Interview af Julie Steenbuch Holt
Fotos af Julie Anine Noesgaard
Hvad sker der egentlig når psyken knækker? DSU’eren har talt med tre DSU’ere om unge og psykisk sårbarhed i et samfund, hvor præstation og karakterræs fylder mere og mere.
Efteråret har for alvor ramt Danmark. Det mærkes tydeligt i stemningen på caféen og regnen, der slår mod ruderne. Tobias, Liselotte og Line sidder om et rundt bord på Joe and the Juice på Odense Banegård. Stearinlysene varmer herinde, men udenfor er der koldt og mørkt. Netop den mørke side af det at være menneske er noget, vi kommer til at tale om i dag.
“JEG VIDSTE DER VAR NOGET GALT”
Tobias Krogh Møller var 12 år gammel, da hans far blev sygemeldt og efter halvandet år blev indlagt på psykiatrisk afdeling første gang.
“Det vendte fuldstændig op og ned på alting, fordi mange af de træk, der er i bipolar, har jeg bare set som en del af min far. Lige pludselig kom der medicin ind i det, og jeg var sindssygt bange for, hvad omverdenen ville sige”, husker Tobias.
Det havde også store konsekvenser for Tobias. Han kunne ikke færdiggøre 3.g som planlagt, da han gik ned med stress lige inden eksamenerne i slutningen af skoleåret.
“Det tog mig virkelig lang tid at erkende, at jeg skulle snakke med en, og i dag har jeg gået til psykolog i halvandet års tid”, siger han.
Liselotte Lykkemark blev mobbet i de yngre klasser. Det startede blødt, men eskalerede, og hun fik nærmest tæsk af sine klassekammerater. Efter at have skiftet skole i 6. klasse gik det egentlig godt, men det varede kun til 9. klasse, hvor Liselotte begyndte at at have det dårligt, når hun stod op om morgenen.
“Jeg kunne ikke forklare hvorfor, men jeg vidste, at der var noget galt. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at når jeg cyklede i skole, var det som om, jeg cyklede ind i en mur, og alt luften blev slået ud af mig”, siger hun. Liselotte fik senere diagnosen angst.
Også Line Høvik Søby blev udsat for alvorlig mobning. Det var i 2. klasse, men først mange år senere opdagede hun selv og omverdenen, at hun ikke havde det godt.
“Det var først da jeg startede på Oure Kostskole i gymnasiet som 16-årig, at jeg begyndte at lægge mærke til, at jeg ikke havde det som andre. Det var ikke normalt at få så store nedture”, siger Line. Det hele kulminerede for hende, og efter nedturen gik hun ind i en manisk periode. Line er blevet diagnosticeret med bipolar lidelse.
MAN FØLER SIG ALENE
En af udfordringerne ved vores samfund er, at alle skal passe ind. Unge oplever i stigende grad at skulle præstere for at komme frem i livet. Der er ikke plads til at være sårbar. Man skal vise robusthed, og den robusthed får mange ikke med i rygsækken. Det betyder blandt andet, at unge, der oplever knæk på psyken, ender med at føle sig meget alene.
“Jeg tror, man føler, at man er unik og ene omkring det. Ikke at man føler sig speciel, men man føler, at man kun er sig selv. Det er klart. Det er svært at få omverdenen til at forstå, når man ikke selv forstår”, siger Tobias.
Der nikkes rundt om bordet.
“Dengang forstod folk ikke, hvorfor jeg var super tarvelig, eller hvorfor jeg ikke kom i skole. Da jeg blev indlagt og begyndte at tale åbent om det, var jeg virkelig overrasket over, hvor godt folk tog imod det”, siger Line.
AT FÅ EN DIAGNOSE GØR DET NEMMERE
Netop det at blive indlagt, få en diagnose eller i hvert fald få ord på sin tilstand, har alle tre oplevet som positivt, fordi det gjorde, at de selv kunne forholde sig til det. Samtidig gav det dem mulighed for at forklare andre, hvordan de havde det. Det betød, at omverdenen begyndte at forstå dem.
“Det har været fantastisk at få en diagnose. Der er meget kritik med, at vi giver for mange diagnoser. Men for mig har det gjort, at jeg ikke føler, at jeg er min diagnose”, siger Line.
“Der er mulighed for at få sat ord på det, man går rundt med. Jeg ved nu, hvad det er, og at jeg kan få hjælp til det. Jeg havde gået og følt mig forkert og unormal, og lige pludselig er det okay”, siger Liselotte, og Tobias fortsætter: “Man har et ord for det. Det må være så normalt, for ellers ville man ikke have et navn for den diagnose”. Tobias frabad sig på det tidspunkt at få stillet en diagnose, men ville i dag gerne have haft det.
Diagnosen har også gjort, at nogle følelser forbundet med det at være psykisk sårbar eller have en psykisk lidelse ikke er så stærke mere. Alle tre kommer ind på, at ‘skam’, ‘selvbebrejdelse’ og ‘skældud på sig selv’ har fyldt meget.
PSYKISK SÅRBARHED I DSU
Snakken falder naturligt på DSU, medlemmernes rolle og betydningen for de tre mennesker.
Frygten for, hvordan de ville blive mødt i organisationen, har fyldt, men DSU har været et godt sted at være. Det er endda blevet bedre i dag, fordi psykisk sårbarhed og psykiatrien er kommet på dagsordenen.
“Jeg kan huske, at jeg har været med til at sætte det på dagsorden. Jeg stod på kongressen i 2014, hvor jeg fortalte min egen historie på talerstolen. Bagefter skrev Christine Antorini på Facebook, at hun håbede, vi ville gå en lysere fremtid i møde og kunne være åbne omkring det”, siger Liselotte.
For Line har DSU taget overraskende godt imod hende og hendes diagnose.
“Jeg var overrasket over, hvor meget folk er der for en. Jeg frygtede for at være åben omkring det, fordi jeg ikke ville have, at folk skulle se mig som svag, hvis folk lige pludselig ikke ville arbejde med mig”, siger hun. Alle tre nikker, og Tobias betegner DSU som sit “frirum”.
Det kan virke voldsomt for dem, der ikke har haft psykisk sårbarhed tæt inde på livet, at høre andre gå igennem det. Men Tobias, Liselotte og Line vil ikke ses som ofre. De er ikke ofre, de er ikke syge, og de ønsker ikke medlidenhed; de ønsker blot forståelse fra omverdenen.
“Jeg ser mig selv som psykisk sårbar, ikke som psykisk syg, for jeg er ikke syg. Det er ligesom med min diabetes, som jeg ikke kalder sukkersyge. Det er noget jeg har, og så længe jeg kan behandle det, kan jeg leve med det, og så er jeg ikke syg”, siger Liselotte.
Derudover pointerer Line, at det også er vigtigt, at tage en ironisk distance til det, så man netop kan joke med det.
“Nogle gange har jeg også den sarkastiske tilgang, altså ‘jeg er sindssyg, og jeg har det på papir’”, siger hun.
Alle rundt om bordet griner. De er alle enige om, at de har gode liv, selvom der er nogle ting, de kæmper mere med end andre.
LØSNINGEN ER KOMPLEKS
Frustrationen over psykiatrien kan mærkes hos alle rundt om bordet. Psykiatrien mangler ressourcer og er sat for meget i kasser, som ikke kan spille sammen. Både hvad angår mulighederne for behandling og behandlingsmetoderne.
“Jeg var på et tre-måneders angstkursus, og der behandlede de mig som menneske, samtidig med at de behandlede min angst. Vi var 10 individer med den samme diagnose, men vi blev behandlet forskelligt”, siger Liselotte.
“Jeg er på min fjerde psykiater, men først nu er der en psykiater, der har spurgt ind til min angst. De andre er gået fuldstændig forbi angst-delen, selvom jeg jævnligt igennem det seneste halvandet år har haft angstanfald. Nu føler de, at de næsten er færdige med kassen med bipolaritet. Jeg har et halvt år tilbage af mit forløb, så nu kan vi begynde at tale om angsten”, siger Line.
Tobias har desuden også oplevet stor mangel på fokus på de pårørende til brugere af psykiatrien.
“Min søster og jeg fik to samtaler, og vi var heldige, at vores mor tog en masse snakke med os. Vi fik tilbudt gruppeterapi, men jeg vidste ikke, hvad det var og var bange for at presse mig på. Og det var det”, siger han. For Tobias var det også rigtig frustrerende at blive holdt uden for sin fars behandlingsforløb.
“Hverken en psykiater eller en psykolog har spurgt ind til os, der kendte ham. Problemstillingen har været, at min mor er behandler i psykiatrien, og min far har været patient, så psykiatrien har lidt forventet, at min mor også stod som behandler derhjemme. Der mangler denne her grundlæggende inddragelse af pårørende, som ville gøre en kæmpe forskel”, siger han.