Frederik Vad, forbundsformand
Det her er en meget mærkelig klumme at skrive. Siden 2014 har jeg haft en tekst i hver eneste DSU’eren-udgivelse. Først på lederplads som chefredaktør og siden i formandsklummen som forbundsformand for DSU. Det har været en fornøjelse at være med til at folde DSU’s politiske projekt ud i magasinet og bidrage til det udstillingsvindue, som DSU’eren er. Her kan vi blive inspireret af andre seje unge ildsjæle, mærke et stik i hjertet, når vi ser et skørt billede fra vores deltagelse på Ankersminde Festival, eller blive klogere på den rigtige virkelighed, mennesker lever i.
Alt det skal en anden nu forsøge at sætte ord på fremover. Det bliver mærkeligt, men der er ingen tvivl om, at det er den rigtige beslutning. Jeg vil derfor bruge mit sidste DSU’eren-brøl i formandsklummen til at sætte et par ord på, hvad jeg tænker om fremtiden.
En ung forandringskraft
DSU er en politisk ungdomsorganisation – ikke et ungdomsparti. Vores opgave er at skabe forandringer på alle niveauer i samfundet. Fra klasseværelset og produktionshallen, over byråd og regionsråd til Christiansborg og videre ud i verden. Det kræver ikke et minipolitiker-akademi, men en ungdomsbevægelse, der mobiliserer, organiserer og aktiverer. Gennem gadeaktioner, politiske udspil, kampagne og nye digitale platforme. En organisation, der orienterer sig mod ungdomsfagbevægelsen, elev- og studenterbevægelsen, grønne bevægelser og sociale organisationer. Det er vejen frem for DSU. Og det er derfor, vi har brugt de sidste år på at opbygge et sekretariat, et Ankersminde og en uddannelses-, kampagne- og politikudviklingsmaskine, der orienterer sig i den retning.
DSU er en politisk ungdomsorganisation – ikke et ungdomsparti
I en tid hvor kampen om unges tid bliver mere og mere aggressiv, skal DSU kunne tilbyde et fleksibelt og dynamisk politisk fællesskab. Her skal afstanden mellem indre indignation og ydre handling blive mindre og mindre. Der skal være rum til at være en del af vores fællesskab, selvom man lægger hovedparten af sin politiske energi i lærlingeklubben, elevrådet eller studenterorganisationen. DSU kan og skal være en politisk tilbygning for mange af de organisationer, som ønsker et frit og mere socialt retfærdigt Danmark.
Mindre mening og mere handling
Det kræver, at vi HANDLER mere, end vi MENER. Aldrig har der været så mange holdninger til stede i den offentlige debat og i vores liv. YouTube, Twitter, TikTok, Facebook og Instagram flyder over med mere eller mindre kvalificerede meninger om alting. Holdninger er der nok af – men der er brug for flere stærke handlingsfællesskaber. Her har DSU sin chance.
Forudsætningen for at blive et handlingsfællesskab er, at vi evner at få os selv og andre op af sofaen. Fremtiden tilhører jer, der organiserer andre ind i kampen for det samfund, vi ønsker os. Evnen til at gøre det mest effektivt bliver den vigtigste for DSU fremover. Det starter med en fælles kampånd, fælles identitet og en organisation, der er udadvendt og nysgerrig på ungeliv over hele landet.
Jeg tror på DSU. Meget er sket de sidste år, men der er langt mere at gøre. Vi er kun i gang med at støbe fundamentet til en ny og moderne politisk ungdomsorganisation. Der er så meget at vinde de kommende år. Jeg er med jer hele vejen!