OBS: Artiklen er bragt i medlemsmagasinet “DSU’eren”, nr. 2, årgang 99, juni 2020.
Af Mads Hvidbjerg og Johan Müller
Redigeret af Andreas Petersson
Solen skinner, og foråret er ved at indfinde sig, da DSU’eren møder Sara Omar. Kalenderen siger marts, og coronavirussen er så småt ved at gøre sit indtog i danskernes bevidsthed. Interviewet skulle egentlig være foregået på Gentofte Bibliotek, hvor Sara Omar denne lørdag skulle have åbnet Gentofte Bogmesse. Men bare 24 timer, før hun skulle have stået på scenen, måtte arrangementet udskydes på ubestemt tid – regeringen var ved at lukke Danmark ned.
I stedet møder vi Sara Omar hos Politikens Forlag ved Rådhuspladsen i København. Intet problem DSU’erens skribenter, men forlagets lokaler er ikke det, vores fotograf havde håbet på, så vi spørger Sara Omar, om vi efter interviewet kan tage nogle billeder udenfor på gaden.
“Hvorhenne?”, spørger Sara Omar med et anspændt smil og tilføjer:
“Jeg kan ikke gå overalt”.
Ikke bare islamisme
Sara Omars debuterede med romanen Dødevaskeren i 2017 og skabte stor forfærdelse og debat. I slutningen af 2019 udkom så opfølgeren Skyggedanseren. Begge bøger handler om pigen Frmesk, der vokser op i et Kurdistan, hvor vold, kvindeundertrykkelse, æresdrab og udskamning af piger og kvinder er hverdag.
Titlen Dødevaskeren er en reference til Frmesks bedstemor, der vasker lemlæstede kvinder og gør dem klar til graven, når de er blevet slået ihjel i Allahs navn for at have krænket familiens ære. Frmesk og hendes familie kommer til Danmark, da hun er et stort barn, men udskamningen, undertrykkelsen og den æresrelaterede vold består.
Sara Omar lægger ikke fingrene imellem. Hun taler ikke kun om “fanatiske islamister” eller “ekstremister”, når hun kritiserer den mørke del af islam og det patriarkalske kvindesyn, der alt for ofte følger med. For det middelalderlige kvindesyn findes ikke kun i ghettoen og hos de radikale muslimer. Det er hverdag for tusindvis af kvinder – også i almindelige muslimske hjem.
“Det er ligegyldigt, om du kommer fra en ekstrem eller moderat familie. Du skal leve op til de forventninger, som ekstreme muslimer stiller til deres døtre. Du skal kunne bløde på bryllupsnatten. Du skal være ærbar og anstændig. Du må ikke have holdt hånd med en anden mand end ham, du bliver gift med. Det findes ikke kun i ekstreme miljøer”.
Du skal kunne bløde på bryllupsnatten
“Det, jeg beskriver, er ikke en enkeltstående families problem. Det er en tankegang, som mange har. Ligegyldigt hvor lang en uddannelse, du har. Ligegyldigt hvad du laver. Hvis du kommer fra en muslimsk familie, så skal du være jomfru, når du bliver gift, medmindre du er en fraskilt kvinde”, fortæller Sara Omar med stemmen fuld af indignation.
Hun understreger, at det IKKE er en generalisering, men et faktum, og at Dødevaskeren og Skyggedanseren skildrer de udfordringer og forventninger, som muslimske piger i Danmark og i hele verden ofte bliver mødt med.
“Det er et patriarkalsk samfund, og det strækker sig fra den nederste klasse til statsoverhovederne. Det er også derfor, de betragter en stemme som min som en trussel. Efter så mange år kommer jeg og siger, det skal ændres. Det kan de ikke lide”, siger Sara Omar og fortsætter:
“Man kan ikke adskille religion og kultur. Vi har med en mentalitet at gøre, hvor mænd har flere rettigheder end kvinder. Religionen kommer fra en tid, hvor manden stod for det hele, og hvor kvinden bare var mandens objekt. Hun skulle være et tilfredsstillelsesobjekt. Hun skulle være der for at være til pynt. Mentaliteten er, at uanset hvad en kvinde gør, er hun aldrig på lige fod med en mand”.
“Jeres kvinder er pløjeord”
Når Sara Omar skal beskrive det kvindesyn, der gør sig gældende i muslimske kredse, vender hun ofte tilbage til et bestemt korancitat:
I Koranens sura 2, vers 223 står der følgende: “Jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som I vil”.
Citatet er nævnt mange gange i Sara Omars bøger. Ordene bliver brugt som et magtmiddel for de mænd, der vil undertrykke deres koner.
“Den kvinde, der hører det her, er ikke oplyst nok til at vide, at i den samme bog står der, at vi kvinder har rettigheder”, siger hun.
Man kan ikke adskille religion og kultur
Derfor er en del af Sara Omars projekt også at oplyse kvinder og andre om, hvad der står i Koranen. Faktisk burde alle uanset religion sætte sig bedre ind i den religion, de nu tilhører.
“Så kan du ikke blive holdt som gidsel”, tilføjer hun.
En af grundene til, at man i muslimske miljøer går så meget op i at fastholde kvinder i et psykologisk fængsel af synd og skam, er familiens ære. Sara Omar forklarer, at æresbegrebet i en mellemøstlig familie er noget helt andet end i en dansk familie. Det handler ikke om gode handlinger eller venlighed.
“Familiens ære sidder mellem kvindens ben”, siger Sara Omar uden at fortrække en mine og tilføjer, at det gør sig gældende, uanset om den muslimske familie opholder sig i Dragør eller Damaskus.
“En muslimsk kvinde opretholder sin families ære ved at holde sig fra det modsatte køn, indtil familien finder hende en mand. Hun skal være en dydig kvinde, der står ved kødgryderne og er et køkkenredskab. Og så skal hun producere børn. Den muslimske kvinde skal være en fødemaskine”, forklarer Sara Omar.
Det findes ikke kun i ekstreme miljøer
Og har du som muslimsk kvinde ikke kun lyst til at lave baklava og børn, så venter der dig en sej kamp. Det er ildeset at stille spørgsmål. Du skal bøje nakken og adlyde. Og stiller du dig kritisk over for de herskende strukturer, kan det være med liv og helbred som indsats:
“I dag har vi mange bevidste og stærke kvinder, der reflekterer og stiller spørgsmål til strukturerne. Men det er farligt, for det kan have konsekvenser”, siger hun.
Konsekvenser, som Sara Omar kun kender alt for godt. Det vender vi tilbage til.
Islams reformation
Sara Omar opfordrer til forandring og reformering, når det gælder islam og den muslimske kultur og mentalitet. Hun er træt af, at muslimske mænd bruger dele af en gammel bog som instrument til at dominere og undertrykke kvinder. Men hvis man skal reformere islam, kræver det, at mennesker – alle mennesker – er oplyste om det muslimske samfunds og Koranens syn på kvinder og børn.
“Det er mit projekt. Jeg skal først have folk til at forstå, hvad vi skal ændre, før vi kan ændre det. Min litteratur er en del af en oplysningskampagne”, siger hun.
Sara Omar mener det seriøst. Da vi spørger, hvad hendes drøm er, bliver vi straks irettesat:
“Jeg har ikke drømme. Jeg har visioner, og dem arbejder jeg hårdt for,” siger hun og læner sig frem.
For sin debutroman modtog hun Læsernes Bogpris i 2018, og opfølgeren modtog i starten af De Gyldne Laurbær, som er en af dansk litteraturs fornemmeste priser. Men Sara Omar skriver ikke kun for at sælge bøger. Det hele handler om hendes mål: En reformation af islam, mennesket, kulturen, normerne og mentaliteten.
“Du må låne din bog ud til 20 andre, og jeg vil være ligeglad. Det er bare vigtigt, at folk ved, at det sker”, siger hun og fortsætter:
“Hvordan kan i hjælpe mig? Læs bøgerne! Tag diskussionen. Snak om det”.
En muslimsk kvinde opretholder sin families ære ved at holde sig fra det modsatte køn, indtil familien finder hende en mand
Sara Omars reformation bygger på ringe i vandet, og siger én kvinde fra, kan hun inspirere andre til at gøre det samme.
“Man kan få kvinderne ud af mørket ved at være fakkelbærere. Man skal vise dem lyset, men også vise at lyset er inde i andre”.
Sara Omar vil ikke kaldes samfundsdebattør. Hun er romanforfatter og menneskerettighedsforkæmper. Og så er hun blevet et forbillede for mange mænd og kvinder. Hendes budskab til de undertrykte kvinder er klart:
“Lykke er noget, man selv skaber. Det er ikke noget, en mand skaber for dig. Han kan få lov til – hvis han er heldig – at være en del af din lykke, men han laver den ikke. Jeg er med jer! Jeg kæmper for jer, og I er ikke alene. Uanset hvad folk forsøger at bilde jer ind, så er I noget værd. I er på lige fod med jeres brødre. Jeg er stolt af jer, for det må have krævet meget at være jer”.
Fra selvmordsbrev til lykke
Temaerne i Sara Omars bøger er mørke og brutale. Kvinder bliver lemlæstede, og børn bliver udsat for fysisk og psykisk misbrug. Sara Omar har altid været hemmelighedsfuld omkring, hvor meget af Frmesks historie, der udspringer af hendes eget liv. Som læser kan det være svært at vurdere, hvor hovedpersonen Frmesk slutter, og hvor Sara Omar starter. Det vil hun heller ikke fortælle, da DSU’eren spørger hende, men hun giver et hint:
“Du får kun én sætning: Jeg skriver fiktion, men tag ikke fejl, for jeg skriver ikke om noget, der ikke er sket eller ikke vil ske”.
Sara Omar har måske ikke oplevet det hele selv. Men det er der andre muslimske kvinder, der har.
Da vi spørger, hvad der fik hende til at bryde med den sociale kontrol og tage bladet fra munden, giver hun et svar, som ingen af os havde forventet:
“Jeg mistede alt det, man ikke skal miste. Dødevaskeren skulle have været mit selvmordsbrev, men det blev til en roman formuleret gennem mine fingre, med mit blod”.
Hun trækker vejret dybt. Efter en lang kunstpause fortsætter hun:
“Det gjorde den (blev til en roman, red.), fordi jeg som den første nogensinde begyndte at acceptere mig selv”.
Jeg skriver fiktion, men tag ikke fejl, for jeg skriver ikke om noget, der ikke er sket eller ikke vil ske
Det blev starten på Sara Omars forfatterkarriere. Og selvom bøgerne har reddet hendes liv, kommer det ikke uden omkostninger. For Sara Omar kan ikke spadsere en tur ned ad Nørrebrogade, og hendes adresse er hemmelig. Vi kan ikke bare tage billeder på Strøget. Men det gør hende ikke noget – og hun fortæller os, at hun er lykkelig:
“Selv hvis der sker noget med mig, så lever mine ord videre”, fastslår Sara Omar.
“Jeg har sat mine fodspor i verden, og jeg bliver ved med at gøre det. Jeg kan love dig for, at den nye generation tager det til sig”, fortsætter hun.
Dødevaskeren og Skyggedanseren er starten på en stille revolution af islam. Sara Omar kan ikke gøre det alene, men det er hende, der har sat den i gang. Romanerne er et portræt af middelalderlig kvindeundertrykkelse i et moderne samfund. Men Sara Omars forfatterskab og stemme er også en hyldest til de kvinder, der bryder fri ligesom hovedpersonen Frmesk:
“Frmesk er symbolet på kvinden, der til allersidst rejser sig. De kvinder er som Fugl Føniks. De rejser sig fra asken og bryder fri. Når du er en undertrykt kvinde, så lever du i skyggen af en mands eksistens, religionen og kulturen. Jeg har selv været en skygge, og det er jeg ikke mere. Det er en besked til de undertrykte kvinder. Måske er I en skygge i jeres liv. Men hvis I tænker, at I er noget værd, så kan I træde ud af skyggerne og ind i lyset”, siger hun.
