Interview af Julie Steenbuch Holt og Line Gluud
Fotos af Stefan Cavalieri
X-factor-dommeren og musikeren Thomas Blachman, ser ikke sig selv som en del af den kreative klasse – men han efterlyser den kreative masse. Han savner, at ungdommen får lov og mulighed for at idéudvikle.
Det er en flot og solrig februardag, da DSU’eren møder Thomas Blachman på sin båd på Holmen. Den ligger som en rolig overdådighed i det stille, klare vand. Nærmest ved første ordudveksling er det klart, at Thomas Blachman er en mand med opmærksomheden rettet mod sine omgivelser. ”Gå forsigtigt. Der kan være meget glat”, siger han, da vi træder op på dækket.
IKEA-møbler og farvekoordinering er ikke det, der kendetegner indretningen i husbåden. Det virker nærmest som om, at der er gjort alt for at undgå den hvide farve. Nodeark ligger spredt, i symbolsk kontrast til børnetegningerne, der hænger på væggen. Blachman rumsterer lidt i køkkenet, mens vi sætter os til rette i to brune lædersofaer, der ser ud som om, de har givet velbehag til mange bagdele igennem årene.
IDÉERNE ER DRIVKRAFTEN
Thomas Blachman er først og fremmest en idémager. Hans kreativitet har og er stadig med til at forme hans levevej og livsstil, som husbådens indretning også afspejler. Et kreativt kaos.
Det er hans eget udgangspunkt – hans måde at se på livet – som får ham til at savne et fokus på udviklingen af kreativiteten og mulighed for at udvikle idéer i samfundet. Det er vejen frem, mener han, for at give andre og selv få de bedste forudsætninger for et godt liv. ”Vi taler om den kreative klasse. Jeg vil hellere have, at vi får en stor kreativ masse på det største idégrundlag som muligt”, siger han.
Når X-Factor er slut, er musikdommeren aktuel i et program om idé-genererende undervisning i folkeskolen. Det kommer sig af, at der er to timer af børnenes skoletid i den seneste skolereform, som man ikke ved, hvad man skal gøre ved. Ifølge Thomas Blachman har man valgt at kalde det nye fag, der skal udfylde de timer for ”idé-faget”. Thomas Blachman blev i udsendelserne sendt til en folkeskole i Hvidovre, hvor en stor del af eleverne er tosprogede. Han oplevede, at hvis bare man skabte de rigtige rammer, begyndte der at ske små spirende forandringer for eleverne.
”Lige pludselig sker der en lille vending, og så går det op for dem, hvad det handler om. At de ikke går i skole for lærernes skyld, at de ikke skal ud at have et arbejde for arbejdsgiverens skyld. De skal gøre det for deres egen skyld”, siger han.
Det er synd, at vi i Danmark ikke har indrettet vores uddannelsessystem til at lade kreativiteten flyde løs, når det netop er der, vi finder vores ’råstof’, mener Blachman. Vi skal forstå, at guldet ikke ligger i jorden” – han peger på sit bryst i den side, hvor hjertet er placeret– ”Det ligger herinde”.
Hvis man – fra de helt unge år – får idéskabelsen og kreativiteten ind under huden, så kan det pege de unge i den rigtig retning, understreger Thomas Blachman. Han giver eksemplet med en ung mand, som finder ud af, at han er god med sine hænder. Det er lige meget, om han bliver tømrer eller pianist, siger han, så længe han finder ud af at gøre noget med sine hænder!
DEN SVIGTEDE GENERATION MÅ KÆMPE SIG TILBAGE
Thomas Blachman er ikke sky for at give udtryk for sin begejstring for ungdommen i dag og sin – til en vis grad – skuffelse over sin egen generation.
”Vi er ikke gode til at skabe de store fælles projekter. Det er jo jeres (ungdommens red.) opgave. Det var oprindeligt min. Men min generation kunne ikke finde ud af det. Mine forældres generation var bedre til det. At skabe et eller andet”, siger han.
Thomas Blachman har ikke en opskrift eller en holdning til, hvad der skal skabes. Han efterlyser bare, at ungdommen tør tro på, at der kan skabes et bedre samfund. Ungdommen skal selv finde ud af, hvad målet for det nye samfund skal være. Der er nok at tage fat i med det her land. Det er bare ikke politikerne, der skal gøre det. ”Jeg forstår ikke, hvorfor politikerne skal stå i spidsen for det”, siger Thomas Blachman, og der stråler en manglende forståelse og en vis grad af frustration ud af ham.
”Man hører tit sådan noget pisse-snak. Så får de en skattelettelse, hvor de sparer 2000 kroner om året. Man skal åbenbart spilde folks tid. Det er jo ikke det, der kan gøre det for os”, understreger han og hentyder til de mange reformer, der bliver klemt igennem hele tiden.
”Det er det, der kommer ud af det, når man skal bruge så mange statsmidler. Tror I ikke, at der i befolkningen er en lyst til at lave meget mere drastiske eksperimenter med vores land og hinanden? Findes der ikke noget, hvor man kan holde sig selv ud og føler, at man lever et vitalt sted i historien, fordi man var med til at bygge noget sammen?”
AKTIVISME PÅ BANEN
Ifølge Thomas Blachman er noget af løsningen, eller i hvert fald forsøget derom, at få aktivismen tilbage i samfundet. Med et drastisk billede, tegner han muligheden for at ryste klimaforandringerne ind i hovedet på folk.
”Så skal I ud at stå på motorvejen og hive folk ud af deres biler og proppe nøglerne ned i munden på dem. I skal gøre noget. På et tidspunkt er det nok, og så skal der ske noget”, siger han. Håbet er ungdommen. ”Det er jo jer, der er ungdommen. Det er nu, I sprudler. De unge skal kunne vise, hvad de drømmer om, så vi kan skabe re-motivation i samfundet. Jeg savner den unge stemme, som får den tid, den skal have”, siger han.
HVOR BLEV SOLIDARITETEN AF?
Thomas Blachman stemmer på Socialdemokratiet. Det har han altid gjort, og det vil han gøre, til partiet, ifølge hans eget udsagn, bliver det rigtige socialdemokrati igen og finder tilbage til sine rødder. ”Jeg er det på et menneskeligt plan. Jeg har sådan en ufaglært sandhed i mig, på sådan en lidt Anker Jørgensen-agtigt måde. Jeg har sådan en følelse af solidarisk kærlighed til dem, som ikke har det lige så godt som en selv.”
Men samfundet har ændret sig. Den følsomme mand, der sidder i sofaen er kigger ud over vandet gennem de store vinduer i husbåden, savner solidariteten. Den solidaritet, der var engang. ”Anker Jørgensen havde en karismatisk kærlighed. Sådan noget betyder sindssygt meget. Folkefædre-figurer er vigtige, selvom de ikke nødvendigvis er politiske”, siger han. Det er den slags mennesker, den tid og den solidaritet, som han savner, og som han håber, at ungdommen kan finde frem igen.
”Derfor er der jo jer håbefulde, unge mennesker. Det er jeg jo også. Jeg er jo også ung. Der er en følelse af idealisme i mig. Mange vil gerne sige, at vi har det ene segment her og det andet segment her. Men jeg vil gerne kæfte op om, at vi jo alle sammen er forskellige”, siger han. Og netop accepten af forskelligheden kommer til at gøre det nemmere at leve sammen.
En måde, han kan mærke, at solidaritetsfølelsen er væk, er den måde, vi taler sammen og agerer over for hinanden. ”Ingen taler om, hvad de tjener i løn. Man gemmer det for alle andre. Hvad fanden er det for solidariske tider?”, siger han ironisk. Han taler – som man kender det fra TV – i lange tankestrømme, som bliver til undervejs, og slipper ud under de rynkede bryn, der giver dig fornemmelsen af, at alle hjul kværner derudaf. I talestrømmen om løn får også lige sneget sig en kommentar om ligeløn ind. ”Vi aner i virkeligheden ikke, om kvinder tjener mere end mænd. Det tror jeg de gør på Danmarks Radio. Det er jo en god nyhed. Det er jo længe ventet. Det er der ikke nogen, der kan få ondt i røven over”, siger han henkastet. Så er den diskussion ligesom lukket.
