Af Martin Flindt Nielsen
Medlem af Fagligt Udvalg i DSU

 

Skolepraktikelever har længe været en overset gruppe. Deres faciliteter er nogle af dem, der er blevet sparet allermest på, og de får kun lov til at lave arbejdsopgaver i luft for spøgelseskunder. Det dræner de fleste skolepraktikelever for deres motivation. Oven i hatten vælger vi så at give dem en skolepraktikydelse, der er markant lavere end elevlønnen. Det må vi gøre noget ved!

En elev på kontoruddannelsen med praktik i staten kan se frem til en elevløn på 14.159 kr. og endda endnu mere, hvis man er over 25. Det er nok til at kunne få sit voksenliv til at løbe rundt. Hvis du til gengæld skulle være så uheldig at ende i skolepraktikken, kan du se frem til at blive spist af med blot 7.804 kr.  Det er omkring halvdelen af elevlønnen. Derfor gambler vi som samfund med skolepraktikelevernes uddannelse, når det økonomiske grundlag er så skrøbeligt.

Hvordan kan vi som samfund give folk, der både har engagement og evner til at uddanne sig til deres videre arbejdsliv, så ringe vilkår?

Før sommerferien sad jeg selv i skolepraktik som en del af min kontoruddannelse. Det var, kort sagt, alt andet end sindsoprivende. I en klassisk, faldefærdig skolebygning, som vi kender dem bedst, havde vi den tvivlsomme fornøjelse af at nyde et åbent kontorlandskab. Her kunne vi så pænt sidde og lave ordrebekræftelser til fiktive virksomheder som svar på deres fiktive ordrer. Og da vi skulle fejre dem, der blev færdige med deres uddannelse i skolepraktikken, blev det under vind og skæve, hullede pavilloner. Lappet med kontortape; ja, vi kunne ikke engang bruge gaffa. Langt de fleste er, som mig, heldigvis på kort visit i skolepraktikken, men mange af dem, der allerede har haft nogle år på arbejdsmarkedet, færdiggør deres uddannelse her. Det er et kæmpe problem.

Jeg havde selv en god kollega, som startede i skolepraktikken samtidig med mig. Hun var en superdygtig kontorelev, som kun havde svært ved at finde en praktikplads, fordi hun var voksenlærling og derfor skulle have højere elevløn. Hun havde også et “voksenliv”, der skulle passes ved siden af uddannelsen – med både hus og børn. Allerede ret tidligt kunne hun se, at det var svært at gennemføre, når hun kun fik den lave ydelse fra skolepraktikken. Men hun var opsat på at gennemføre, selvom økonomien slet ikke hang sammen. Hun fortsatte. Efter et par måneder mistede hun håbet om den høje elevløn, så hun gav op.

Det blev jeg virkelig harm over. Hvordan kan vi som samfund give folk, der både har engagement og evner til at uddanne sig til deres videre arbejdsliv, så ringe vilkår? Det kunne være hvem som helst, der var uheldig nok til ikke at vinde i praktikpladsernes lykkehjul og derfor må opgive sin drømmeuddannelse. Det kunne have været dig eller mig.

Derfor bliver vores børne- og undervisningsminister nødt til at få overenskomsten til også at dække skolepraktikeleverne, så alle, der vil og kan, har muligheden for at gennemføre deres uddannelse med de nødvendige økonomiske forudsætninger, som det nu engang kræver. Livet skal jo hænge sammen.



Martin Flindt deltager for tiden på uddannelsesforløbet “Faglig meningsdanner“, der udbydes af tænketanken Cevea. På hjemmesiden meningsdanner.dk/UdenFilter skriver deltagerne en række blogindlæg.

Forleden blev Martin Flindt valgt som formand for HK Ungdom Hovedstaden. Det kan du læse mere om her.