskellige som individer. Jeg synes, det kammer helt over med den socialistiske, når man begynder at ville kompensere for, at man har taget nogle kønnede valg”.
Det er ikke i orden, at kultur og normer står i vejen for, at vi har lige muligheder
Så skillelinjerne mellem de tre retninger, du omtaler, defineres ud fra, hvor meget man vil regulere eller?
“Jamen, jeg er sådan set ikke modstander af regulering. Altså, de konservative siger jo, som jeg forstår det, at man ikke politisk skal blande sig i kultur, og derfor må man heller ikke politisk bruge regulering til at lave en kulturændring. Det er jeg sådan set ikke enig i, for igen: Dét at være liberal handler om, at vi har lige muligheder, og det er ikke i orden, at kultur og normer står i vejen for, at vi har lige muligheder”, siger Marie Bjerre.
(Artiklen fortsætter under billedet).
Kulturforandring eller lovgivning?
Spørger man ligestillingsministeren, er hun ikke i tvivl. Ligestilling er – eller burde i hvert fald være – en kerneliberal sag, netop fordi det handler om lige muligheder og ikke resultatlighed.
“Der synes jeg også tit, at socialisterne begår fejl, når de tror, at man bare kan få ligestilling med lovgivning eller tvang”, siger Marie Bjerre.
Spørgsmålet er, om der ikke er områder, hvor der simpelthen er så stor ulighed og manglende ligestilling mellem kønnene, at man – også fra politisk hold – er nødt til at gøre noget strukturelt for at skabe mere balance.
Ifølge Marie Bjerre handler en stor del af ligestillingskampen om kultur. Dermed handler en stor del af den manglende ligestilling også om kulturændringer, men “der kan sagtens være lovgivningsinitiativer, der understøtter kulturen”.
Socialisterne begår fejl, når de tror, at man bare kan få ligestilling med lovgivning eller tvang
Hun fremhæver lovgivningen om øremærket barsel til fædre som en sag, hvor det var nødvendigt med regulering/lovgivning for at skubbe på for en kulturforandring – i dette tilfælde en mere ligelig fordeling af barsel mellem mænd og kvinder.
Netop debatten om øremærket barsel til fædre er noget, som deler vandene i befolkningen – og også internt i de politiske partier. Sååå… Er det galt eller genialt? Modstanderne siger, det er tvang, og at staten ikke skal blande sig i, hvordan forældrene tilrettelægger deres barsel, og at det er et indgreb i, hvordan man indrettet sit familieliv. Fortalere mener, det er et progressivt skridt i kampen for mere ligestilling inden for et område, der netop er præget af kultur, normer og stereotype forestillinger om traditionelle kønsroller. Og at det i øvrigt er godt for barnet.
Det er kun få år siden, at hendes eget parti, Venstre, var imod øremærket barsel til mænd.
“Det er noget, jeg virkelig har kæmpet for internt, og jeg tror også, det var i den forbindelse, at jeg selv blev mere engageret i ligestillingsdebatten”, siger Marie Bjerre, der har været med til at få Venstre til at ændre holdning til spørgsmålet om øremærket barsel.
(Artiklen fortsætter under billedet).
LGBT+ og ligestilling
Et andet område, der fylder mere i den offentlige debat – også på ligestillingsområdet – i dag end for bare nogle år siden, er LGBT+-dagsordenen. Derfor er det nærliggende at tage en snak med ligestillingsministeren om netop det. Vi møder hende få dage før Copenhagen Pride Week, og faktisk kommer hun lige fra et stort pre-Pride-arrangement et andet sted i byen.
“Det er fedt at opleve den kæmpe opbakning, der er til Pride. Det er fedt at opleve, og gid der også var samme opbakning til ligestillingsområdet, for det er jo sådan noget, man har brug for til at få skabt de kulturændringer, der skal til”, siger Marie Bjerre.
Selvom hun synes, at “det står godt til med kampen for LGBT+-rettigheder”, og at opbakningen bliver større og større, så er der stadig “kæmpe udfordringer for LGBT+-området”, påpeger hun:
“Altså vi ved, at det er op mod hver tredje, som ikke føler, de kan være åbne omkring deres seksualitet på arbejdspladsen, og otte procent føler, at de er eller bliver diskrimineret”.
Jeg synes, vi har foræret ligestillingsdagsordenen til de røde
I august sidste år præsenterede den daværende socialdemokratiske regering en LGBT+-handlingsplan, der skal styrke LGBT+-personers rettigheder og ligestilling. Marie Bjerre fortæller, at der skal følges op på handlingsplanen, og at der for tiden er fokus på at få afdækket forholdene i regnbuefamilier – f.eks. om der i dag er ordentlige vilkår for at have anderledes familieformer.
Et rødt område
Da Marie Bjerre blev ligestillingsminister, blev hun rystet. Ikke over udnævnelsen eller tilværelsen som minister – men fordi nogle af hendes blå kollegaer sagde, at det var et rødt område. Netop den anskuelse er meget symptomatisk for de blå partier i debatten om ligestilling, mener hun. Og det er lige nøjagtig den logik og tilgang, som Marie Bjerre kritiserer de blå partier for.
“Jeg synes, vi har foræret ligestillingsdagsordenen til de røde”, siger hun og deler en historie, fra da hun lige var blevet ligestillingsminister:
“Jeg møder en af mine borgerlige kollegaer i folketingssalen, der siger til mig, at det må være svært at være blevet minister på det område, hvor jeg bare tænker “hvad? Altså hvad?” Det her er da kerneliberalt. At man ikke kan se det, det er simpelthen doven borgerlighed”.
Forsideinterview i VISION, nr. 3, årg. 102 – september 2023
