Katrine Evelyn Jensen, Forbundsformand for DSU & Mathias Niebuhr, EP-kandidat for Socialdemokratiet


Forestil dig, at du ikke kan være dig selv. At du ikke må bestemme, hvordan du vil leve. At du ikke selv må vælge, hvem du vil være sammen med. At andre tvinger dig til at leve i skjul. Brug lige de næste fem minutter på at forestille dig det. For det er faktisk virkeligheden for mange LGBT+-personer. 

På dansk kalder vi det for “omvendelsesterapi”. Det er en pseudovidenskab, der i bund og grund handler om at udslette LGBT+-personers eksistens ved at “omvende” og “helbrede” dem. Med “psykologisk rådgivning”, religiøs undervisning og/eller sågar elektrochok. 

En anden var tæt på at tage sit eget liv, fordi hans forældre tvang ham til at tale med en fundamentalistisk præst, som udgav sig for at være psykolog, og hvis eneste ærinde var at “omvende” ham til at blive heteroseksuel.

Men er det virkelig noget, der finder sted i Danmark og Europa, tænker du, måske? 

Kort fortalt: Ja, det er det. 

Vi kender begge selv nogen, der er blevet udsat for det. Den ene blev tilbudt en tur til Norge med omvendelsesterapi oven i hatten af hendes indremissionske klassekammerater. En anden var tæt på at tage sit eget liv, fordi hans forældre tvang ham til at tale med en fundamentalistisk præst, som udgav sig for at være psykolog, og hvis eneste ærinde var at “omvende” ham til at blive heteroseksuel.

Det er fuldstændig uacceptabelt! 

I 2021 konkluderede en undersøgelse da også, at tæt på hver tiende LGBT+-person i Danmark inden for det seneste år har oplevet, at personer i deres omgangskreds har forsøgt at “omvende” dem fra deres seksuelle orientering eller kønsidentitet. På europæisk plan anslår man, at det er omkring 5 procent af alle LGBT+-personer, som er blevet tilbudt omvendelsesterapi, dog tyder andre kilder på, at der er et stort mørketal.

Alligevel har kun to EU-lande fuldt ud forbudt det. Få andre lande har forbudt det ved lov for mindreårige. Og nej, Danmark er ikke et af dem. Det er hovedrystende. 

Vi vil ikke acceptere omvendelsesterapi i vores samfund. Det skal forbydes. Ikke bare i Danmark, men i hele Europa

Alle EU-lande – også Danmark – skal være sit ansvar bevidst. I vores europæiske fællesskab skal det være en menneskeret at kunne leve, som den man er. Det må være et minimum. Men det kan alle ikke nu. For omvendelsesterapi er lovligt.

Vi vil ikke acceptere omvendelsesterapi i vores samfund. Det skal forbydes. Ikke bare i Danmark, men i hele Europa. For i en tid, hvor vi ser EU-lande fratage LGBT+-personer deres rettigheder, så er det vores pligt som fællesskab at sætte en stor fed streg under, at LGBT+-rettigheder ikke er til diskussion.

Derfor skal Danmark og regeringen tage kampen op. Vi skal gå forrest og forbyde omvendelsesterapi i hele EU.