Skrevet af Astrid Søvndahl Hass Fotos: Noah Thilemann
Amager eller Lorteøen. Kært barn har mange navne, men Amager har vist kun de to. Alligevel har Amager en helt særlig betydning for forfatteren Morten Pape. Han er vokset op på øen, bor her nu, og det er her, han føler sig hjemme: ”Det er mit hjem først og fremmest. Jeg har boet alle mulige steder i København med blandet succes. Amager er det sted, jeg føler mig tryggest. Selvom jeg har skrevet tre bøger, der foregår her, så er det sjovt nok her, jeg kan gå allermest i fred. Det er på Vesterbro og Nørrebro, alle de der forfattertyper bor, og dem gider jeg ikke løbe ind i hele tiden.”
Interessen for Morten Papes forfatterskab rækker dog langt ud over Amager. Hele Danmark har læst med på det, der er døbt ”Amager-trilogien”. Bøger, der centrerer sig om begivenheder på Amager og omhandler familie, samfund og det moderne Danmark. Den første bog, ”Planen”, udkom i 2015, og den har nærmest fået kultstatus blandt samfundsdebattører, politikere og læseglade danskere. Som Morten Pape selv udtrykker det: ”Den blev nærmest pensum på Christiansborg.” Hvad den store omfavnelse har haft af betydning for hans forfatterskab, vender vi tilbage til. Først skal vi en tur tilbage i tiden, til det Amager, hvor Morten Pape er vokset op med Eminem i ørerne og David Beckham og Peter Schmeichel på væggene.
Urbanplanen – en socialdemokratisk drøm
Morten Papes debutroman, Planen, handler om hans opvækst i Urbanplanen på Amager. Opførelsen af Urbanplanen begyndte i 1965 og var udtænkt af socialdemokraten Urban Hansen. Han var overborgmester i København fra 1962-1976. Vi befinder os i tiden for velfærdssamfundets opbygning, og Urbanplanen var et led i at gøre plads til alle i København – både arbejdere, socialt udsatte og andre almindelige mennesker, der gerne ville bo i hovedstaden.
Urbanplanen er bygget som meget andet boligbyggeri på den tid, nemlig rimelig lukket om sig selv og med tanken om, at man skulle kunne leve hele sit liv her: handle, gå i børnehave, skole og mødes på kryds og tværs af de mange lejligheder. Et visionært boligprojekt med hele 3000 boliger. Hvis man har læst Planen, der skildrer Morten Papes opvækst i 90’erne og start 00’erne, vil man have opdaget, at det ikke fortsatte så idyllisk og harmonisk som håbet.
De ressourcestærke danske familier flyttede andre steder hen, mens udsatte familier og nytilkomne og deres efterkommere blev boende. Med andre ord: velfærdsdrømmen om at bo side om side med hinanden og vores forskelligheder gik i vasken, og det blev nemt for det omkringliggende samfund at lukke øjnene for, hvad der egentlig foregik steder som Urbanplanen.
Alt imens voksede Morten Pape op her, lærte om velfærdssamfundet i skolen, men havde ikke helt en følelse af at bo i det selv. Og netop dét er blevet nerven i Morten Papes forfatterskab: ”Det handler i høj grad om et velfærdssamfund, som jeg hørte så meget om, da jeg var barn, men som jeg ikke altid kunne få øje på. Det handler meget om fællesskaber; om de store samfundsmæssige fællesskaber og de helt små intime familiefællesskaber. Det er i de små historier, jeg prøver at fortælle en større.”
En politisk, men ikke aktivistisk forfatter
Livet i Planen, et drab på et ungt avisbud, Amagerbankens krak. Det er de tre store fortællinger, Morten Papes Amager-trilogi centrerer sig om. Det har placeret Morten Pape i kategorien politisk forfatter: ”Jeg vedkender mig, at jeg er en politisk forfatter. Men det er bøger, der ikke nødvendigvis er politiske i deres natur, eller en slags propaganda. De foreslår ikke, at det er sådan her, samfundet skal være. Det er svært at læse mine bøger uden at læse noget politisk – om det er et racistisk drab, eller en syg kapitalisme, der var med til at smadre det halve af verden. Det er klart, at de bliver læst i en politisk kontekst.”
Det er svært at læse mine bøger uden at læse noget politisk – om det er et racistisk drab, eller en syg kapitalisme, der var med til at smadre det halve af verden. Det er klart, at de bliver læst i en politisk kontekst.
Har du en tanke med, hvad du ønsker at efterlade læseren med, når de har læst en af dine bøger?
”Hvis læseren spærrer øjnene lidt ekstra op og har et andet blik på noget. Det er sådan set det, jeg håber. Jeg ville aldrig skrive en roman, der har et meget utvetydigt budskab. For så synes jeg ikke, at det er spændende. Det synes jeg er dårlig kunst. Jeg vil gerne udvide rammerne for samtalen om de her svære emner.” Når man som forfatter placerer sig der, så betyder det også, at politikere kan bruge de ting, man skriver i deres egen fortælling, uden at man som forfatter har magten over, hvordan det, man har skrevet, bliver tolket og brugt. Morten Pape er blevet fremhævet af alt fra Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen til den tidligere DF’er Marie Krarup. Vores statsminister Mette Frederiksen læser hans bøger og har senest nævnt hans forfatterskab i Folketingets åbningstale som et eksempel på litteratur, der giver os forståelse for Danmarks skyggesider. Men netop det, at det bliver omfavnet bredt, er et kvalitetstegn for Morten Pape: ”Hvis alle kan tage det til indtægt, så kan ingen gøre det. Og så tror jeg faktisk, det er et gedigent kunstværk. Og den form for litteratur synes jeg er mest interessant.”
Derfor tager han også afstand fra, at han skulle være en aktivistisk forfatter: ”Jeg er oprigtig talt glad for alle, der læser mine bøger, og alle har ret til hver deres læsning. Men jeg har også gjort det klart over for politiske partier, at de godt kan glemme at bruge mig som rekvisit. Det er jo ikke sjovt at læse en roman, hvor man ved, at ham, der har skrevet den, f.eks. er marxist.”
Sandhedsvidnet fra Amager
At blive berømmet for at skrive om det moderne Danmarks skyggesider har også sine egne skyggesider. For hvad gør man, når man pludselig bliver brugt som sandhedsvidne fra Danmarks skyggeside?
Jeg følte jo også, især efter bog nummer to, at jeg kunne bilde folk hvad som helst ind. Og den magt synes jeg ikke var særlig rar at have.
”Da jeg debuterede, var det to år efter Yahya Hassan. Samme dag, jeg debuterede, udkom Ahmad Mahmouds Sort Land. Senere, i 2016, kom Carina Pedersen med Helt ude i hampen om et socialt boligbyggeri, hvor hun svinede det til. Ahmad skriver ikke flere bøger, Carina Pedersen er glemt, Yahya Hassan er død. Så ghettoforfatteren, der er tilbage, er mig. Og derfor giver det mig en enormt stor magt og mulighed, og jeg følte jo også, især efter bog nummer to (Guds bedste børn, red.), at jeg kunne bilde folk hvad som helst ind. Og den magt synes jeg ikke var særlig rar at have. Derfor skiftede jeg fuldkommen gear i tredje bog (I ruiner, red.) og skrev om en helt almindelig middelklassefamilie.”
Og det rejser jo et meget interessant spørgsmål: Kan man overhovedet skrive skønlitteratur om sandheden? Morten Pape svarer meget entydigt, at han ikke kan skrive sandhed, men ærlighed.
Føler du dig nogle gange illoyal overfor dit ophav? Altså at du på en måde udstiller dem med din ærlighed?
”Jeg er meget opmærksom på, at jeg til tider skriver om marginaliserede grupper, der ikke altid har mulighed for at tage til genmæle. Men jeg håber, at der er en form for humanisme og en medfølelse med alle karaktererne, uanset om det er en lille bebrillet dreng fra Planen, eller om det er nogle totalt omsorgssvigtede ’voldspsykopater’.” Målet ved at skildre de grimme, beskidte, til tider private eller grænseoverskridende historier er altså, at de kan udvide rammerne for vores samtale, og lyder det håbefuldt fra Morten Pape: ”Måske endda mobilisere kræfter og energi til at gøre noget ved det.”
Mønsterbryder eller ej?
I Morten Papes nye bog, Nøglebarn, undersøger han sin familiehistorie på farens side og dykker ned i, hvordan familiemønstre går i arv. Hans oldefar var en velhavende mand med fin karriere og bolig, men hans farfar blev vognmand og svigtede sine børn – altså i klassisk forstand et negativt brud på mønsteret. Morten Papes egen far endte også med at svigte sine børn. Pape selv bliver anset som mønsterbryder: fra ghettoen til den litterære scene. Hans appel er dog, at man ikke ser det så enkelt. Han er ikke sikker på, at han er en mønsterbryder: ”Bogen kan ses som et opgør eller en diskussion af, hvorvidt man kan kalde mig en mønsterbryder eller ej. Indtil videre har jeg ikke formået at bryde mønsteret overhovedet.”
Hvis Planen var en rap-plade, var jeg ikke sikker på, at folk ville kalde mig for mønsterbryder
Hvad mener du med det?
”På nogle parametre har jeg. Jeg har en bedre uddannelse end mine forældre. Jeg har en anden social, kulturel og økonomisk status end mine forældre. Men det betyder ikke, at jeg ikke er i stand til at videreføre de svigt, der har været i familien, og som løber som olie gennem blodet. Er jeg lykkedes, bare fordi jeg er trådt ind på det litterære felt? Hvis Planen var en rap-plade, var jeg ikke sikker på, at folk ville kalde mig for mønsterbryder. Jeg har aldrig hørt nogen kalde Gilli for en mønsterbryder.”
I Morten Papes tvivl om, hvorvidt han er en mønsterbryder, ligger også en kritik af dem, der gerne vil anse ham for sådan en. For i virkeligheden er det også at vende ryggen til det ophav, han kommer fra – og det er han ikke interesseret i: ”Bare fordi man bliver omfavnet af en kulturel elite og bliver kaldt mønsterbryder, så betyder det ikke, at man er det. Dem, der kalder mig det, gør det også for at bekræfte, at de mønstre, jeg er trådt ind i, er deres og dermed de rigtige. Og der er en underliggende ting med, at ’du er jo ikke en af dem længere’. Men jeg prøver jo at gøre opmærksom på det, jeg kom fra.”
Derudover fylder en bekymring om, at når vi hylder mønsterbrydere, så kaster det et røgslør over de strukturelle problemer, der findes i vores samfund. For ”hvis han kan gøre det, så kan alle de andre vel også”. Men så simpelt er det ikke – og bare fordi man har lært nye mønstre at kende, betyder det ikke, at man har fralagt sig de gamle.
Morten Pape vil aldrig kunne bryde med eller slippe de ting, han har med sig fra sin opvækst på Amager. Han skriver med indignation og smerte for at forstå og blive klogere. Og for at udvide rammen for vores andres forståelse. Ikke som sandhedsvidne, ikke som aktivist, men fordi det ligger ham på sinde. Og måske en dag har Morten fra Amager skrevet sig gennem det hele. Og det har han det faktisk fint med: ”På en eller anden måde håber jeg en dag, at jeg har skrevet om det, der er så inderligt for mig, at jeg bare kan skrive sci-fi, der ikke handler om en skid. Eller bare ikke behøver at skrive længere.”
Læs den seneste udgave af VISION på Issu her.