Af Julie Steenbuch Holt og Mathilde Pansa Niebuhr

Bygge- og anlægsbranchen er en af de mest skævvredne dele af vores arbejdsmarked, når det kommer til køn. Kun 9 procent af dem, der arbejder i branchen, er kvinder, og endnu færre befinder sig rent faktisk ude på byggepladserne. Det giver selvsagt udfordringer for kvinderne og for branchen, når den går glip af halvdelen af samfundets arbejdsstyrke. Derfor har iværksætteren Nina Groes igangsat projektet Boss Ladies med formålet, håbet og ønsket om at få flere unge piger til at vælge den karrierevej.

DSU’eren møder Nina Groes på hendes kontor i et gammelt industrikvarter i Københavns Nordsvestkvarter. Bygningen har været et gammelt lager eller værksted, og det ses tydeligt med højt til loftet og en indgang til biler, der er blevet lavet om til et stort vinduesparti.

Idéen om at starte Boss Ladies fik Nina Groes, da hun interviewede to kvindelige håndværkere.

”På mange måder stod de med udfordringer, som resten af arbejdsmarkedet stod med, da kvinderne i sin tid kom ud på arbejdsmarkedet. Det syntes jeg virkelig var spændende, for vi har ikke en del af arbejdsmarkedet, der er mere kønsvredet end her”, siger Nina Groes.

Stereotyperne lever i bedste velgående

En af de store udfordringer i byggebranchen er den meget fasttømrede stereotyp af håndværkere, der hersker. Ifølge Nina Groes ser man stadig håndværkere som højrøstede mænd med masser af damer og øl.

”Vi er inde i en stereotyp, der er så tyk, at den driver. Det er de her piger oppe imod, og derfor kan vi også se, at stort set alle pigerne i branchen har en far eller bedstefar, der er håndværker og har taget dem med ud på opgaver”, siger hun.

Det er godt for dem, understreger Nina Groes, men samtidig peger hun på alle de piger, der ikke er i familie med en håndværker, som kan introducere dem til branchen.

Stereotypen hænger sammen med nogle af branchens andre udfordringer. Kvinderne i branchen har svært ved at finde praktikpladser, fordi virksomhederne mangler viden om, hvordan de skal have en kvinde ansat. Derudover er det svært at tiltrække kvinder til  erhvervsuddannelserne. Hvis unge kvinder alligevel vælger at tage en håndværkeruddannelse som tømrer eller murer, ender de ofte med at være den eneste pige i klassen, og de bliver tit mødt med fordomme om, at de ikke kan faget ordentligt.

”I virkeligheden handler det i høj grad om uvidenhed. For når virksomhederne så får ansat den første kvinde, er de jo virkelig glade for det og vil gerne ansætte flere. Men det er en barriere, som virksomhederne skal over”, siger Nina Groes.

Kulturændring

Og det er netop det, som Boss Ladies har til hensigt at få ændret. Nina Groes og hendes hold har fået arbejdsmarkedets parter på deres side og modtaget penge fra tre fonde. Hun mener ikke, at man bare kan sætte en film på om problematikken for at sætte gang i debatten og uddyber: ”Man skal jo have helt grundlæggende fat, og det var alle med på”.

Boss Ladies har derfor fået lov til at arbejde hele vejen rundt med både individet og kulturen, og det er det, der skaber forandring.

”På individplan handler det om at motivere pigerne til at vælge disse uddannelser, og på kulturplan handler det om de voksne, der er omkring pigerne. Vi skal sørge for, at pigerne får gode forløb på uddannelserne, men også at de kommer i praktik og får gode vilkår ude i virksomhederne”, siger Nina Groes.

”Helt konkret har vi 40 ambassadører, som alle er unge, kvindelige lærlinge og svende. De er mega seje, og så er de ude at besøge syvende, ottende og niende klasser for at igangsætte uddannelsesforløb, der skal afmontere fordomme”, fortsætter hun.

Derudover er der praktikforløb for pigerne, så de kan komme ud sammen og se, hvordan det er at arbejde i byggebranchen. Og når det kommer til de voksne omkring pigerne, sørger Boss Ladies for, at lærerne og uddannelsesvejlederne får kurser i at arbejde med pigernes trivsel og motivation for at vælge en sådan faglært uddannelse.

Målet med Boss Ladies er ifølge Nina Groes både at skabe konkret forandring på området, men også at få udarbejdet en model for, hvordan man generelt kan bryde med det kønsopdelte uddannelsesvalg og arbejdsmarked.

Nedbrydelse af fordomme

Et af de vigtigste punkter for at skabe forandring på det her område handler ifølge Nina Groes om at få nedbrudt fordomme om faget og de mennesker, der vælger at gå den vej. Og så handler det om at skabe respekt for alle menneskers uddannelsesvalg, uanset om det så er et faglært valg, et akademisk valg eller et helt tredje valg.

”Hver gang vi har været ude i skoleklasserne, er der altid minimum én pige, der kommer og siger, at hun gerne vil denne her vej. Men hun har måske været en del af en venindegruppe, hvor alle tager gymnasiet, og derfor har hun manglet modet til at gå en anden vej. Nogle gange har disse piger heller ikke vidst, at de kunne bruge deres kompetencer i denne her retning”, siger Nina Groes, der udstråler stor begejstring over, at Boss Ladies kan være med til at guide pigerne i den retning.

”Verden er fuld af muligheder, så lad være med at lade andre definere, hvem du er”, siger hun.