Snakken om ‘generationstyveri’ har ikke noget med virkeligheden at gøre

Frederik Vad, forbundsformand

’De unge’ er blevet en ret interessant kategori for politiske kommentatorer og professionelle meningsdannere i kølvandet på regeringens reformudspil ’Danmark kan mere 1’. På trods af den største enkeltstående uddannelsesinvestering i mange år og en milliard kroner mere til klimakampen, så udsættes de unge åbenbart for et kæmpe generationstyveri. I Politiken 12.9. skriver kommentator Noa Redington: »Socialdemokratiet er et parti, som er holdt op med at bane vejen for morgendagens borgere«. I Berlingske samme dag skriver Bent Winther bl.a. at »i denne uge fik ungdommen endnu et slag med krabasken (…)«. Vildskab og voldsomhed som altid fra d’herrer.

Men hvem er ’de unge’ egentlig? For når man læser Winther, Redington og en række andre professionelle skribenter, skulle man tro, at det er en samlet kategori af mennesker mellem 15 og 29 år, der sjovt nok alle sammen læser de samme uddannelser. Men for dem, der er i sidste halvdel af tyverne, er det lidt under hver sjette, der har en færdiggjort kandidateksamen. Er man venlig og medregner folk med en færdiggjort bacheloreksamen, kommer man stadig ikke over hver fjerde.

Hvad med det flertal af unge, der bor uden for de fire universitetsbyer?

Alle de enorme forskelle i indtægt, boligforhold, arbejde og uddannelse udgrænses fuldstændig. Hvad med det flertal af unge, der bor uden for de fire universitetsbyer? De tre fjerdedele af de unge, som ikke har en akademisk eksamen eller er på vej til at få en? Hvad med alle de unge, der arbejder på nultimerskontrakter eller er underlagt tvungen deltid? Hvad med alle dem, der ikke har lært at læse, skrive og regne tilstrækkeligt? Er de ikke rigtige unge?

Uligheden er enormt stor mellem forskellige grupper af unge – ja, det er vel den største, der findes i vores samfund. Tabes du på gulvet af systemet, er du virkelig på røven. Lever du uden for uddannelses- og arbejdsfællesskabet, er det virkelig hårdt. Forskellene i ungdomsliv er enorme i Danmark. Derfor er opgaven for velfærdssamfundet at bane vejen for, at langt flere unge klædes på til at kunne skabe sig et godt og værdigt liv.

En investering på 2,5 milliarder kroner i uddannelse er historisk og rummer et enormt potentiale. Vores uddannelsessystem taber hver dag ordblinde elever, unge fra hjem uden solid forældreopbakning eller studerende, som tilbydes rystende få timer med en fysisk underviser. Forhåbentlig kan vi bruge investeringen på at give en håndsrækning til nogle af de her unge. Man kan komme langt for 2,5 milliarder kroner.

Hvis man lægger de investeringer og de afskaffede grønthøsterbesparelser oven i hatten, er beløbet til uddannelse jo langt større end udgifterne til Arne-pensionen. Det er derfor meget mærkeligt at tale om generationstyveri.

Tabes du på gulvet af systemet, er du virkelig på røven

Samtidig rummer reformudspillet også forbedringer for alle de unge, der lige nu befinder sig på den mest usikre og hårdeste del af arbejdsmarkedet. Der sættes ind mod nultimerskontrakter og social dumping. Rigtig mange unge står helt uden rettigheder i deres arbejde, fordi arbejdsgiverne ser en fed fidus i at kategorisere dem som selvstændige. Hvis ikke vi sætter ind mod det nu, risikerer vi, at det kan vokse sig større på fremtidens arbejdsmarked. Den situation kan vi ikke byde kommende lønmodtagere. Ligesom vi heller ikke kan byde alle de tusindvis af ufaglærte unge voksne, at de skal opgive drømmen om at få en uddannelse, hvis de har etableret sig med familie og bolig. Også derfor skal vi permanentgøre muligheden for at opkvalificere sig på 110 procent af dagpengene.

Alt det tæller åbenbart ikke hos Redington, Winther og co. Regeringen fører en konsekvent krig mod de unge, må man forstå. Det interessante er bare, at da S-R-SF-regeringen i 2013 sænkede unges kontanthjælp for at få flere i uddannelse, lød der helt andre toner fra de kanter. Bent Winther opsummerede først regeringens reformpolitik i Berlingske 27. april 2013 således: »En kraftig beskæring af kontanthjælp til unge, en barbering af de unges uddannelsesstøtte, en nedsættelse af selskabsskat og en række erhvervsafgifter (…)«. Den omgang burde vel give anledning til at konstatere det største generationstyveri i mange år? Men nej, for senere skriver Bent Winther: »Skal politikere måles på andet, end hvordan de står i meningsmålingerne, bør Thorning og hendes regering score højt«.

Rigtig mange unge står helt uden rettigheder i deres arbejde, fordi arbejdsgiverne ser en fed fidus i at kategorisere dem som selvstændige

Ikke et eneste ord om, at regningen efterlades i børneværelset. Argumentet og ambitionen om at bruge reformerne til at sikre, at flere unge får en chance i uddannelses- og arbejdsfællesskabet, blev tilsyneladende købt fuldt og helt. Nu er situationen åbenbart en helt anden. Selvom den ydelse, som arbejderklasseunge, der ikke har optjent dagpenge, får i dag, er langt lavere end den ydelse, som akademiske unge, der ikke har optjent dagpenge, får. Begge dele giver mening på hvert sit felt, men de mange unge uden akademisk embedseksamen får ikke nær den samme opmærksomhed.

Ovenikøbet bruges provenuet i regeringens udspil på at sikre en højere dagpengesats de første tre måneder, som i øvrigt vil komme en masse unge akademikere til gavn. Ikke noget med at sænke selskabsskatten eller andre afgifter for pengene. Derudover skabes der som sagt mulighed for en meget stor uddannelsesinvestering.

De unge rummer enormt mange forskellige liv, erfaringer og muligheder. Med ’Danmark kan mere 1’ er der fundet en balance, som samlet set vil give flere muligheder til flere unge – især dem med færrest kort på hånden. Det kan selvfølgelig ikke stå alene.

Men at tale om et generationstyveri har ikke noget med virkeligheden at gøre.

Debatindlæg i Politiken 3. oktober 2021.