Af Frederik Enevoldsen, ungdomskonsulent i FH og medlem af DSU

 

Når unge deltager i den offentlige debat, er automatreaktionen fra en horde boomers og andre fra generation friværdi: »Du er alt for uerfar’n, du er kun et lille barn«. Og med ét bliver min generation, i bedste Bølle Bob-stil, diskvalificeret fra den demokratiske samtale, udelukkende på grund af vores alder. Og ikke nok med det. Dagen efter skal vi gudhjælpemig høre på, hvordan vi både er dumme, dovne og uinteresserede i det samfund, vi lever i. Fordi vi ikke engagerer os, ligesom dengang far var dreng. Damned if you do, damned if you don’t.

Mine forældres generation er den største forhindring imod et nyt ungdomsoprør. Hver gang, min generation ikke bare går forrest, men også arrangerer marchen, så kan vi være sikre på, at de politisk herskende årgange nok skal gøre deres for at mobbe min generation væk fra den offentlige debat. Uanset, om det er klima, #MeToo, præstationssamfundet eller noget tredje, så skal den hårde tone fra gamle mænd og kvinder nok finde frem til kommentarsporet på Facebook. Og faktisk er tonen blevet så hård på de sociale medier, at 57 procent af alle unge ikke har lyst til at give deres holdninger til kende, alene af frygt for at blive svinet til. Og det er farligt for vores demokrati.

For om I, boomers, vil det eller ej; en eller anden dag skal I overgive både ligusterhæk og samfundet til den næste generation

Når vores fælles demokratiske samtale er blevet så destruktiv, at den udelukker store dele af ungdommen fra at deltage, så er det ikke længere et generationsproblem, men et samfundsproblem. For om I, boomers, vil det eller ej; en eller anden dag skal I overgive både ligusterhæk og samfundet til den næste generation. Så det er bare om at vænne sig til tanken. Desuden er det også os, der skal rydde op efter jeres CO2-fest, som sikkert var fed, men som også har efterladt en klode med massive tømmermænd. Det er os, der gang på gang skal tage kampen for et samfund uden sexisme, og hvor man kan få lov til at elske den, man elsker. Og vi skal gøre det hele samtidig med, at vi gennemlever en depressionsepidemi. Er det så ikke også fair nok, at vi får en stemme i debatten om, hvordan samfundet skal drives frem til den dag, I boomers forsvinder af naturlige årsager?

Og inden faklen tændes, og høtyven slibes; Selvfølgelig skal både pensionister, og de, der aspirerer til at blive det, stadig ses og høres i den offentlige debat. Men det er skævt, når 64 procent af dem, der deltager i debatten, er 50+ årige . Mens mine jævnaldrende og jeg, de 18- til 29-årige, kun fylder 8 procent af debatkommentarsporet på Facebook. Og det er jo egentlig ikke så underligt, når det, vi unge møder, er usaglige svar, hårde ord og verbale trusler. Når debatten bliver så ubalanceret, at det kun er den ældste halvdel af befolkningen, der deltager, så har det store konsekvenser for vores demokrati.

Christiansborgs mure er nemlig blevet så tykke, at den folkestemning, der er lettest for politikerne at lytte til, er den, de kan høre bag hæve-sænke-bordet. Og som billedet er i dag, betyder det, at min generation ikke bliver lyttet til.

I 2030 kan hver tredje dansker købe seniorbillet i bussen. Men betyder det virkelig, at de alene skal bestemme, hvor den kører hen?

Resultaterne af at mobbe en generation ud af debatspalterne giver sig selv. Men det lader til, at en voksende befolkningsgruppe ikke forstår det. Så lad mig tage dig, kære læser, i hånden på en rejse til det samfund jeg frygter på den anden side af en forstummet demokratisk samtale. Resultatet bliver en politisk uopdragen årgang samfundsborgere, der er vokset op med en: ’din stemmer tæller ikke’-pædagogik. Og når det motto runger i baghovedet, hvorfor så bruge sin stemme? Og kombinér det så med det rap på snuden, man, særligt som ung, kan forvente, når man stikker næsen frem i den offentlige debat. Så er det pludselig ikke så underligt, at meget få unge deltager i debatten eller stiller op til valg.

Jeg kan godt forstå, hvis man for 25 år siden, da internettet vandt indpas, tænkte, at det ville forbedre vores demokrati. Hvad der skulle have været et demokratisk forsamlingshus, har dog vist sig at være en dårlig værtshusdebat, hvor de gamle råber, og ingen lytter. Dog med den forskel, at højlydt og usaglig debat på værtshuset næste dag er glemt og sjældent kan genkaldes. Modsat internettet, der aldrig glemmer og for evigt kan blusse op i et gammelt kommentarfelt med en spydig kommentar. Forestillingen om, at sociale medier er et sted, hvor meninger mødes, og vi alle bliver klogere, har vist sig at være naiv.

Det handler ikke om, at vi er uinteresserede i det samfund vi lever i – tværtimod. Vi er mindst lige så politisk engagerede som de helliggjorte 68’ere, og vi går til stemmeurnerne som aldrig før

Og det er ikke blot barnagtig brok. Djøfs særlige jurapanel, bestående af 61 af landets førende juridiske kapaciteter fra universiteterne, domstole, advokatbranchen samt interesseorganisationer, har set nærmere på udfordringerne ved debatten på digitale platforme. I undersøgelsen erklærer 85 procent af topjuristerne sig ’overvejende’ eller ’helt’ enige i, at det er en udfordring for selve ytringsfriheden, at personer afstår fra at deltage i den offentlige debat på sociale medier såsom Facebook på grund af frygt for hadefulde ytringer og personangreb.

»Det er samtalen og den gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen«, skrev Hal Koch i 1945. Men det er for længst glemt i dag. Jeg har ikke tal på, hvor ofte mine venner eller jeg selv er blevet bortvist fra debatter med argumenter som: »Kom igen, når du har fået nogle børn, eller selv betaler topskat«. Det kan simpelthen ikke passe, at den offentlige debat skal reduceres til en slags oplevelsesdemokrati, hvor det er cpr-nummer og erfaringer, der afgør, hvad man må have holdninger til.

Så kan det sgu godt være, at det mere er undtagelsen end reglen, at unge betaler grundskyld, men derfor kan vi godt mene noget om boligskatten. Boomers ser sig jo heller ikke for fine til at diskutere og ikke mindst tjene sødt på vores lejeboliger.

Den offentlige debat er blevet monopoliseret af de 40- til 60-årige.

Og ligesom med samfundets andre goder kæmper de med næb og klør for ikke at skulle dele det med andre end dem selv. For det handler ikke om, at vi er uinteresserede i det samfund vi lever i – tværtimod. Vi er mindst lige så politisk engagerede som de helliggjorte 68’ere, og vi går til stemmeurnerne som aldrig før . Den rekordhøje valgdeltagelse til Europa-parlamentsvalget på 66 procent var især båret af unge førstegangsvælgere. Hele 68 procent af de 18-årige danskere stemte ved valget – det er en stigning på 20 procentpoint fra valget før.

Jeg tror, at grunden til, at min generation bliver presset ud af den offentlige debat, er enkel. Det handler om generationen, der er født ind i økonomisk opsving, uden bekymringer for hverken klima eller verdenskrig. Samme generation, som har kunnet købe billige boliger og haft viagra klar det sekund, underetagen blev forkølet. Det handler om, at den generation, der altid har haft det let, får udfordret sit verdenssyn, og det kan de ikke holde til. For tænk, hvis vi har ret.

Tænk, hvis kloden rent faktisk brænder, og at det er deres skyld.

Tænk, hvis sexisme eksisterer og har fundet sted på deres vagt.

Tænk hvis det præstationssamfund, de har bygget, er ved at knække nakken på dem, som skal overtage det.

 

Debatindlæg i Politiken 10. september 2021.

 

Frederik Enevoldsen vandt DM i debat 2021. Han er desuden folketingskandidat for Socialdemokratiet i Grevekredsen. Du kan følge hans Facebook-side her.