Andreas Petersson, politisk medarbejder i DSU
Restaurantkæden Jensens Bøfhus’ administrerende direktør, Anders Nikolaisen, siger, at Jensens Bøfhus ønsker en ”moderne og tidssvarende overenskomst”.
Det kan jo umiddelbart lyde meget naturligt og uskyldigt. For hvem pokker ønsker ikke, at noget er i overensstemmelse med samtiden?
For cirka et år siden besluttede restaurantkæden Jensens Bøfhus at opsige medarbejdernes overenskomst – eller ”frigøre” sig fra overenskomsten, som Jensens Bøfhus selv italesætter det (overenskomsten var en byrde, som man skulle ”frigøres” fra, må man forstå).
Baggrunden for arbejdskonflikten mellem Jensens Bøfhus og 3F er, at Jensens Bøfhus ønsker at overgå til den samme overenskomst som Restaurant Flammen, der – ifølge Jensens Bøfhus-direktør Anders Nikolaisen – er en ”mere moderne og tidssvarende overenskomst, der rummer langt større fleksibilitet”.
Jeg håber inderligt, at parterne sætter sig til forhandlingsbordet igen og lander en ny overenskomstaftale. For hvis først Jensens Bøfhus slipper afsted med denne arbejdsgiverfinte, så vil flere restaurantkæder blive inspireret og følge trop – og så er det bare nogle andre (ofte unge) lønmodtagere, der står for skud næste gang.
Hvad betyder ”moderne”?
Udover den faglige del i Jensens Bøfhus-konflikten er der et andet element, der er interessant – nemlig Jensens Bøfhus-direktørens brug af ordet ”moderne”.
Hvor er det nu, vi har hørt det der med ”moderne” før? Lyder det ikke bekendt?
Jo, det gør det. Fortilfældene finder vi hos partiet Venstre og især den forhenværende Venstre-formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen. Lad mig i al stilfærdighed opliste nogle eksempler.
1) Moderne offentlig sektor
På Venstres egen hjemmeside kan man læse, at Venstre ønsker ”en moderne offentlig sektor”. Det står sågar i partiets principprogram.
Venstres ønske om en ”moderne” offentlig sektor bærer dog mest af alt præg af et ideologisk korstog, der handler om privatisering af den offentlige sektor, hvor størrelsen på den enkeltes pengepung kommer til at spille en større rolle ift. det velfærdsniveau og de serviceydelser, man modtager – og kan modtage. I stedet for at den offentlige sektor er til for borgeren, bliver borgeren en forbruger af en række forskellige serviceydelser.
Det er også værd at nævne Venstres planer om nulvækst i den offentlige sektor og det udskældte omprioriteringsbidrag, som de facto betød besparelser (læs: nedskæringer) på kernevelfærden.
En ”moderne” offentlig sektor” er – og har allerede vist sig at være – ensbetydende med nedskæringer i vores velfærdssamfund og forringelser af den borgernære velfærd.
2) Moderne arbejderparti
Få dage før valgdagen i forbindelse med folketingsvalget i 2011 gjorde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen sig bemærket, da han udtalte, at Venstre er ”det moderne arbejderparti”.
Lars Løkke fremhævede dengang VK-regeringens skattesænkninger, kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen som politiske resultater, der – ifølge Løkke selv – værnede om lysten til at arbejde.
”I den forstand er Venstre det moderne arbejderparti”, sagde han i et interview med Berlingske.
Alene behovet for at sige ”i den forstand” før hovedbudskabet (at Venstre er et moderne arbejderparti, red.), siger vist det hele. Det var åbenbart nødvendigt både at sige ”i den forstand” og ”moderne” først. Men hvis man for det første skal tage forbehold og tilmed være kreativ for at kunne kalde sig for ”arbejderparti”, så er det nok et vink med en vognstang om, at man ikke er et arbejderparti.
I ovenstående tilfælde var ”moderne” altså et udtryk for en både alternativ, skrabet og forringet udgave af det, som (arbejder)vælgere og politiske iagttagere normalt forbinder med det at være et arbejderparti.
3) Moderne kontanthjælpsloft
I efteråret 2015 aftalte den daværende Venstre-regering, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti at indføre et ”moderne kontanthjælpsloft”.
Den daværende blå bloks ”moderne” kontanthjælpsloft var ret beset en rundbarbering af kontanthjælpsydelsen, der især kom til at ramme kontanthjælpsmodtagernes børn hårdt og sendte over 30.000 børn i fattigdom.
Igen var ”moderne” lig med en nedskæring og forringelse af tilværelsen.
Hver gang borgerlige politikere eller arbejdsgivere som Jensens Bøfhus taler om, at noget skal være “moderne”, så kan man være sikker på én ting: At det betyder forringelser
Moderne rimer på forringelser
Efter at forhandlingerne mellem Jensens Bøfhus og 3F brød sammen i marts 2020, valgte Jensens Bøfhus – midt under coronakrisen – at lockoute de medarbejdere, der var organiseret i en fagforening.
Det betød, at overenskomsten bortfaldt, og at de medarbejdere, som var medlem af 3F, blev fyret. Efterfølgende valgte Jensens Bøfhus at sænke timelønnen med 20 kroner for deres tjenere, svarende til 3.200 kroner om måneden for en fuldtidsansat tjener.
Summa summarum er, at hver gang borgerlige politikere eller arbejdsgivere som Jensens Bøfhus taler om, at noget skal være ”moderne”, så kan man være sikker på én ting: At det betyder forringelser. I dette tilfælde en mærkbar lønnedgang og en manglende anerkendelse af, at tjenerarbejde naturligvis skal aflønnes med en tjenerløn.
Meget er på spil. For Jensens Bøfhus-konflikten kan komme til at danne præcedens fremover – både for fremtidens arbejdsforhold for især unge i restaurationsbranchen, men også for fagbevægelsen.
Jeg håber som sagt, at Jensens Bøfhus og 3F indgår en overenskomst. Men den skal ikke være moderne!
Indlæg bragt i Netavisen Pio 7. december 2020.
"Hver gang borgerlige politikere eller arbejdsgivere som Jensens Bøfhus, taler om, at noget skal være ”moderne”, så kan man være sikker på én ting: At det betyder forringelser," mener @A_Petersson94 #dkpol #arbejdehttps://t.co/Ly6xCKDM1w
— Netavisen Pio (@Netavisen_Pio) December 7, 2020