Af Pelle Reynberg og Mads Hvidbjerg

 

Når du kommer gående ad Købmagergade og svinger til venstre ved Krystalgade, får du hurtigt øje på, at Krystalgade ikke er som alle andre veje i København. Begge ender af vejen er spærret af, og der holder næsten altid en patruljevogn eller to på det ellers korte stykke vej. Tre tungt bevæbnede soldater med maskingevær patruljerer i døgndrift. Alt sammen, fordi Krystalgade er hjemsted for Københavns Synagoge.

I de seneste år har jødiske samfund i Europa været under angreb adskillige gange. I 2014 åbnede en gerningsmand ild på det jødiske museum i Bruxelles og dræbte fire museumsgæster. I kølvandet på terrorangrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo i januar 2015 blev en gruppe handlende taget som gidsler i et jødisk supermarked i Paris. Her blev fire gidsler skudt og dræbt. Så sent som i november blev fire personer dræbt i et terrorangreb i den østrigske hovedstad Wien. Første skud blev løsnet få hundrede meter fra Stadttempel – byens hovedsynagoge.

 

Plads til os alle?

Politibetjentene og soldaterne er også på plads den eftermiddag i slutningen af september, hvor DSU’eren møder Mette Bentow, sønnen Jens Jacob og datteren Hannah foran Københavns Synagoge. Vi har sat dem stævne for at tale om et alvorligt emne: det spirende jødehad i Danmark og Europa. For hvordan er det at leve som jøde i Danmark i 2020? Og ville det være mere sikkert at forlade Europa og immigrere til Israel i en tid, hvor jøder og jødiske institutioner med jævne mellemrum bliver udsat for vold og terror?

Familien Bentow har selv haft antisemitismen helt tæt inde på livet. Den 14. februar 2015 fejrede Hannah Bentow sin bat mitzvah i synagogens menighedshus. En fest, der blev afbrudt af det værste terrorangreb i Danmark siden Anden Verdenskrig. Dét vender vi tilbage til.

For ud over terrorangreb – antisemitismen i dens reneste og mest voldelige form – så møder mange danske jøder også jødehadet i hverdagen. Mette, Jens Jacob og Hannah har alle oplevet tilråb, spytklatter og overgreb i det offentlige rum.

Der var en gruppe unge indvandrere, som havde siddet og skulet til mig, og da de steg ud, spyttede en af dem direkte ned i barnevognen på Hannah. På min lille baby. Jeg var så rystet

Første gang jeg blev spyttet på, var Hannah stadig i barnevogn. Jeg steg af bussen ved Trianglen, det var sommer, og Hannah lå og pludrede nede i barnevognen. Jeg havde min Davidsstjerne på, så den var synlig. Der var en gruppe unge indvandrere, som havde siddet og skulet til mig, og da de steg ud, spyttede en af dem direkte ned i barnevognen på Hannah. På min lille baby. Jeg var så rystet”, fortæller Mette Bentow og fortæller om yderligere to tilfælde, hvor hun er blevet spyttet på – den ene gang akkompagneret af et “Heil Hitler”-tilråb. Jens Jacob Bentow følger op:

Da vi var mindre og cyklede med vores far, så spyttede folk efter os i cykelladet, fordi han havde kalot på”, husker han.

 

“Du skal aldrig komme her igen”

Hannah var den første af Mette Bentows børn, der blev slået ned. Det skete, da hun var 15 år gammel og gik i 10. klasse.

Da jeg gik i 10. klasse, skulle en af mine venner spille en koncert på et ungdomshus, og vi var taget derind for at supporte. Vi står omme backstage, og mange af mine venner er blevet småfulde. Før koncerten begynder, kommer der så tre drenge ind i backstagerummet og ser ud, som om de er faret vild. Jeg står op ad væggen og snakker med en af mine venner.

Jeg havde en sort kjole på og en halskæde formet som Israel. En af lamperne lyser ned på mig, og jeg kan se, at en af drengene får øje på mig og kommer gående hen imod mig. Han stiller sig op af mig og siger: Hvad er det, du har på halsen?“, fortæller hun.

Hannah tænker hurtigt og prøver at slippe ud af situationen. “Det er Palæstina”, svarer hun i håbet om, at den unge mand vil lade hende være. Men det gør han ikke.

Han tager fat om min kæde og hiver ned i den, men den er kraftig og af guld, så den går ikke i stykker første gang. Han går så, men jeg udstøder en lyd, fordi det jo gør ondt. Han tror, jeg griner af ham, så han kommer tilbage og river virkelig hårdt i halskæden, så han til sidst river den af. Han siger, at jeg aldrig skal komme dér igen og tager min halskæde med. Jeg får et stort sår i nakken”.

Faktisk har de flere bud på potentielle gerningsmænd. Også blandt deres kollegaer

Da Hannah kommer hjem og fortæller familien om den ubehagelige oplevelse, er Mette Bentow og resten af familien målløse og skræmte. Jens Jacob fortæller, at de tager ned til ungdomshuset for at spørge, om personalet har en idé om, hvem overfaldsmanden kan være. Det har de. Faktisk har de flere bud på potentielle gerningsmænd. Også blandt deres kollegaer.

 

“Hitler burde have dræbt dig”

Jens Jacob Bentow var 18 år, da han for et par år siden blev udsat for et voldeligt overfald ved Søerne i København.

Jeg har været på en bar med nogle venner en sommeraften, og jeg går langs Søerne for enden af Vesterbro. Jeg har T-shirt på, og normalt går jeg rundt med en stor Davidsstjerne. Det er varmt, så jeg tager min trøje af, og jeg ser, at der kommer tre voksne mænd gående imod mig. De råber lidt og er ubehagelige. Da de går forbi mig, råber de noget i retning af Hitler burde have dræbt dig og fucking jøder skal bare dø“, beretter Jens Jacob roligt og fattet – nærmest som om det er en sædvanlig, naturlig oplevelse.

Han har fået at vide hjemmefra, at han skal pakke stoltheden sammen og gå videre, hvis han bliver råbt ad eller spyttet på på gaden. Det er for farligt at svare igen eller tage diskussionen. Men dén aften har Jens Jacob fået et par øl, så han samler mod til sig og svarer mændene igen. Og så bryder helvede løs.

De vender sig om og kommer mod mig. Tre mod én. De omringer mig, og derfra går det galt. Jeg får bøjet et ribben, ødelagt mit ansigt og lidt af hvert”.

Mette Bentow bryder ind: “Jens Jacob var ekstremt heldig. Det kunne være gået meget værre, hvis én af dem havde haft en kniv eller et våben”, gyser hun med frygt i stemmen.

Jens Jacob fortæller også, at han flere gange har oplevet ikke at blive lukket ind på restauranter og diskoteker, fordi han har båret Davidsstjerne. Han har sågar oplevet, at en tjener nægtede at servere for ham. Midt i København.

 

En mors bekymringer

Og hvad gør man så, når ens børn bliver slået ned på grund af deres tro? Før i tiden sagde Mette Bentow og hendes mand til hinanden, at de ville rejse fra Danmark, når de skulle begynde at skjule, hvem de var. Men det er en beslutning, de – i kærlighed til Danmark – har gradbøjet flere gange siden da.

Efter terrorangrebet på synagogen besluttede de, at terrorister fandeme ikke skulle bestemme, om de kunne være i Danmark. Og efter Kundby-sagen, hvor en 15-årig pige havde planlagt at sprænge en bombe på Carolineskolen, tilbød de Hannah og Jens Jacob at skifte skole.

Det er svært for mig som mor at leve med, at på grund af mine og min mands valg, så har mine børn haft de her oplevelser. It’s on me

Efter overfaldene bad Mette Bentow sine børn om ikke længere at bære Davidsstjerner i det offentlige rum. Fordi dét er for farligt i Danmark anno 2020.

Det er svært for mig som mor at leve med, at på grund af mine og min mands valg, så har mine børn haft de her oplevelser. It’s on me. Det kan sommetider være svært at rumme”, fortæller hun.

Jens Jacob nægtede at tage Davidsstjernen af. Faktisk så købte han en, der var endnu større.

 

“Arbeit macht frei. Det ved din race jo alt om”

Oven i overfaldene skal man lægge antisemitiske, jødefjendske kommentarer og “spøgefuldheder”, som Hannah, Jens Jacob og Mette Bentow må lægge ører til jævnligt. Mette Bentow oplevede på et tidspunkt en samarbejdspartner, der ville lave sjov med, at de begge havde en travl arbejdsuge: “Arbeit macht frei. Det ved din race jo alt om”, grinte kollegaen.

Hvad gør man i sådan en situation? Ler man med for at undgå larmende, akavet tavshed? Eller irettesætter man sin kollega og ødelægger den gode stemning?

De går alle tre meget op i at understrege, at man ikke skal være overfølsom. Men de understreger også, at der må være en grænse for, hvad man skal finde sig i, bare fordi man er jøde.

Vi er både de onde kapitalister og de væmmelige kommunister. De siger, det er os, der styrer medierne, og de siger endda, at vi styrer Mette Frederiksen. Men nu har jeg mødt Mette Frederiksen, og jeg må bare sige, at hun er ikke en kvinde, som nogen styrer”, siger Mette Bentow og trækker let på smilebåndet under den sidste sætning.

 

Terrorangrebet

Lørdag den 14. februar 2015 dannede Københavns Synagoge rammen om det værste terrorangreb i Danmark siden Anden Verdenskrig. Den aften fejrede familien Bentow Hannahs bat mitzvah i menighedshuset ved siden af synagogen.

Mette Bentow og familien ankom til synagogen i taxa. Hun husker, at hun fik øje på Dan Uzan ud ad taxaens vindue, smilede til ham og bemærkede til taxachaufføren, at det var Dan, der skulle passe på dem den aften.

Om eftermiddagen havde ‘gerningsmanden’ – som Mette Bentow foretrækker at kalde ham – angrebet en debat om ytringsfrihed i Kulturhuset Krudttønden og skudt og dræbt den 55-årige filmmand Finn Nørgaard. Derfor var der også tilkaldt forstærkning til bevogtning af synagogen den aften. I begyndelsen var festen som alle andre fester, fortæller Mette Bentow:

“Der bliver holdt taler, og ved 23.30-tiden går børnene og de unge ind i et tilstødende lokale for at danse og feste videre. Alle vi voksne bliver siddende for at drikke og tale. På et tidspunkt er jeg inde for at se til børnene. De fleste har taget deres sko af for at danse”.

Men så bliver festen afbrudt. En sikkerhedsvagt beordrer musikken slukket, og alle gæsterne bliver ført ned i et sikkerhedsrum. 49 mennesker på 12 kvadratmeter. Flere af pigerne skriger og græder. Uret på væggen er gået i stå. Der er ingen wi-fi, så det er ikke muligt at opdatere nyhedsmedier for at se, hvad der foregår. Her sidder de i flere timer, og for at undgå panik får de i første omgang ikke at vide, hvilke rædsler der er foregået lige uden for bygningen.

Gerningsmanden har skudt den 37-årige jødiske sikkerhedsvagt Dan Uzan og såret to politibetjente. Dan Uzan betalte den højeste pris for at beskytte familien Bentow, synagogen, den jødiske menighed og selve religionsfriheden. Og i dag er Mette Bentow slet ikke i tvivl om Dan Uzans betydning:

Hvis ikke Dan havde været der, så var gerningsmanden kommet ind, og så havde han slået os ihjel”.

Hvis ikke Dan havde været der, så var gerningsmanden kommet ind, og så havde han slået os ihjel

 

Et trygt liv?

Efter attentatet har myndighederne øget bevogtningen ved jødiske institutioner markant. Men føler Mette, Hannah og Jens Jacob så, at det nu er trygt at være jøde i Danmark?

Nej”, svarer Hannah hurtigt, hvorefter Jens Jacob følger op med et Nej, absolut ikke”.

I så jo selv, hvordan I kom herind”, bemærker Mette Bentow med reference til det skudsikre slusesystem, der er bevogtet af maskingevær-bevæbnede soldater.

Mette Bentow understreger, at hun er meget tilfreds med Socialdemokratiets håndtering af antisemitismen i Danmark:

“Jeg føler, at med den nuværende ledelse i Socialdemokratiet er der en utvetydig afstandtagen til antisemitisme, en vilje til at gøre noget og en kraft til at støtte. Og det betyder faktisk, om vi kan bo her eller ej”.

“Det er meget værdsat”, afslutter Jens Jacob.

Efter det seneste terrorangreb i Wien har familien Bentow på ny diskuteret, om de skulle udvandre til Israel, og om det overhovedet er foreneligt at være jøde og bo i Europa.

 


 

Fakta:

Det Jødiske Samfund udgiver årligt en rapport om antisemitiske hændelser i Danmark. I 2018 blev der registreret 45 hændelser, hvilket udgør en stigning på 50 procent i forhold til året før.

Det drejer sig om overfald, trusler, hærværk, antisemitiske ytringer, diskrimination og anden chikane. Læs mere på Det Jødiske Samfund i Danmarks hjemmeside.

Det vurderes, at der bor 5-8.000 jøder i Danmark i dag.