Dette brev er sendt til ministrene og den socialdemokratiske folketingsgruppe:

 

Kære socialdemokratiske folketingsmedlem

Coronakrisen har store konsekvenser for mange. Men den går især hårdt ud over lærlinge og elever på erhvervsuddannelserne, der – som en vigtig del af uddannelsen – skal i praktik.
Antallet af indgåede praktikaftaler er faldet med over 80 procent ift. samme periode sidste år. Dermed har coronakrisen stort set lukket helt ned for elevers praktikaftaler.

I DSU mener vi, at det er dybt bekymrende – for ikke at sige alarmerende!
Unge mennesker vil falde fra, hvis de ikke får en lære- eller elevplads inden for en overskuelig fremtid. Vi risikerer lige nu at tabe en hel generation af faglærte på gulvet.

Efter mange års uddannelsespolitisk svigt med manglende investeringer i – og forsømmelse af – erhvervsuddannelserne, står Danmark til at mangle faglært arbejdskraft både nu og i fremtiden. Derfor bør coronakrisens konsekvenser for lære- og elevpladser få alle alarmklokker til at ringe! Det skriger på handling. Og den handling skal komme fra politisk hold. Nu er det lærlingenes tur til at få en udstrakt hånd fra regeringen!

Aftalen om en delvis genåbning af erhvervsskolerne er et skridt i den rigtige retning. Men det er ikke nok. Derfor foreslår DSU følgende tiltag:

  • Hæv Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) til 100 procent for at belønne virksomheder, der tager lærlingeansvar.
  • Sikre det økonomiske fundament under erhvervsskolerne, så de kan påtage sig den ekstraordinære uddannelsesopgave, der venter forude.
  • En reel uddannelsesgaranti for EUD-elever, som er brugbar og af høj kvalitet.
  • Opret fleksible uddannelsesåbninger til erhvervsuddannelserne og giv unge ufaglærte en økonomisk bonus for at starte (kan afbøde konsekvenserne af den utryghed, som mange unge, der står på tærsklen til erhvervsskolerne, måtte have).

Opfordringen fra DSU til regeringen og Socialdemokratiet er klar: Red uddannelsesaftalerne NU!