Af Andreas Petersson

Kan man være aktiv i en politisk ungdomsorganisation, selvom man kun er 14 år og går i 8. klasse?

Svaret er et klart og rungende JA!

I hvert fald hvis man spørger Anton Lykke Jensen. Han er 14 år og går til daglig i 8. klasse på Hundested Skole i Halsnæs Kommune. Og for at det ikke skal være løgn, så har Anton faktisk fødselsdag i dag – tirsdag den 26. maj – og fylder 15 år.

Det var ikke Anton selv, der meldte sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). Han fik medlemskabet i julegave af sin mors tante, fortæller han og tilføjer:

“Det lidt sjove er, at min tante stemmer på Venstre. Men hun har altid vidst, at jeg var rød. Så der er altid en i familien, som jeg kan diskutere politik med”.

Unge skal have indflydelse

Én ting er at være medlem. Noget andet er at være aktivt medlem. Anton Lykke tilhører sidstnævnte kategori. Han har været aktiv i DSU siden foråret 2019.

Når man er på Antons alder, er der ellers masser af andre ting, man kan få tiden til at gå med i sin fritid. Så hvordan kan det være, at en ung fyr som Anton har lyst til at være aktiv i en politisk ungdomsorganisation som DSU?

“Jeg synes, det er vigtigt, at unge søger indflydelse. Det skal ikke kun være de voksne. Det er jo os, der er fremtiden”, siger han.

I dag er Anton Lykke afdelingsformænd i DSU Halsnæs. En lokalafdeling som bl.a. dækker byerne Hundested og Frederiksværk.

“Fedt at være med under folketingsvalget”

Anton Lykke er ikke i tvivl om, hvad der har været den bedste oplevelse i DSU indtil videre:

“Det var for fedt at være med under folketingsvalget”, siger han og fortsætter:

“Jeg hjalp Rasmus Stoklund under valgkampen. Jeg var med på nogle kampagner og var ude og se nogle af hans debatter”.

Rasmus Stoklund, der nu er folketingsmedlem, er opstillet i Frederikssundkredsen, som dækker over Frederikssund Kommune og Halsnæs Kommune.

Stoklund fik i alt 4.541 personlige stemmer i Nordsjællands Storkreds og blev valgt ind i Folketinget, hvor han i dag er udlændinge-, integrations- og indfødsretsordfører for Socialdemokratiet.


På billedet ses Casper Harrild-Ankersen (yderst til venstre), som er DSU’er og var kampagneleder for Rasmus Stoklund (midten), og Anton Lykke (højre).

 

Udover valgkampen er der dog også en anden DSU-aktivitet, som Anton gerne vil fremhæve:

“Mit første nationale weekendkursus i starten af 2020 var også rigtig fedt. Det var jo årtiets første weekendkursus, så det var også meget sjovt at være med til”.


Anton Lykke og forbundsformand Frederik Vad på nationalt weekendkursus.

 

Anton på “Tour de Skrald”

I første halvår af 2020 skulle DSU have kørt en stor forårskampagne om klima og miljø. “Handling NU” var titlen. Desværre nåede kampagnen kun lige at komme i gang, inden den – ligesom meget andet – blev sat på standby som følge af den såkaldte coronavirus.

I stedet tog Danmarks Socialdemokratiske Ungdom initiativ til en national forårsrengøring. Hver søndag under coronakrisen har DSU’ere i hele landet været på “Tour de Skrald” for at give naturen en hjælpende hånd og slå et slag for den grønne dagsorden.

Anton Lykke er en af de mange DSU’ere, der har været ude og samle skrald om søndagen.

“Det er et rigtig godt alternativ i kampen for et grønnere Danmark”, mener han.

 

Klar til kommunalvalget

Forude venter mange spændende aktiviteter og arrangementer for Anton og de andre DSU’ere. Ankersminde Festival, nationale weekendkurser og det legendariske påskekursus for bare at nævne nogle eksempler.

Hvad ser du allermest frem til i DSU?

“Jeg glæder mig bare til at få endnu flere gode oplevelser. Være en del af fællesskabet og møde nye mennesker. Men jeg glæder mig især til kommunal- og regionsrådsvalget i 2021”, svarer Anton.

Men inden det kommende kommunal- og regionsrådsvalg er der lige et skolevalg, der skal vindes først. Til januar/februar næste år løber Skolevalg 2021 nemlig af stablen. En autentisk gennemført valghandling for 8.-10. klasser i hele landet, der finder sted hvert andet år.

Næste år går Anton i 9. klasse. Han er dermed en af de mange elever landet over, der skal prøve at stemme for første gang. Med både stemmekort og stemmeboks – ligesom i virkeligheden.

Sidste skolevalg blev en bragende succes for DSU. I 2019 vandt DSU nemlig skolevalget for Socialdemokratiet, som med 22,6 procent af stemmerne blev det største parti blandt elever i 8.-10. klasse. Den succes skal naturligvis gentages!