Tag opgøret med Corydon og Thorning, Frederiksen. Vi har brug for en helt ny klimaøkonomisk politik

Frederik Vad, forbundsformand

Da regeringen fremlagde sin finanslov for 2021 i sidste uge, blev jeg både enormt glad og bekymret på én og samme tid.

Glad fordi vi nu endelig har fået en socialdemokratisk regering, der tror på, at et økonomisk tilbageslag i økonomien skal mødes med investeringer frem for nedskæringer. Finanskrisen blev mødt med dagpengeforringelser, nedskæringer på velfærd og afskaffelse af efterlønnen. Coronakrisen mødes med et økonomisk paradigmeskifte, så vi kan gå lige til budgetlovens grænser, investere i arbejdspladser, bekæmpe ungdomsarbejdsløshed og skabe optimisme i økonomien.

Men jeg blev også bekymret. For finansloven viste endnu engang, at den grundlæggende økonomiske politik gør det meget svært at nå vores langsigtede klimamål, samtidig med at vi kan skabe sociale fremskridt for mennesker. Ikke fordi der mangler grønne tiltag i regeringens generelle politik, men fordi den langsigtede økonomiske politik spænder ben for omstillingen.

Vi er hæmmet af mindreværdskomplekser i den økonomiske politik og forfalder alt for ofte til snak om husholdningsøkonomi og nødvendighedens politik

Mit parti og dele af venstrefløjen er stadig martret af beskyldningerne om, at vi er økonomisk uansvarlige og den sølle henvisning til det falske ’Anker Jørgensen-spøgelse’, som er Troels Lund Poulsen (V) og andres evige våben. Vi er hæmmet af mindreværdskomplekser i den økonomiske politik og forfalder alt for ofte til snak om husholdningsøkonomi og nødvendighedens politik.

På den måde visker vi de sidste 20 års økonomiske erfaringer væk og glemmer helt, at flere og flere økonomer, respekterede organisationer og internationale meningsdannere har forladt den gammeldags opfattelse af økonomisk ansvarlighed.

Læren af den buldrende højkonjunktur i midten af 00’erne, finanskrisens indtog, klimakrisen og coronakrisen bliver klarere for hver dag, der går: Der har været for få investeringer – ikke for mange. Statsgæld har været overvurderet – privatgæld undervurderet.

Med permanente lave renter kan Europa og Danmark kan godt klare, at den offentlige gæld vokser mere i en periode – vi kan bare ikke holde til, at klimagælden bliver ved med at vokse til de kommende generationer.

Det er lykkedes højrefløjen og Det Radikale Venstre at afkoble klimapolitik fra økonomisk politik. Derfor står vi i den mærkelige situation, at et parti som Det Radikale Venstre betragtes som det grønneste parti i den røde blok hos rigtig mange unge, jeg møder, selv om partiet har den mest sorte økonomiske politik. Det dur ikke. Regeringen og Socialdemokratiet bliver nødt til at få koblet økonomi og klima sammen. Og det starter med følgende to trin:

1. En ny økonomisk politik i EU.

For det første er regeringen bundet til en højreorienteret økonomisk politik gennem Finanspagten og Vækst- og Stabilitetspagten i EU, der reelt umuliggør den grønne omstilling på hele kontinentet. Valget er nemlig klart for de europæiske regeringer: Enten kan de investere enorme summer i at nå de nødvendige klimamål, eller også kan de styrke det sociale sikkerhedsnet og velfærdsstaterne. Kampen står mellem klima eller velfærd.

Sådan er det, når EU’s økonomiske politik ikke levner plads til, at de europæiske lande kan gældsfinansiere dette århundredes – måske årtusindes – største omstilling af transport, byggeri, industri, landbrug og forbrug. Det er en politik, som fuldstændig enøjet fokuserer på offentlig gæld og gør staternes gældsniveau til det absolut vigtigste parameter i vurderingen af, om de har en såkaldt ’ansvarlig økonomisk politik’.

Jeg frygter, at regeringen ikke vil tilslutte sig det kor, som vil ændre ved Finanspagten og Vækst- og Stabilitetspagten

Det bliver heldigvis tydeligere og tydeligere, at den politik er tåbelig. Siden finanskrisen og den efterfølgende økonomiske krise har gældspolitikken forlænget arbejdsløsheden, fattigdommen og den sociale uro i lande som Grækenland og Italien.

I stedet for at investere sig ud af krisen valgte EU at pålægge Sydeuropa nedskæringer på velfærdsstaterne, som ødelagde væksten og optimismen. Nu kan vi se, at den forfejlede gældspolitik på længere sigt kan forhindre de europæiske lande i at lave de nødvendige klimainvesteringer.

Da coronakrisen ramte Europa, valgte EU klogt at suspendere gældsreglerne. I løbet af efteråret skal de tages op til diskussion igen, og bl.a. har direktøren for Den Europæiske Centralbank (ECB), Christine Lagarde, allerede annonceret, at hun ønsker ændringer. Hun foreslår, at rente- og vækstniveau skal indgå som parametre i vurderingen af landes økonomier.

Jeg frygter, at regeringen ikke vil tilslutte sig det kor, som vil ændre ved Finanspagten og Vækst- og Stabilitetspagten. Men vi har brug for at komme væk fra et enøjet fokus på gældsbekæmpelse for enhver pris. En ansvarlig økonomisk politik sikrer vækst, lav arbejdsløshed, høj produktivitet og grøn omstilling. Regeringen bør gå til Europaudvalget i efteråret og kæmpe for at få mandat til at genforhandle aftalerne, så Danmark ikke skal lade uddannelse, dagpenge eller velfærd betale for den grønne omstilling.

2. En ny økonomisk politik herhjemme.

For det andet er der brug for en ny økonomisk politik herhjemme. Første skridt er et opgør med den budgetlov, som i 2012 blev vedtaget med den daværende Thorning-regering i front. Her har man overimplementeret EU’s gældsregler ved at sige, at Danmark maksimalt må have 0,5 procent strukturelt underskud på de offentlige budgetter.

Klima og økonomi skal kobles sammen. Ellers kommer vi ikke til at kunne leve op til de løfter, der er givet min generation

Regeringen skal have ros for at gå lige til budgetlovens grænser i finansloven, men det er ikke nok. Vi har enten brug for et opgør med eller en genforhandling af budgetloven, så det bliver muligt for os at kunne modstå coronakrisens konsekvenser, samtidig med at vi får foretaget de nødvendige investeringer i den grønne omstilling og et uddannelsesløft af arbejdsstyrken. Alternativet er, at vi ikke har økonomisk rum til at komme i mål med nogen af delene.

Næste skridt er at erkende, at der kommer en overgangsfase frem mod år 2050, hvor staten bliver nødt til at dække de indtægtstab, som den grønne omstilling vil medføre. Senest har vi set, hvor dyrt det bliver for os alle sammen, når diesel- og benzinbilerne udskiftes med elbiler. Staten kommer til at miste store milliardbeløb i indtægter fra bilafgifter og lignende.

Hvis det skal dækkes i en almindelig finanslovsforhandling, så skal der enten uddeles store skattesmæk til arbejderklassen, eller børnehaver, skoler og sygehuse skal rundbarberes – ikke mindst i en tid hvor antallet af ældre stiger, og små årgange rammer arbejdsmarkedet. Derfor kommer vi ikke udenom, at midlertidige indtægtstab i omstillingsprocessen mod et CO₂-neutralt samfund skal dækkes af staten selv.

Det kan lyde voldsomt – men vi skal ikke være bange. I en tid med lave renter, stærk eksport, høj produktivitet i industrien og en konkurrencedygtig privat sektor skal vi ikke være bange for at foretage langsigtede investeringer nu. Vi har faktisk ikke råd til at lade være, hvis ambitionen er, at den grønne omstilling ikke må føre til en afvikling af velfærdssamfundet eller et opgør med arbejderklassen.

Verden har bevæget sig videre, alt imens den økonomiske politik har stået stille. De lave renter er med al sandsynlighed kommet for at blive, når man ser på opsparingsoverskud, befolkningsudviklingen og rentepolitikken i EU og USA. Samtidig ved vi, at hvis øget gæld finansierer vækstinvesteringer, så vil gæld med lave statsrenter blive udhulet over tid. Derudover kan vi se, at målet om balance i de offentlige udgifter i 2030 kun kan lade sig gøre ved massive sociale nedskæringer, fordi demografien arbejder imod os. Det er vel at mærke, inden vi overhovedet er begyndt at diskutere grøn omstilling.

Alt i alt må man sige, at den nuværende økonomiske politik ikke engang giver mening på sine egne præmisser. Regeringen bliver nødt til at ændre rammerne for den økonomiske politik. Klima og økonomi skal kobles sammen. Ellers kommer vi ikke til at kunne leve op til de løfter der er givet min generation.

Den første mulighed kommer i efteråret når Finanspagten og Vækst- og Stabilitetspagten bliver taget op til drøftelse i EU. Den anden mulighed kommer bagefter, når budgetloven skal revideres. Den tredje mulighed kommer, når vi skal beslutte, om vi egentlig er villige til at gennemføre de massive nedskæringer på velfærd, grøn omstilling eller lønmodtagerne, som balance i 2025 og 2030 vil kræve af os.

Jeg håber, at regeringen vil placere sig rigtigt og tage et opgør med den forfejlede økonomiske politik. Virkeligheden og fremtiden kræver det af mit parti.

Debatindlæg bragt i Politiken den 12. september 2020.