Undskyld, må jeg spørge dig om noget?

Kasper Enevoldsen, DSU Aarhus

Er du homoseksuel? Er du giver eller modtager? Har du fået en kønsoperation? Må jeg se på? Er du en rigtig pige? Er du manden eller kvinden i forholdet? Lyder det genkendeligt? For LGBTQ+-personer gør det, men måske også for jer heteroseksuelle. For det er jer, som stiller spørgsmålene til os.

Personligt er det ikke kun mine venner, som stiller dem til mig. Det er også bekendte eller fremmede i byen, som jeg aldrig har mødt før. Jeg er endda blevet så vant til det, at jeg når at svare på spørgsmålet, om jeg er homoseksuel, inden det er blevet stillet færdigt. Men jeg har også oplevet, at hvis jeg svarer lidt kækt eller gnavent på spørgsmålet, bliver I sure, forvirrede og forbavsede, fordi det er jo bare ét uskyldigt spørgsmål, ikke?

Jeg ved ikke med jer, men jeg kunne aldrig finde på at spørge, om jeg må være tilskuer til jeres heteroseksuelle sex. Jeg kunne heller aldrig drømme om at spørge en fremmed kvinde, om hun kan lide at få den i skeden. Eller om hun er en “rigtig” kvinde. For hvad betyder det? Hvad er en rigtig kvinde eller mand for den sags skyld? For det lyder jo grundlæggende absurd at spørge om. Men hvad får nogen af jer til at spørge mig og andre LGBTQ+-personer om selvsamme spørgsmål?

Jeg tror, at de fleste af jer vil svare, at det er jeres nysgerrighed, som er på spil. Jeres nysgerrighed og undren over det ukendte, og det som er anderledes. Umiddelbart virker det til at være fair nok. Men problemet med jeres nysgerrighed er ofte, at den bunder i forudsætningen om, at I har ret til at få svar på jeres spørgsmål, som for mange har en grænseoverskridende karakter.

Normalt er der langt fra tanke til handling, og når først man har stillet sit spørgsmål, må det jo næsten være et udtryk for, at man regner med at få besvaret sit spørgsmål. Hvorfor skulle man ellers stille det? For hvis man egentlig tænkte sig om, kan man jo godt selv høre, at det er ret voldsomt at spørge om.

I har ikke ret til at få svar på mine eller andre LGBTQ+-personers intime forhold. Det kommer ikke jer ved. Og helt ærligt, hvad gør det af forskel for jer at vide, om jeg er homoseksuel eller ej? Hvad gør det af forskel for jer at vide, om en person har fået en kønsoperation eller ej?

Det er ikke svarene på de spørgsmål, som definerer os som mennesker.

Men I må gerne være nysgerrige, hvis det bunder i en respekt og egentlig interesse for det andet menneske, som du snakker med. Stil os egentlige, indholdsmæssige og interessante spørgsmål, som gør jer klogere på os og vores personlighed – og ikke om intime forhold, som du jo alligevel aldrig ville spørge en anden fremmed heteroseksuel person om.

Respekten og interessen fordrer nemlig også, at det ikke bliver LGBTQ+-personen, som skal udstille sig selv og sine intime forhold, men derimod en dialog mellem dig og mennesket over for dig.

Hvis jeg vil snakke om min seksualitet eller mit sexliv, skal jeg nok selv give besked. Og det tror jeg egentlig også gælder andre LGBTQ+-personers intime forhold. Så nej, du må ikke spørge mig om noget.

Indlægget er bragt i Jyllands-Posten den 6. juni 2020.

Kasper Enevoldsen er medlem af DSU Aarhus og er desuden medlem af Internationalt Udvalg i DSU.
Han er pt. praktikant hos Socialdemokratiet på Christiansborg.