Af Kasper Enevoldsen, medlem af Internationalt Udvalg i DSU
Jeg er opvokset i en arbejderfamilie. Og selvom det ikke altid har været nemt, har jeg været privilegeret. Jeg har været heldig, fordi jeg er opvokset med stærke kvinder omkring mig. Min mor, bedste og farmor er mine største forbilleder. De har alle sammen haft hårde og nedslidende arbejdsliv. De har lært mig om ret og pligt. At man altid skal bidrage til samfundet.
I dag på kvindernes internationale kampdag hylder jeg kvinder som min mor, bedste og farmor. For de stærke kvinder de er og var. For deres gåpåmod og de vigtige værdier om ret og pligt, som de har videregivet til mig.
Min mor, bedste og farmor har ikke haft de mest privilegerede liv i Danmark. Men de er privilegerede i den forstand, at de har boet i Danmark. Med samme rettigheder og lige muligheder som mænd. De har været heldige. Og jeg er lykkelig over, at min mor, bedste og farmor har boet i vores samfund, i vores land fremfor alle mulige andres.
I store dele af verden, bl.a. i Afrika og Sydamerika, bliver kvinder set som andenrangsborgere. Som nogle, der er mindre værd.
Dagen i dag handler om at hylde stærke kvinder verden over. Det handler om at hylde de kvinder, som hver dag kæmper en brav kamp for at overleve. Meget er forbedret på verdensplan i de sidste årtier. Det er godt. Men dagen handler også om at italesætte de uretfærdigheder, der stadig findes. For det kan grundlæggende koges ned til følgende spørgsmål: Hvorfor er Fidele og Pedros mødre og bedstemødre i hhv. Afrika og Sydamerika mindre værd end mine i Danmark?
I store dele af verden, bl.a. i Afrika og Sydamerika, bliver kvinder set som andenrangsborgere. Som nogle, der er mindre værd. Og selvom kvinder udgør halvdelen af populationen i verden, har kvinder langt fra samme rettigheder og muligheder som mænd. Det er uretfærdigt.
Det er uretfærdigt, at der på verdensplan dør omkring 810 unge piger og kvinder hver eneste dag som resultat af fødsels- og graviditetskomplikationer. Det svarer til, at en ung pige eller kvinde dør i barselssengen hvert andet minut.
Det er uretfærdigt, at kvinder udgør over halvdelen (omkring 56 pct.) af verdens analfabeter. Det betyder, at kvinder ikke bliver uddannet og deraf lever i sværere kår.
Det er uretfærdigt, at kvinder globalt set tjener 24 pct. mindre end mænd. Og hvis “fremskridtene” går lige så langsomt som nu, vil det tage 170 år at lukke løngabet.
Det er uretfærdigt, at unge piger under 18 år bliver tvangsgiftet. Tæt på hvert tredje sekund bliver en pige under 18 år gift et sted i verden imod sin vilje.
Og det er uretfærdigt, at kvinders abortrettigheder er på tilbagetog overalt i verden. Også i vores egen europæiske baghave.
Hvis “fremskridtene” går lige så langsomt som nu, vil det tage 170 år at lukke løngabet
Meget er uretfærdigt. Ovenstående nedslag er blot nogle få eksempler. Men ikke desto mindre er det vigtigt, at vi snakker om det. Vi skal insistere på, at verden i morgen skal være bedre end i dag. At Fidele og Pedros mødre og bedstemødre får rettigheder og muligheder til at leve et liv, som mine har levet her i Danmark. Vi skal insistere på, at kvinders rettigheder og muligheder ikke er noget flyvsk, som vi bare snakker om, men at det er noget, vi rent faktisk handler på og forbedrer!
Hvis min mor, bedste og farmor havde levet i det samme samfund som Fidele og Pedros mødre og bedstemødre, hvor disse uretfærdigheder finder sted, tror jeg ikke, de ville have overlevet det. Og jeg havde ikke fået lov til at opleve dem som de stærke kvinder og store forbilleder, de er.
Jeg har været heldig at vokse op i det danske samfund, hvor min mor, bedste og farmor har haft bedre muligheder end mange andre kvinder i verden.
Det held, jeg har haft, har børn og unge som Fidele og Pedro ikke. Jeg håber inderligt, at fremtiden bringer os en verden, hvor børn og unge overalt oplever, at deres mødre og bedstemødre får lige muligheder og samme rettigheder som mænd. Til at leve et frit liv og udfolde deres potentiale.
Det er mit håb. For Fidele og Pedros mødre og bedstemødre er lige så meget værd som mine.