Af Mads Hvidbjerg Kristensen
Man er altid lidt spændt, når man træder ind på Christiansborgs bonede gulve. Det er magtens maskinrum. Folkestyrets epicenter. Her har Danmarkshistoriens mest magtfulde mænd og kvinder udkæmpet afgørende slag om nationens fremtid. Med ord og ideologi som de skarpeste våben. I dag skal vi tale om de kvinder, der har været med til at forme Danmarkshistorien siden enevældens fald.
Lea Wermelin og Rasmus Horn Langhoff henter os i vagten. Gennem det sidste halve år har de med deres podcast ”Pionererne” sat fokus på folkestyrets kvinder. Fra Elna Munch til Mette Frederiksen. Mens vi bevæger os mod Rasmus’ kontor, kan man ikke undgå at lægge mærke til portrætmalerierne af Folketingets forhenværende formænd, der hænger langs de frisebemalede vægge. Der er kun mænd. Derfor er det skelsættende, at det næste maleri bliver af Folketingets første kvindelige formand.
Forbilleder og rollemodeller
Historisk set har Socialdemokratiet været i front på ligestillingsdagsordenen. Allerede i det første partiprogram fra 1876 blev det mejslet i granit, at alle mænd – og kvinder – skulle have stemmeret og være valgbare.
”Kvindekampen har været en del af Socialdemokratiets DNA helt fra starten.” forklarer Lea Wermelin. ”I modsætning til i andre partier, så kunne både mænd og kvinder være medlemmer af Socialdemokratiet fra start. Helt fra begyndelsen har kvindekampen været en naturlig integreret del af Socialdemokratiet.”
Men det var sjældent nemt for de foregangskvinder, der tog teten op og engagerede sig i politik. Heller ikke efter grundlovsændringen i 1915. De skulle lære at begå sig i et mandsdomineret minefelt af jakkesæt, cigarrøg og brutale magtopgør.
”Det at stille sig frem som kvinde og råbe højt i en forsamling, hvor man stod tæt, var et brud med de daværende kønsroller. Det har virkelig krævet muskler at rykke det gældende billede af kønnene.” fortæller Lea Wermelin.
Det sprængte glasloft
Heldigvis var der flere kvindelige frontløbere, der trodsede den maskuline jargon i dansk politik. Rasmus Horn Langhoff fremhæver Ingeborg Hansen, som hans eget kvindelige forbillede. Socialdemokraten, der som den eneste stemte imod genindførsel af dødsstraf efter besættelsen, og som blev formand for Landstinget og dermed verdens første kvindelige parlamentsformand. Og så var der selvfølgelig Nina Bang:
”Vi hylder Nina Bang som den første demokratisk valgte kvindelige minister i verden i 1924. Men den næste kom først i 1947 med Fanny Jensen, der blev minister uden portefølje. Nina Bang var i den grad kvalificeret. Hun var akademiker i en regering, som havde behov for én, der kunne tale tysk og fransk og som havde styr på økonomi. Men efter udnævnelsen af Nina Bang gik det simpelthen i stå: Der kom ikke flere og flere kvindelige ministre i de kommende år. Det gik i stå.”
Gennembruddets kvinder
På Staunings tid var det kvinder som Nina Bang (S), Helga Larsen (S) og Elna Munch (RV), der sprængte de famøse glaslofter. I 1918 tog Elna Munch ordet fra Folketingets talerstol som den første kvinde. Selvom Nina Bang og Elna Munch brød gennem Christiansborgs tykke mure, så gik der årtier før kvinderne for alvor indtog magtens korridorer.
”Dét, der for alvor sætter skub i tingene, er folketingsvalget i 1971. Her sker det store gennembrud: Der bliver valgt flere unge ind. Der bliver valgt rigtig mange kvinder ind. Der bliver virkelig skiftet ud i Folketinget. Da man sætter demokratiet frit til vælgerne, så begynder de at vælge kvinder. Det synes jeg er interessant.” siger Rasmus Horn Langhoff med henvisning til den ændring af valgloven, der blev foretaget i 1970, og som blandt andet åbnede for sideordnet opstilling.
Ved folketingsvalget i 1971 opnåede en række bemærkelsesværdige unge kvinder valg til Folketinget. Med næsten 6.000 personlige stemmer hver bragede Helle Degn og Ritt Bjerregaard ind i Folketinget.
Den første på den største post
Selvom Helle Thorning-Schmidt i 2011 indtog Statsministeriet som den første kvinde nogensinde, er der stadig problemer.
”Er vi i mål med ligestillingen, når kun hvert tredje byrådsmedlem er kvinde?” spørger Lea Wermelin retorisk. ”Er vi i mål med ligestillingen, når kun 14 borgmestre ud af 98 er kvinder? Jeg tror, at langt de fleste socialdemokrater vil svare klart og tydeligt nej. Vi er ikke i mål.”
Rasmus Horn Langhoff supplerer: ”I toppolitik er kvinder desværre stadig de sjældne dyr på savannen. Det kan give positiv opmærksomhed i nogle situationer, men der er også en bagside af medaljen.” Lea Wermelin nikker. De peger på, at kvinder skal finde sig i langt mere end mænd: Hadebreve, chikane, sexisme. Da Lea Wermelin blev formand for Folketingets Skatteudvalg, fik hun en mail om, at ”en lille skolepige som hende ikke skulle blande sig i økonomi.” Der er lang vej endnu.
Rasmus Horn Langhoff runder interviewet af med et godt råd til unge kvinder i politik – og i DSU: ”Kast jer ud i det og byd jer til. Tro på jer selv. Alliér jer med nogle kvinder – og mænd – som tror på jer, og som har nogle erfaringer, som I kan trække på.” Lea Wermelin afbryder ham: ”Og vær ikke bange for at tabe!”
Med de ord afslutter vi interviewet og bevæger os i ud i Vandrehallen med fotografen. Her hænger der portrætter af Danmarks statsministre. Ét portræt bryder mønstret. Helle Thorning-Schmidts. Men inden længe hænger der forhåbentlig endnu en kvinde ved siden af.
/mhk