Frederik Vad, forbundsformand
Coronakrisen udvikler sig time for time, og der bliver rigeligt for regeringen at kaste sig over på den front i det nye år.
Men mellem den stramme og tidskrævende krisestyring bliver der også plads til at udvikle vores samfund på den lange bane. Det skal der i hvert fald være. Og her er det ikke helt ligegyldigt, hvad regeringen og Folketinget kaster sig over.
Mit eget ønske for år 2021 er klart: Der skal skabes flere sociale og demokratiske fremskridt – og det skal ske i den rigtige rækkefølge.
Men det kræver et opgør med bestemte dogmer, der har lagt sig som en tung dyne over mange partier på Christiansborg. Her kan mit eget heller ikke smyge sig udenom.
Jeg mener, at disse fem kampe bliver nogle af de vigtigste i det nye år:
1) Kampen om klima-økonomien
Balancekrav 2025 og 2030, EU-regler og budgetlov. Det lyder gabende kedsommeligt, og grønne aktivister og venstrefløjspolitikere vil da også hellere presse regeringen på elbiler, CO2-afgifter og solceller.
Det sidste afhænger bare af det første. Hvis ikke vi får ændret rammerne om den økonomiske politik, så kommer vi ikke til at kunne kombinere sociale fremskridt og grønne fremskridt frem mod år 2050.
En stor del af det økonomiske fundament under velfærdsstaten forsvinder nemlig, hvis vi får færre sorte afgifter i kassen, samtidig med at vi ikke kan beskatte det grønne tilstrækkeligt.
Derfor bør vi betragte årene frem mod 2050 som en mellemfase, hvor vi med åbne øjne dropper balancekrav og budgetkrav. Til gengæld finansierer vi i fællesskab hullerne i statskassen. På den måde kan vi sætte turbo på vindmøller, solceller, natur, elbiler, forskning og alt det andet, der skal til. Det er den absolut vigtigste kamp i året, der kommer.
2) Demokratiske fremskridt på dagsordenen
Lovprisningen af demokrati har været en overfladisk parole for skiftende regeringer. Ingen har for alvor forsøgt at skabe demokratiske fremskridt i en menneskealder.
Tværtimod har reformer og globaliseringen svækket menneskers magt over egen tilværelse. Det skal der laves om på. På alle niveauer skal der kæmpes for demokratiske fremskridt – vel at mærke på den socialdemokratiske måde.
mere medejerskab i dansk erhvervsliv, større lokal borgermagt over velfærdsinstitutionerne og en lavere valgretsalder
Vi har brug for positive incitamenter til mere medejerskab i dansk erhvervsliv, større lokal borgermagt over velfærdsinstitutionerne og en lavere valgretsalder.
Derudover skal kampen for frihed og demokrati være en hjørnesten i udenrigspolitikken, hvor der skal arbejdes for en fælles alliance mellem liberale demokratier i verden. Helst inden Kina har nået at opkøbe det meste af verden.
3) Krig mod kløfterne
To årtier med Fogh-doktrinen har sat sine spor i Danmark.
Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) ambition om gradvist at ændre danskernes holdninger og vaner i en mere individualistisk retning, frem for åbenlyst at slagte velfærdsstaten i ét hug, er ved at blive realiseret.
Et dårligere dagpengesystem har skabt et boom i antallet af lønforsikringer. En galopperende centralisering har skabt et boom i antallet af elever på privatskoler. Et ulighedsskabende skattesystem har skabt et boom i velbjærgede boligejere. En strukturel krig mod fagbevægelsen har skabt et boom i antallet af medlemmer hos de gule. En markedsliggørelse af velfærdssamfundet har skabt et etnisk og socialt opdelt uddannelsessystem.
Listen kunne fortsætte. Alle disse mønstre har regeringen meget få år til at ændre på. Venter man for længe bliver middelklassens modstand nemlig for stor.
4) Et bedre uddannelsessystem
Uddannelse i dag bygger på en forældet tankegang om, at eleverne skal færdigprogrammeres i starten af deres liv.
Alle skal henvises til skolebænken i ungdomsårene, men kan til gengæld ikke flytte sig et andet sted hen i voksenlivet.
Vi skal uddanne os kortere tid i starten af vores liv, for så til gengæld at få flere uddannelsesrettigheder i løbet af vores liv
Samtidig får vi en mere og mere boglig, stillesiddende og stereotypt feminiseret skole, hvor især drengene falder fra undervejs. Det er heller ikke lykkedes os at få taget ordentligt hånd om tal- og ordblinde, praksisfaglighed og elever med fagligt svage forældre. Lad os få ordentlige uddannelsesreformer, hvor flere unge får en tidligere tilknytning til arbejdsmarkedet.
Vi skal uddanne os kortere tid i starten af vores liv, for så til gengæld at få flere uddannelsesrettigheder i løbet af vores liv. En reel vej til livslang læring.
Derudover skal vi skabe en langsigtet økonomisk redningsplan for erhvervsuddannelserne. Præstationspres har udkonkurreret praksisfagligheden på uddannelsespolitikkernes dagsorden. Et kæmpe svigt.
5) Opgør med grådigheden
Selvom vi ikke rigtig taler om det mere, så lever markedsøkonomiens rådne lommer stadig i bedste velgående.
Vi mangler at få taget opgøret med skyhøje bonusser, galopperende gebyrudvikling, uforståelige udbyttebetalinger og for stor ulighed i muligheden for at få et banklån.
Så snart vi er på den anden side af coronakrisen, og det igen bliver gyldne tider for finanssektoren, vil vi endnu engang få bekræftet det faktum, at mentaliteten ikke rigtig har ændret sig siden finanskrisen.
Vi mangler at få taget opgøret med skyhøje bonusser, galopperende gebyrudvikling, uforståelige udbyttebetalinger og for stor ulighed i muligheden for at få et banklån
Dele af dansk erhvervsliv har brug for klare incitamenter til at opføre sig ansvarligt, vise samfundssind og tage hensyn til sammenhængskraften i vores land. Kun regeringen og venstrefløjen kan minde dem om det.
Der bliver nok at tage fat på i det kommende år. De politiske ambitioner skal skrues i vejret. En stor del af samfundsudviklingen bevæger sig i den forkerte retning.
I det 21. århundrede er det højrefløjen, som har haft fingrene i tandhjulene det meste af tiden, og konsekvenserne bliver tydeligere og tydeligere. Der er ingen tid at spilde. Lad os bruge året på at ændre udviklingen for alvor!
Klumme i Netavisen Pio 5. januar 2021.