Spilmarkedet vokser hastigt i disse år, og titusindvis af danskere spiller så meget, at det er et problem, der går ud over deres familie- og arbejdsliv. Mere end 31.000 unge danskere er i risikozonen for at udvikle ludomani, og hver fjerde 17-årige dreng udviser risikobetonet spilleadfærd. Det er på tide med en langt strengere regulering af spillebranchen, så ingen danskere lokkes ud i ludomani og et skadeligt forbrug af pengespil.

Derfor lancerer DSU i dag et omfattende udspil til bedre regulering af spilmarkedet med titlen “Til kamp for et ansvarligt spilmarked”. DSU’s forbundsformand Frederik Vad Nielsen og Mads Hvidbjerg, der er medlem af DSU’s forretningsudvalg, lagde i dag vejen forbi Christiansborg for at aflevere udspillet til Socialdemokratiets folketingsgruppe og ministre.