“Jeg hedder Lissa Paustian. Jeg er 30 år, bor på Nørrebro med min hund Max, og jeg har haft en spiseforstyrrelse i over 10 år,” fortæller Lissa direkte. Ordene bærer en ro og en selvindsigt, der kun kan komme af mange års kamp og refleksion. Da Lissa var 17 år gammel, udviklede hun bulimi – en spiseforstyrrelse, hvor man kaster sine måltider op igen: ”Det var egentlig ikke, fordi jeg ville tabe mig. Det var en form for selvskade, fordi jeg havde det rigtig dårligt. Jeg skiftede meget skole som barn, og så blev mine forældre skilt, da jeg blev 16.”

Jeg følte mig meget ensom og havde ikke et særligt godt netværk. Jeg begyndte at tabe mig, og begyndte at skære i mig selv. Det var et råb om hjælp.

Hun fortæller roligt videre. “Jeg følte mig meget ensom og havde ikke et særligt godt netværk. Jeg begyndte at tabe mig og begyndte at skære i mig selv. Det var et råb om hjælp. Jeg havde ikke selv et sprog for, hvad der var galt med mig.”

Man kunne håbe, at nogle havde set signalerne og spurgt lidt nysgerrigt ind. Men svaret fra omverdenen var komplimenter for vægttabet – komplimenter, som uforvarende bekræftede hendes destruktive adfærd: ”Det blev til en spiseforstyrrelse. For mig handlede det om at vedligeholde at være tynd og undervægtig. Jeg trænede meget og spiste ekstremt restriktivt. Jeg begyndte også at kaste op. Min hverdag begyndte at dreje sig næsten udelukkende om min spiseforstyrrelse.”

Når Lissa beskriver sin spiseforstyrrelse, lyder det som en tåge, der kom snigende ind i hendes liv og som tog mere og mere over. Det skete ikke over natten, hvilket er typisk for spiseforstyrrelser. Derfor tøver Lissa også lidt, da vi spørger, hvornår hun selv blev opmærksom på, at hun var spiseforstyrret: “Det er et virkelig interessant spørgsmål. Jeg var 17 år, da jeg første gang begyndte at kaste op, men jeg var slet ikke klar over, at det var en spiseforstyrrelse. Der gik omkring to år, før mine forældre skubbede mig ind i et behandlingsforløb. Jeg var nok 19-20 år, før jeg overhovedet begyndte at erkende, at der var noget galt.”

Da hun startede i behandling, var hun egentlig stadig ikke overbevist om, at hun havde en spiseforstyrrelse, men behandleren sagde noget, der blev et vendepunkt for Lissa:”Du har en spiseforstyrrelse, når dit syn på mad, træning og din krop bliver altdominerende – når det påvirker dine sociale relationer, dit arbejde, din søvn, og når dine tanker om din krop fylder så meget, at de styrer alt andet i dit liv.”

Behandleren ramte tydeligvis noget i Lissa. Når det gælder spiseforstyrrelser, er det et afgørende skridt at indse, at man er påvirket og styret af mad. Og fordi det tit kommer snigende, så når man ikke altid at bemærke, at det har taget over: “Det var nok dér, det ramte mig. At jeg måske havde noget i mit hoved, der gjorde, at jeg levede uhensigtsmæssigt – at jeg ikke formåede at leve det liv, jeg egentlig gerne ville, fordi jeg var så påvirket af det. Der gik to-tre år, fra jeg startede med at kaste op, før jeg for alvor forstod, at det faktisk var en spiseforstyrrelse jeg havde.”

FRA SKJULT KAMP TIL OFFENTLIG STEMME

At bryde stilheden omkring en psykisk lidelse kræver mod. For Lissa var det ikke planlagt, at hun ville åbne op om sin kamp – faktisk tværtimod: ”Jeg blev indlagt på et psykiatrisk hospital i løbet af min uddannelse på Syddansk Universitet. Jeg fortalte det ikke rigtigt til nogen, fordi jeg skammede mig, og jeg kunne ikke overskue, at folk skulle vide det om mig.”

Det stod i skærende kontrast til det liv, Lissa dele på sine sociale medier. Her fremstod Lissa som en festglad og tilsyneladende ubekymret person – med et liv, der blandt andet indebar fire år i Dubai og en karriere som stewardesse: ”Jeg viste et liv, der slet ikke afspejlede hvordan jeg i virkeligheden havde det. Men det gjorde mig tryg, at jeg kunne leve bag den facade.” 

Det var først, efter et uventet opkald fra Warner Brothers, der producerer ‘Bachelorette’, at hun følte modet til at træde ud af spiseforstyrrelsens skygge. Lissa blev lidt tilfældigt inviteret til casting på programmet, men var fast besluttet på at være ærlig om sine sårbarheder: ” Jeg havde kæmpet meget med angst og spiseforstyrrelse, og jeg ville gerne have at de, før de valgte mig, vidste, at jeg kom med det her i min bagage. For jeg kunne ikke give mig selv hen til en tv-produktion, hvor jeg skulle finde kærligheden, hvis ikke de vidste de her ting om mig.”

Det krævede overvejelser, når man hidtil kun har delt ud til sin tætteste familie, og ikke engang har talt åbent med særlig mange i sit netværk om det. Men ideen voksede i Lissa, og hun besluttede sig for at tage springet – et valg, der både var skræmmende og befriende: ”Måske kunne jeg faktisk bruge det til noget. Måske kunne det være ret sejt at tage mine svagheder og bruge dem til at italesætte et emne i samfundet, som stadig er ret tabubelagt. To dage senere havde vi besluttet, at jeg skulle være med i programmet. Der gik syv dage fra de kontaktede mig, til jeg havde skrevet under.”

Syv dage skulle der til, for at vende op og ned på Lissas liv. Det mod, der lå i beslutningen om at åbne op, førte hurtigt til, at hendes historie spredte sig i medierne – fra ‘Bachelorette’ til Go’ Morgen Danmark. Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade tog senere kontakt, og her er Lissa nu ambassadør og aktuel med podcasten ‘Sig det højt’.

NÅR MYTER STÅR I VEJEN FOR HJÆLP

Luk øjnene og tænk på en spiseforstyrret. Hvilket billede ser du for dit indre blik? Måske en fuldstændig udmagret pige, hvor du kan se hver en knogle i kroppen. Hvis det er tilfældet, er du ikke ene om at tænke sådan – ifølge Lissa, tænker vi nemlig for firkantet, når det kommer til at forstå spiseforstyrrelser og dem, der lider af dem: “Der er mange myter om spiseforstyrrelser, som virkelig burde aflives. For eksempel tror mange, at en spiseforstyrret person altid er en meget tynd pige. Men sandheden er, at spiseforstyrrelser kommer i mange nuancer. Man kan ikke nødvendigvis se på en person, at de kæmper med det.” 

“Jeg følte, at jeg spildte deres ressourcer – at jeg ikke var ‘syg nok’ til at være der.”

Lissa har selv oplevet, hvordan et sundhedssystem med snævre forestillinger om, hvordan en spiseforstyrret skal se ud og afviser dem, der ikke passer ind i kassen. Lissa prøvede at få hjælp ved lægen mange gange, men blev til sidst magtesløs og måtte tage sin mor med til lægen, til trods for, at hun var 26 år gammel:

“Jeg har flere gange gennem årene, både til egen læge og andre steder, prøvet at sige: ‘Jeg har brug for hjælp” og ikke blevet hørt (…). Til sidst måtte jeg tage min mor med, og det føltes ydmygende som 26-årig at være nødt til at have en forælder med, som skal trumfe igennem hos lægen. Det er ikke en situation man vil stå i.”

Når man skal kæmpe for at få ordentlig hjælp i systemet, føler man sig ikke taget alvorligt, og det få store konsekvenser. 

Lissa understreger desuden vigtigheden af at forstå og bekæmpe udbredte myter om spiseforstyrrelser, idet hun påpeger, at bare fordi man fx igen spiser sundt og varieret, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man ikke længere lider af sin spiseforstyrrelse. Der kan stadig være rigtig mange ting om i hovedet, der gør, at man ikke er nået helt i mål med at overvinde sin spiseforstyrrelse.

En anden myte, som endda mange med spiseforstyrrelse selv tror på, er, at man kun er spiseforstyrret, hvis man er undervægtig. Men det er forkert – for man kan være normalvægtig og stadig have en spiseforstyrrelse. Og det kan ofte fører til, at unge med spiseforstyrrelse ikke søger hjælp, fordi de ikke passer ind i den stereotype kategori.

Det sidste er især noget, Lissa selv kender til – for da hun endelig kom i behandling, døjede hun med dårlig samvittighed over, om hun nu egentlig var syg nok til at få hjælp. Hun tog sig selv i at sidde i venterummet inden sine samtaler og føler skyld over, hun brugte statens ressourcer, når hun ikke var – ifølge sig selv – syg og tynd nok til at få den hjælp, hun havde brug for.

Heldigvis blev hun ved med at komme, og på den anden side af behandlingen, har hun gjort sig mange tanker om, hvad vi som samfund kan gøre bedre.

VEJEN TIL ET SUNDERE KROPSIDEAL

Lissas historie viser, at selvom spiseforstyrrelsers omdrejningspunkt har noget med mad at gøre, så kan det også starte et helt andet sted. For hende var det en psykisk usikkerhed, der udviklede sig til en spiseforstyrrelse. Derfor ønsker Lissa, at vi ændrer den måde, vi forholder os til kroppe og kropsidealer på. Og som med så meget andet, så starter det hele i vores barndom og skolegang:

“Jeg husker selv, da jeg gik i folkeskole, at jeg ikke havde lyst til at gå i bad efter idræt. Jeg tænker, at man i sådanne situationer kan lave nogle planer, som hjælper. For eksempel kan man have en badeven, hvor man bader sammen med andre – måske tre personer. Det kan hjælpe med at blive eksponeret for kroppen, i stedet for at man trækker sig (…). Jeg tror, der er rigtig meget, man kan gøre for at forebygge kropsskam, så man får et sundt og positivt forhold til kroppen.”

Hun nævner også, at de økonomiske prioriteringer i sundhedsvæsenet skal ændres. Det skal være lettere for dem, der har brug for hjælp. Ingen skal stå i den situation hun stod i.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er antallet af indlæggelser for spiseforstyrrelser i Danmark steget med omkring 20% over de seneste 5 år. Mange af de indlagte er unge kvinder, ofte i aldersgruppen 15–24 år. Derfor giver det heller ikke mening for Lissa, at finansieringen halter. Lissa henviser til, at Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade fik 1 million ekstra bevilliget på sidste års finanslov – det har de ikke fået i år – til trods for, at de i 2024 afviste 1641 opkald på deres rådgivningstelefon: ”Der har aldrig været så mange, der ringer ind. Og de bliver endda yngre og yngre. Så hvorfor er det, at vi ikke lægger flere penge i det?”

Hun understreger også, at ansvaret for forandring ikke kun ligger hos staten – det er et fælles ansvar: “Jeg synes, at alle har et ansvar. Moren har et ansvar, folkeskolelæreren har et ansvar, og samfundet har et ansvar. Jeg synes, influencere på Instagram har et ansvar.”

Hun advarer mod de negative konsekvenser af de urealistiske billeder, der ofte præsenteres på platformene. Hun nævner eksempelvis, at der bør være en form for lovgivning, som sikrer, at retoucherede billeder bliver markeret – et tiltag, som allerede er blevet implementeret i Norge. “Hvis du har retoucheret dit billede, så skal det deklareres. Det er et simpelt tiltag, der kan hjælpe unge måske bare en lille smule til at forstå, at det billede, de ser, ikke nødvendigvis er virkeligheden,” siger Lissa.

Lissa griner lidt, og siger, at hun egentlig er glad for, at hun ikke er politiker, for det er jo svært at prioritere. Men noget er hun sikker på:

“Der er ikke kapacitet nok. Der er rigtig lange ventelister. Der er ikke penge nok.” 

Trods de mange barske realiteter og udfordringer, der følger med at leve med en spiseforstyrrelse, formår Lissa at finde håb og optimisme – også online, fordi det er her, at nogle for første gang ser andre, der taler åbent om f.eks. spiseforstyrrelser.

“Der findes fællesskaber – også på sociale medier, der styrker en og giver en følelsen af, at man ikke er alene. Jeg kan sige det, fordi jeg selv har oplevet det. Jeg har også fulgt andre piger, som har været offentlige personer, og det, de har vist, har hjulpet mig.”

Men egentlig er noget af det bedste at tage fat i en man har nær. Hun kommer med et budskab, der rummer et varmende håb:

“Når man siger noget højt om, hvordan man har det, hjælper det rigtig meget – du er ikke alene.”